Vores anmelder måtte gå hjem halvvejs på aftenen, og så er gode råd dyre, så vi fangede Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah, som også var med John Cxnnor på Roadburn, til at give sit umiddelbare blik på LLNN-koncerten, som inkluderede Victor Kaas’ danske debutkoncert i front.
LLNN har skabt sit eget tema – som et Star Wars The Empire Strikes Back, og med samme funktion som Cult of Lunas toner fra nordens kolde dyb i Cold Burn-introen. Når starttonerne af ‘Unmakers’ første nummer ‘Imperial’ lyder, kaldes tropperne trofast ind.
Inden bandet fuldtalligt går igang med at slå sorte huller i luften og kaste det ene træfsikre trumfkort efter det andet, går Victor Kaas alene på scenen med den første sang fra John Cxnnors sæt på dette års Roadburn – og holder rummet alene, som for at understrege: Det er mig, som er her nu.
Et glædeligt og overraskende gensyn som tager mig tilbage til den første øver i Musicon i Roskilde dette forår, hvor vi stod med krøllede papirlapper og hjertet oppe i halsen i spænding over at skulle vise hinanden vores fremførsler for første gang. LLNN-brødrene Rasmus og Ketils to hjertebørn synes at bøje mere og mere ind mod hinanden. Ikke at forglemme, at Unmakers dystopiske lyddesign engang var første oplæg til den duo, der siden skulle blive til John Cxnnor.
LLNNs lydlige dominans over sit publikum og høje evne som konceptudviklere, får deres ærinde til at gå klokkerent ind. Fortællingen om deres musik som undergangs- og rumskibsbemandet sci-fi mytologi blandet med et voldsomt, medrivende og rørende mørke, har de allerede fået danske og internationale skribenter, branchefolk og passionerede musiklyttere til at gentage lovprisningerne, som var det en
selvfølgelig sandhed. Og det er imponerende at kunne mærke, hvordan de har buzzet mere og mere verden over, især efter udgivelsen af deres seneste album.
Rasmus Furbo troner fast over scenens midte med sine omtrent to meter og kaster bassen rundt, så man må stille sig udenfor skudlinjen, skulle den hænde at flyve af remmen og lande blandt de nordatlantiske metalheads midt på gulvet, som i dagens anledning headbanger deres meterlange hår i København. Måske som en direkte konsekvens af bandets optræden på Færøernes G! festivals legendariske ruin-scene Grundin sidste sommer.
I al Rasmus G. Sejersens virkelyst, som foregangsfigur for kunstnerisk vision og innovation på den danske metalscene, kan man af og til forglemme, hvor gedigen en trommeslager han er. ‘Parallels’ er nok ikke et af de største hits – hvis man kan tale om sådanne i LLNN-forstand – men det nummer stod som en ekstra flot forhøjning i et i øvrigt højt koncertsæt.
Her fik vi chancen for at høre hans clean trommelyd, og for en stund mærke hans rene fremdrift bag trommerne pakket ud af lyddesigns og bror Ketils ellers gennemnørklede giga-klange, dybe frekvensrødder og hårdtslående attacks, så man tænkte “fuck yeah!“, mens ens teenage-neuroner hurtigskød husketavler af ungdomsminder med Beastie Boys og Rage Against the Machine på stereoanlægget.
Fremførslen af ‘Parallels’ beviste også, hvor nært lyttende og hypermusikalsk Victor Kaas er, og hvor dygtig han er til at omsætte de lydlige cues og triggere direkte fra øregang og til vokalrespons og aggressive guitarstrøg, så præcise som Pavlovs hundes sultrespons. Det er kun års og atter års fortrolighed med ens instrumenter, som gør én i stand til at kunne spille på den måde.
Udover bandets effektive dirigeren af salens fødder og følelser, er det svært ikke at bemærke, at der står børn og unge på de to første tilskuerrækker, som kaster hår, som var der ingen morgendag. Copenhell Rock Academy, hvor piger og ikke-binære 13 til 19-årige mødes fra hele landet, så de ikke skal sidde alene på teenageværelset og føle sig som isolerede øer, er aftenens mest bemærkelsesværdige tilføjelse til koncertrummet. Sådan må jeg selv have set ud, da jeg som 15-årig stod på første række til Kashmir-koncerter, som jeg som voksen har hørt bandet berette at det kom som et chok for dem, at der pludselig stod teenagepiger på første række. Teenagere som deres musik satte livslangt aftryk på, og som, som jeg, fik sat retningen for, hvor jeg ønskede mit eget liv skulle gå hen.
