Da jeg så, at Meejah og Hiraki havde sluttet sig sammen for at lave et collab-show, var jeg ikke sen til at melde mig til. Jeg er meget glad for Meejah og deres lydbilleder og jeg er endnu mere begejstret for Hirakis technoinfunderede hardcorevanvid. Da jeg oplevede dem spille et show med John Cxnnor tilbage i 2023, var det en voldsom oplevelse, der opslugte mig i et trancehelvede.
Det var noget af det samme, jeg havde forventet denne aften, og det var noget andet end det, jeg fik. Det vil sige, at der var diskrepans mellem forventninger og det, der blev leveret. Det er en udfordring, men det er en udfordring, der primært ligger i lytteren og ikke hos de optrædende. Mere om det senere.
Denne lune septemberaften lagde ud med et veritabelt familietræf i den lille gård foran Basement. Hele Hiraki, det meste af Meejah, Ætervader, halvdelen af John Cxnnor og mange flere var klar og forventningsfulde.
Ætervader var første person på scenen, og det skulle vise sig at være noget af en omgang. Først og fremmest var de slet ikke på scenen, men derimod foran. Placeret på et bord, der ellers var dækket af hvad der primært lignede scener fra et serverrum indtog den lyshårede, fletningsklædte musiker betonkælderen med både rumklang og rumlyde, så alle blev hensat til en position, hvor de prøvede at gøre op med sig selv om de rent faktisk forstod musikken eller om de bare gerne ville være sådan nogle, der forstod den.
Det var i hvert fald sådan, jeg selv havde det. De særprægede, tunge drones og skærende glitches mindede mig i vid udstrækning om Cisternerne på Frederiksberg, hvor Taryn Simons installation ‘Start Again the Lament’ henover sommeren har været opsat.
Pointen med denne installation var, at fremstille klagesange fra forskellige kulturer i elektronisk forstærkede lydanlæg og framet af Cisternernes ganske særprægede arkitektur, og resultatet var intet mindre end betagende. Et fremragende og gennemført kunstværk, er det.
Og det var noget af det samme, vi mødte i Basement denne aften. Da vi blev gjort opmærksomme på, at musikken skulle starte, blev der råbt: “Så er der rock!”.
Det var der slet ikke, men der var helt klart noget. Og det var noget, der fik mig til at fundere ganske meget over hvad musik overhovedet er, hvad det vil sige at anmelde musik, om jeg kunne leve op til mine egne, elitære holdninger til godt og dårligt og samtidig mindes besynderlige dark ambient-koncerter i finske kældre og forundres over trolddommen der udførtes med kabler og knapper.
Og på den måde var Ætervader absolut fremragende. Det var ikke en fest, men det var forbløffende.
Det samme var måske tilfældet for hovednavnene. For det var heller ikke rigtig hverken rock eller fest, der blev udfoldet. Det var heller ikke den trancetilstand, jeg havde håbet på.
Det var nok nærmere en form for ritualistisk meditation over lige dele atmosfære og støj.
Indledningen var klassisk Meejah. Det var da også kun Mai Soon Young Øvlisen, Andreas Isbrandt Løvenskjold og Emil Lake, der på dette tidspunkt var på scenen, mens Hiraki var ude af synes. Den drømmende stemning blev kun afbrudt af Øvlisens bløde stemme, der forklarede os om både den koreanske nytårsfejring chuseok, der var faldet på samme dato, samt den pågående undersøgelse, den koreanske sandhedskommision er i færd med at udføre. Hun fortalte om det gennemgående tyveri af børn og bortførelse af voksne, der blev udført i forbindelse med Seouls værtskab for OL tilbage i 1988, og de mange afsløringer, der bliver ved med at stå i kø.
Herefter stod hun frem som moderne mudang – en koreansk shamanrolle – som hun kanaliserer, når sangene står særligt i forbindelse med hendes kulturelle arv og baggrund og hun iført den ceremonielle kåbe spiller på traditionelle instrumenter og på sølvfarvet Mac-computer.
Det er som taget ud af et cyberpunk-scenarie og er ganske imponerende. På samme tid er det sjældent, at man ser nogen være lige så henførte som hende, når musikken spiller. Øvlisen forsvinder helt ned i performancen.
Det skulle da lige være Hirakis Tue Schmidt Rasmussen, der gennemraserer sin guitar i løbet af settet og ikke én, men hele to gange tyrer den i gulvet efter en sang.
Da Hiraki sluttede sig til de tre fra Meejah voksede lydniveauet betragteligt og Jon Gotlev og Mai Øvlisen stod i hver sin ende som effektmagere og synthmagikere.
Gotlev er som altid intens, bøjet over mikrofonstativ og maskiner som han er, og han reflekteres af Meejahs forsanger mens både Andreas Isbrandt og Tue Rasmussen får pisket sig selv og hinanden op i en blodrus af guitarspil. Særligt i breakdownet midtvejs, hvor Lake tæver trommerne, Tim Fokking Frederiksen banker løs på gongen og de to guitarister får larmen til at gå op i en højere enhed, er det fremragende.
Bandsene smitter af på hinanden. Hiraki bliver mere drømmende, Meejah bliver mere frenetiske og overgangene leveres fremragende. Setlisten er imponerende godt komponeret og man må give dem to kæmpestore tommelfingre opad for det forarbejde, de har gjort.
Det tegner godt for den splitudgivelse, de har varslet i fremtiden.
At jeg havde håbet på mere techno, men ikke fik det, var selvfølgelig en skuffelse. Men det jeg fik var til gengæld så utroligt velspillet, velkomponeret og veludført, at det var svært ikke at blive glad. Det bliver aldrig catchy musik og det kommer altid til at kræve noget af lytteren, men hvis man har overskuddet til det, så forlader man ikke et show tomhændet.
