For syv år siden spillede tre af dansk black metalsfanebærere i Ungdomshuset, og i år spiller de sammen igen. I 2024 har alle bands cementeret sig dybere i både den kulsorte undergrund, men også mainstreamen.
Det kommer heller ikke som en overraskelse, at alle bands i aften ubetvivleligt har styr på, hvad de laver, da der fremgår adskillige medlemsoverlap mellem de tre bands, der efterhånden har spillet længe nok sammen i diverse bands og sideprojekter om dragekrigere og ridderrustninger.
Det skal måske påpeges for undertegnets vedkommende, at dette er en koncert, der har været længe ventet – og derfor kan forudindtagelse muligvis spille en rolle i bedømmelserne i denne anmeldelse. Jeg kan godt mærke, at jeg har trukket mig en smule fra blackgenren over de seneste år, men jeg har altid elsket den og elsker den stadig. Især når jeg bliver præsenteret for black metal, der virkelig er godt.
Den oplevelse havde jeg dengang, jeg startede med at lytte til metal, hvor alle bands i aften, Afsky, Sunken og Morild, var med til at udfordre og forme min smag for ekstremmusik og ultimativt vise mig, hvor anderledes og smukt black metal egentlig kan være.
Jeg har efterhånden været til flere Afsky-koncerter, end jeg kan tælle på to hænder, set Sunken, hver gang det har passet, og droppet gymnasiefester for at tage til Aarhus og se dem samt været så heldig at se Morild to gange over de sidste par år – hvilket er godt, taget i betragtning hvor sjældent de er ude og spille.
Min pointe med det her er, at det er al sammen musik, der virkelig har betydet meget for mig og stadig betyder meget for mig. Det er nogle af mine mest mindeværdige øjeblikke, når jeg tænker tilbage på min koncertaktivitet over de sidste år. Det var koncerter, der udfordrede mig, men samtidig belønnede mig med noget smukt, og også koncerter hvor femtenårige jeg helt sikkert har været lidt for påtrængende i merchboden efter koncerten i ærefrygt over for musikerne, fordi jeg gerne ville fortælle dem, hvor meget deres musik betød for mig.
Sunken holder stilen i aften og spiller deres depressive black metal, der er sort som kul og mørkt som blæk. Jeg er vant til at se Sunken på små spillesteder, hvor der er så meget røg, at man ikke kan se bandet, om man så står helt oppe foran scenen. I aften er det anderledes, da koncerten foregår på stor scene og med betydeligt mere lys, end de nogensinde har haft før.
Musikalsk er det også anderledes, da deres introspektive black metal fremstår mere udadvendt. Det virker til, at den opgivenhed, man normalt finder i Sunkens musik, er blevet udskiftet med aggression. Normalt virker det, som om Sunken skriver numre om at miste troen på sig selv og sin eksistens og derfor ende i en cyklus af håbløshed, men i aften føles det mere, som om de har anerkendt den emotionelle elendighed og har brug for at komme ud med følelserne via aggression. Det virker i hvert fald sådan på Martin Skyum Thomasens skrig, der lyder mere voldsomme end fængslende i aften.
Lad dem svælge i melankoli!
Afsky fremstår præcis, som de altid gør: Fremragende. Ole Luk balancerer konsekvent alle black metal-faktorerne og får dem til at være helt eminent velspillende. Det er også tydeligt live, da godt og vel alt inden for black metal-parametrene bliver udnyttet til sit fulde potentiale, når man er til en Afsky-koncert.
Der åbnes med sædvanlige ‘Stormfulde Hav’, hvor den akustiske intro og åbningsskriget aldrig bliver fortyndet, selvom man har set Afsky live hundrede gange efterhånden. Dog er liveformatet noget af det, der får Afsky til at cementere sig som et af Danmarks allerbedste black metalbands.