“Jeg har fået nye venner, som jeg ikke behøver at opføre mig anderledes overfor bare for at passe ind”, fortæller en deltager fra Copenhell Rock Academy 2022 (kilde: Copenhell.dk).
De kigger på scenen, og jeg smugkigger på dem med deres stjerner i øjnene og bankende teenage-hjerter, som finder trøst og et sted at høre til. Og så kigger jeg op på Victor, som de har omringet – og ser måske et glimt ind i krystalkuglen af hans rise to stardom, som idol for den nye Generation A. Vi får se.
For aftenen er en ny æra for bandet med Victor Kaas i front. Og for mig – forunderligt nok – første gang, jeg skal høre Victor spille guitar. Med små nye variationer, som de bølgende trommer i ‘Interlopers’ intro, byder bandet Victor velkommen som ny frontperson i LLNN – og deres første koncert med ham på dansk grund.
Da jeg går i front under ‘Interloper’ (den sang som min hjerne kender som “hittet”) for at tjekke hans guitar-game ud til det fuldeste, locker jeg øjne med Rasmus et kort sekund bag trommerne. Og vi smiler til hinanden. Og selvom det har lidet at gøre med anmelderi, så har det alt at gøre for mig om, hvorfor jeg kommer i scenen:
Håbet om, at man kan være med. Og håbet om, at man kan være noget for og med andre. Derfor er jeg både den gale og den rigtige at spørge, for jeg kan aldrig anmelde en koncert upartisk hos folk, hvor der er så meget kærlighed omgærdet vores fælles virke.
Når jeg er til LLNN-koncert, så mærker jeg alt det. Og ser årtiers arbejde og kærlighed til musikken, som er løbet denne aften i forvejen. Flash af campingscene-shows i midt-00’erne, kram i Klub Rå, anekdotefortællinger og tourbuskørsel ned gennem Tyskland og Rasmus’ 40 års fødselsdag, hvor han crowdsurfede henover Pumpehusets gulv til den mest søsyge hardcore lålå-kors fødselsdagssang, jeg længe har hørt – som gjorde det hele helt perfekt. Og jeg ser og genkender, hvor meget hver enkelt af de fire oppe på scenen bidrager med, som giver virkelyst og mod til andre, når de tilbyder sig som storebrødrende forbilleder, der allerede har banet vejen.
Velkommen hjem, LLNN, fra det store udland og gigs på Arctangent, Soulcrusher, Desertfest, Hell Fest og Beyond the Redshift i London – som vi andre endnu kun kan kaste håbefulde blikke efter engang at stå på festivalplakaten hos.
De små stik i hjertet som husker Christian Jamet Bonnesens duet med The Oceans forsanger Loïc Rossetti, mens et andet The Ocean-medlem løftede ham op som et barn i armene midt på Pumpehusets store træscene sidste år, og hans sødmefyldte fuldemands-kærlighedserklæring til sin hustru fra Gehenna på Copenhell – som i tilbageblik forberedte os på hans afgang, ender denne aften med blot at gøre Victor Kaas’ indtræden i sin nye rolle endnu bedre
Fordi selvom han nok i et splitsekund havde noget at skulle bevise, så er Victors indsmeltning i LLNNs nye form en forstærkning af bandets fortælling, gennem endnu en signifikant udvidelse af deres persongalleri. Det også selvom “Det ville Bonne have gjort”, nok stadig vil klinge som fast vending blandt bandmedlemmerne mange år ind i fremtiden. Stemningen hvisker at gammel og ny kærlighed godt kan gå hånd i hånd.
Det var en god aften og en vigtig én af slagsen ikke at have misset, i den fortsatte saga om en af dansk metalundergrunds dygtigste højdespringere. Drenge, I har klaret det godt!
Og til alle andre, husk, at selvom bandet måske er stjernerne, så tæller de stadig på tæer og fingre, “hvor mange mon der dukker op denne gang”, om folk har glemt dem, og om en ny forsanger mon gør, at man skal starte forfra. Og derfor er det en god aften, når vi som outro får techno og kram at gå hjem på, når alt ender med at falde helt rigtigt, og folk træder ud i novemberkulden, varmere og med mere glød i kinderne, end da de ankom. Som det gjorde i lørdags da LLNN’s nye konstellation velfortjent fyldte Lille Vega.
