Før den pågældende aften havde jeg hverken set eller hørt Ædel Fetich før. Men det skal siges, at jeg var kæmpe fan af Stikkersvin og var (selv om det lyder rigtig fjollet) ret nervøs for, at min egen forudindtagelse for hvad efterkommeren af Stikkersvin ville være, ville påvirke min holdning til Ædel Fetich, når nu det bestod af tre tidligere medlemmer fra deres foregående band.
Jeg er en af dem, der føler at black metal altid kan tåle at blive stukket lidt til, så når Ædel Fetich beskriver sig selv som “traditionsløst “black” metal”, er jeg ret begejstret.
Allerede fra bandet går på, bliver de første traditioner brudt, da forsangeren “Skvat” indtager scenen i, hvad mange nok ville mene var et utraditionelt black metal outfit, der trods en læderjakke (der smides efter de første par numre), ellers bærer lårkorte shorts med et patronbælte og et læderharness.
Et absolut ikonisk look.
Jeg er selv ikke meget til opstillede looks og “kostumer” i metal, men her fungerer det som en stærk tilføjelse, da jeg tænker det er indtænkt som en del af deres sceneshow, men også et kæmpe tegn på en no fucks given-attitude, som til gengæld er noget jeg forventede.
Ædel Fetich er en del mere voldsom musik end jeg havde forestillet mig, hvilket er til min store glæde.
Det er et intenst lydbillede, men også musik, der er spillet med knivskarp præcision af Skovgænger (guitarist), Ingen (trommer) og Neglefanden (bas), hvor jeg faktisk er imponeret over hvor skidedygtige musikere de er og hvor tight de spiller…. hvilket jo nok skyldes mine egne fordomme og uvidenhed om den musik, de spiller.
Igennem hele koncerten er jeg fuldstændig betaget af Skvat og hele den både dansende og teatralske performance, og samtidig er jeg blæst bagover det store spænd i vokalen, der rangerer over alt fra råb, rå black metal vokal og en meget karakteristisk nærmest operaagtig vokal, som jeg virkelig elsker, og som overrasker mig gang på gang.
Hele den no fucks given-attitude, der er til stede under den her koncert, er så rar, specielt fordi jeg synes, at black metal ofte tager sig selv alt for seriøst.
Jeg kan ikke sige, om det var med vilje, men Skvat får på et tidspunkt spurgt Skovgænger “Kan du huske hvad sangen hedder?” så det kunne høres ind i mikrofonen. Et ret underholdende moment.
Jeg når et punkt hvor jeg nåede at tænke det var lidt ensformigt, hvilket bliver brudt da Jakob Miehe fra Solens Folk kommer ind på scenen til en duet med Skvat, som var en rar ganerenser… som desværre blev spoleret af lidt for meget snak blandt publikum.
Jeg har hørt en del om NyreDolk, men aldrig set dem. Specielt deres koncerter på Copenhell 2022 og i Pumpehuset 2023 fik jeg ikke set – til min store skuffelse. Det virker som om, at de, på de få shows, de har spillet, har opbygget sig en ret stor fanbase, og jeg kan ikke sige om det har skabt en hype, der gjorde, at jeg havde ret høje forventninger til, hvad jeg skulle se.
Allerede nu vil jeg modsige mig selv, for NyreDolks udtryk er noget, der har fanget min opmærksomhed fra første gang, jeg så et billede af dem. Af en eller anden grund er det meget mere utrygt og uhyggeligt end et almindeligt black metal-corpse paint og nitteoutfit.
Ren støj og feedback fylder hele kransalen, i takt med at de 5 ansigtsløse skikkelser træder ind på scenen, nærmest præcis på showstart. Det føles som om en generel spænding breder sig i rummet, og selv om kransalen er stor, er der virkelig tætpakket, og næsten klaustrofobisk, hvilket virkelig virker til bandets fordel, og det giver mig en fornemmelse af, at lige om lidt går det nok amok.
