Det er efterhånden lang tid siden, jeg har taget turen fra Aarhus til København for at se en koncert, og så tage hjem dagen efter. Det er vel blot et af tegnene på, at jeg er ved at blive ældre og derfor mere magelig. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at DSB er et sandt lotteri, hvor præmien er en normal tur uden problemer, og hvis du ikke vinder, så er der alskens spændende overraskelser i vente. For mit vedkommende så brugte jeg det meste af lørdag formiddag på at refreshe DSB’s info-side, fordi der var faldet en køreledning ned mellem Odense og Korsør, hvilket selvfølgelig betyder “ingen tog på strækningen”, hvilket betyder de frygtede togbusser. Men jeg var heldig. Det tog jeg skulle med, var et af de første, der fik lov til at køre over uden skift til togbus. Men dér stopper heldet også, for den afgang jeg skulle med, kunne selvfølgelig kun sende to ud af de planlagte fire vogne afsted, og det var altså et af de tog, jeg havde pladsbillet til, som ikke dukkede op – hvorfor der kunne holde fire andre vognsæt lige ved siden af, som så åbenbart ikke skulle bruges, forstår jeg ikke.
Nuvel, efter den kaotiske afgang fra Smilets By Danish for Progress, finder jeg heldigvis en plads i 1.klasse, som jeg ikke bliver smidt væk fra. Jeg observerer en DSB-ansat, der febrilsk fjerner alle de lækre sager, man må tage for sig af, når man har købt billet til dette nirvana: vand, pulverkaffe, snacks. Det skal vi fra pøblen bestemt ikke nyde godt af. Toget bliver selvfølgelig proppet, fordi andre uheldige stakler har ventet timevis i Odense, da togbusserne har været knappe. Jeg ender med at være fremme med en halv times forsinkelse.
Dette er blot for at sige, at det er sjældent, jeg tager turen, men jeg er sikker på, at det er det hele værd med aftenens hovednavn. Og det var det da også – for det meste.
Det drejer sig om irske Lankum, som jeg stiftede bekendtskab med gennem min gode ven og podcastmakker John O’Sullivan (ja, han er irer), og hvor jeg nærmest blev ramt af en tordenkile, så snart de første toner af ‘Go Dig My Grave’, fra deres seneste udspil ‘False Lankum’, svævede gennem hovedtelefonerne. “Hvad fanden er det her?” tænkte jeg. Og det blev kun bedre. Så slæbende, så melankolsk, så smukt. ‘False Lankum’ blev en sand følgesvend på vej til og fra arbejde, hvor jeg kunne tune larmen fra bus 2A ud, ved at svælge i de dronende toner fra den irske kvartet. De blev annonceret til Roskilde Festival, men også det er min krop for træt til, så da de ikke længe efter også blev annonceret til Vega i København, så begyndte en lang intern kamp om at tage afsted eller ej.
Samme aften som Lankum spiller på store Vega, så spiller Agriculture på Ideal Bar, og der er noget pudsigt over, at klientellet til begge koncerter overlapper. Jeg tror egentlig ikke, det havde været helt skørt, hvis det ene havde fungeret som opvarmning for det andet. Apropos opvarmning, så går vi glip af Elias Rønnefeldt, men han må have gjort det godt, for der er stegende hedt i salen. Ind træder to medlemmer af bandet til stor applaus fra det ventende publikum, men det er blot for at stemme deres instrumenter – kan det mon være på grund af varmen?
Det skal desværre vise sig at være varsel for resten af aftenen.
Men så sker det. Lyset dæmpes, scenen bades i rødt, og de første toner af ‘Go Dig My Grave’ runger ud i salen. Allerede her opstår en pudsig situation: For det første, så er jeg ret overrasket over, hvor lav volumen egentlig er. Javist, det er jo musik, der hviler i dynamikken, men det her virker underligt. Og for det andet, så er der en tvivl blandt publikum, om de skal huje eller tysse på dem, der hujer. Velment, men, vil jeg mene, også malplaceret, hujen fra folk bliver hurtig mødt af den hvislende, kraftfulde udledning af luft fra nært placerede billetindehavere. Det skal også vise sig at være et tema gennem aftenen.
Selvom de fem på scenen, de fire faste medlemmer og så turnerende medlem John Dermody, virker en anelse introverte til at begynde med, hvilket er ret forståeligt hvis man blot har hørt et enkelt nummer af deres musik, så går der ikke lang tid, før de gladeligt begynder at interagere med publikum. Egentlig havde jeg håbet på en koncert, hvor det kun skulle handle om musikken, men det er svært ikke at lade sig smitte af deres glæde ved at være her, og så er den irske accent jo aldrig til at stå for: “Welcome to the Lankum sweat lodge” – ja tak, det har vi alle bemærket. Men selvom det er hyggeligt, så går der også alt for meget tid med at stemme de mange finurlige instrumenter, de har medbragt sig. Det ødelægger desværre lidt stemningen, og det indbyder også til at det snakkende publikum føler sig nærmest nødsaget til at fylde de musikløse huller.