Black metal bliver ofte et chokforsøg på at spille det mest fræsende og elendige musik, man overhovedet kan, og lade publikum svælge i had og det okkulte. Ole Luk må have haft en anden vision, da han startede Afsky, da måden, melodierne kommer frem i lydbilledet, er enestående. Det er en lydkulisse for heder, marker og smuk natur samt et frirum, hvor Afsky lader deres lyttere svælge i melankoli og dvæle i elendighed.
Det er gåsehudsfremkaldende, hvor meget passion der bliver lagt i hvert eneste skrig fra Ole Luk, og jeg er ikke i tvivl om, at det er den form for ildhu, der har været med til at bidrage til Afskys nuværende succes på den danske metalscene – og så er det også ret sejt at være en af de eneste black metalbands, der kan præstere lasershow og konfettikanoner, uden det bliver teatralsk på den pjattede måde.
Fra dybet
Der sker nogle gange dét, at et hovednavn bliver overskygget af opvarmningsbandet, og det er tilfældet i dag, da aftenens første koncert med Morild ubetvivleligt var den bedste, hvis du spørger mig.
Med tre guitarister, der komplementerende støtter hinanden i form af stille nedstryg på guitarstrengene og atmosfære nok til at drukne i alene, indtager Morild scenen. Med lysprojiceringer, der ligner en vandoverflade, og selvlysende blæk smurt i ansigtet starter første nummer.
Morild spiller ikke særlig tit live. Hvis jeg ikke tager fejl, er det her faktisk deres første koncert i omkring to års tid. De har heldigvis været flittige i øvelokalet, fordi alt – og dér mener jeg vitterligt alt – er latterligt velspillet. De ekkoende harmonier fra guitaristernes tremandsmakkerskab er tydeligt, og man er ikke i tvivl om, hvilke underlæggende melodier fra bassist Kristoffer Alm er med til at nuancere lydbilledet. Yderligere præsterer Tue Krebs Roikjer eminent på vokalen med pinselsskrig efter pinselsskrig. Han gestikulerer så udtryksfuldt med hele kroppen, at det ligner, at han fysisk presser sin krop og sine lunger til deres fulde kapacitet for at få så meget gennemslagskraft på som overhovedet muligt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg sidst har været til en black metalkoncert, hvor trommeslageren gjorde det lige så godt, som Simon Frenning Sørensen gør i aften.
Morild skaber plads til støjende blacksektioner, men samtidig forholder deres ambient sig lige så afslappende, som det andet kan være foruroligende. Jakob Georg Nielsens leadmelodier i ambientstykkerne passer perfekt til stemningen, mens de to andre guitarister skaber skingre guitarlyde, der er lette at forveksles med sirenehyl.
Det er unikt black metal, og det er black metal, der er rigtig meget bedre end rigtig meget andet black metal. Når noget som breakdowns er så fremmed en idé inden for black metal-opfattelse, så ved man, at Morild har styr på, hvad de laver, når de ubesværet kan implementere sådan nogle i løbet af deres numre, uden det føles tvunget ind. Især under nummeret ‘I’, der udover at være et fremragende nummer ligeledes er koncertens højdepunkt.
Jeg er ikke sikker på, hvilke andre specifikke numre der blev spillet, da jeg har mere travlt med at fare vild i den soniske hvirvelvind af skrig, hyl og støj, de præsenterer. Men efter et set bestående af 50 minutters fænomenal støj bliver Morild mødt af et af de mest personlige og ustoppelige bifald, jeg længe har været vidne til. Og det er fortjent.
Jeg håber inderligt, at Morild væbner sig med instrumenter oftere og drager mere ud på koncertfronten. Denne koncert er ene og alene bevis på, at Morild sagtens kan, og yderligere var det ærlig talt en af de bedste black metal-koncerter, jeg nogensinde har været til.
Det kan godt være, at Afsky var aftenens hovednavn, men Morild stod tilbage med den rigtige sejr.