Der går næsten 5 minutter fra støjen starter, til første egentlige sang begynder og så snart det sker virker det næsten som om hele salen imploderer. Dette til min store overraskelse, da jeg egentlig havde regnet med publikum, at det ville være et klassisk “armene-over-kors”-publikum der var til stede, men tværtimod.
NyreDolk har virkelig grebet på publikum på en måde jeg virkelig tror mange bands ville misunde, hvis de så det, for hold kæft hvor er det et spændende band at kigge på, når de spiller. Helt ansigts- og udtryksløst kan man stadig mærke intensiteten fra bandet og hvis man studerer den måde bandet spiller sammen, siger min erfaring, at der er nogle erfarne musikere bag maskerne. Og det skal det også siges, at det lyder virkelig godt.
Jeg havde troet, at det ville være mere smadret, og lyde mere som på deres EP ‘Indebrændt’, med ekstremt skingre guitarer, der næsten skærer i ørerne, men næ. Det er lige før, det gør noget ved udtrykket for mit vedkommende, hvor jeg nogle gange næsten synes det er for pænt, og jeg ønsker det er lidt mere smadret… hvilket nok igen er noget, der clasher med mine forventninger.
Til gengæld gør den gode lyd, at det musikalske skinner mere igennem, hvilket, ligesom med Ædel Fetich, gør, at selve håndværket også bliver understøttet bedre, og man kan høre, at der er en del gode musikere iblandt.
Samtidig har vi en forsanger, der skiftevis skifter mellem at stå – eller nærmere kaste sig rundt – på scenen, smide sig ud blandt publikum eller surfe tværs udover publikum, næsten hele vejen igennem kransalen.
Jeg havde selv nok forventet, at der ville være fuld black metal-stemning, men det er lige før jeg får en fornemmelse af at være til et hardcoreshow, så aktivt som publikum er. Som ret stor hardcorefan, synes jeg det er vildt fedt at den maskerede sanger ofte er helt nede og fronter publikum, deltager i pitten og vælter rundt.
Ved koncertens ende er forsangeren igen ude ved publikum, slæbende med det lange kabel bag sig, som der gentagne råbes i, indtil stikket ryger ud. På scenen afslutter bandet i rigtig bølleagtig stil, og smadrer deres instrumenter ned i gulvet – hvilket jeg nok havde set komme med de historier jeg har hørt – men det virker fandeme stadig. Det er imponerende vor store klask, der kommer når guitaristen igen og igen knalder sin guitar ned i jorden, og når bassisten stolt viser sin nu hovedløse bas frem, så sluger jeg det fandeme råt.
På de 45 minutter de har stået på den scene — hvor i hvert fald fem minutter var ren støj, og nok også yderlige tre bare var lyden af instrumenter, der blev ødelagt – har de formået at skabe en kæmpe virkelig rå og helt smadret stemning, der virkelig har fået hele salen til at koge.
Jeg har allerede et ønske om at opleve dem igen, men i en mere intim setting, selv om kransalen i Pumpehuset nok er det mest intime i deres størrelse. Man kunne måske med fordel lokke Pumpehuset til at lave et floorshow, ligesom ved The Psyke Projects afskedskoncert i 2014. Det ville være rigtig hårdt.
Hvad der er helt vildt for mig er, at se så dedikeret et publikum, hvor nogle endda har lavet deres egne NyreDolk-inspirerede masker, for et band, der har udgivet to relativt korte demoer og måske spillet fem koncerter, siden de dukkede op.
Oprigtigt glæder det mig at se, fordi jeg føler det er musik, der ikke normalt opnår meget anerkendelse på så kort tid , og at min erfaring siger mig, at det er musik man oftere finder i undergrunden. Det er vildt at se den indflydelse,de har haft, og tydeligvis har de fanget opmærksomheden.
Mere smadret musik til overgrunden, tak.