Jeg er sådan en type, der checker setlister på forhånd, og det har ikke været nogen undtagelse med Lankum, for jeg fik at vide af venner, der så dem på Roskilde Festival, at de ikke spillede den porøse og meget smukke ‘Newcastle’, og den har faktisk været meget fraværende på koncerter før og efter. Men guderne må have tilsmilet mig efter DSB-fadæsen, for fem numre inde i sættet slås de skrøbelige indledende toner an på akustiske guitar mens et sagte ambient bagtæppe stille indfinder sig, og så er der selvfølgelig Radie Peats ufatteligt smukke vokal, der lige så stille messer “Why should I not love my love? / Why shouldn’t my love love me?”. Det er hjerteskærende og smukt. Det virker også til, at lyden har fået et nøk op i salen. Bandets mangefacetterede line-up af alskens strengeinstrumenter går heldigvis fint igennem, man aner nuancerne uden at de bliver for meget, og dog så er der af og til en brummende bas, der overdøver næsten alt. Men bandet er velspillet, virkelig velspillet.
‘Newcastle’ glider lige så stille over i ‘Fugue II’, som den også gør på ‘False Lankum’, for Radie har allerede fortalt, at de spiller den i sin fulde længde. Det betyder også, at jeg og resten af salen senere bliver trakteret med den lige så smukke og skrøbelige ‘Lord Abore and Mary Flynn’, endnu en personlig favorit. Men først brager og buldrer ‘The New York Trader’ igennem salen, hvor Ian Lynch nærmest messer sig igennem første del af nummeret, for så senere at snerre sig igennem resten. Instrumenteringen tager til, der flås i strenge, der bankes i trommer, og ovenpå det hele hyler Radie som en banshee fra en irsk ø. Det hele går op i en højere enhed, og det fortsætter lige bagefter, da bandet afviger fra den stringente setliste ved at spille ‘Rocks of Palestine’, som egentlig er et traditionelt irsk nummer, der hedder ‘The Rocks of Bawn’. Hele salen er badet i grøn, hvid og rød. De spiller kun to vers fra sangen, for som Ian Lynch forklarer efterfølgende, så er der kun behov for to vers, og den fulde længde på 16 er for dem, der mener, at krigen i Israel og Palæstina er kompliceret.
‘Lord Abore and Mary Flynn’ får nærmest hele salen til at tie stille. Der er altid noget nervepirrende over at høre sange, man holder virkelig meget af til koncert, for hvad nu hvis andre ikke føler det samme for lige dét stykke musik, og derfor fint kan fortælle om deres seneste slankekur eller barns fodboldturnering. Men ikke her. Her får jeg lov til, sammen med alle andre, at lade tiden stå stille og blot lade det fine guitarspil og vokalsammenspillet mellem Cormac Mac Diarmada og Radie Peat stå for sig selv.
‘The Turn’ slutter ‘False Lankum’ af, så derfor slutter det selvfølgelig også koncerten af, og det er bestemt også et nummer som ‘The Turn’, der gør at referencerne til post-rock gudfædrene og -mødrene Godspeed You! Black Emperor gør sig passende. Der har været dronende passager igennem koncerten, der har ledt tankerne hen på det canadiske band, men afslutningvist på ‘The Turn’ bliver det til et kakofonisk støjmonster, der i sammenspil med det hastigt skiftende lys, indhyller Vega og knuger publikum.
Det er udmattende, og det er næsten ikke til at bære, at bandet kun bruger 30 sekunder af scenen, for så at entrere igen med de obligatoriske ekstranumre. Måske er det kådhed, måske er det udmattelse efter godt og vel halvanden times koncert allerede, men da bandet kaster sig ud i ‘The Wild Rover’ fra ‘The Livelong Day’, der starter stille – som så meget andet af bandets musik – så er der nogen, der begynder at stampe i takt, som også er sket et par gange tidligere under koncerten, men dette er mestendels sket, når bandet selv holder takten med stortromme eller lignende. Her går det dog galt. De trampende entusiaster ønsker fart over feltet og får altså sat et hastigt dobbelttempo i gang, og jeg bliver her et øjeblik i tvivl om jeg på forunderlig vis er blevet transporteret med lynets hast tilbage til Aarhus, og jeg i stedet er endt i det irske festtelt, der opstilles hvert år til Aarhus Festuge, lige uden for banegården, hvor jeg ti timer tidligere allerede svedte over tanken om at skulle sidde i en togbus fra Odense til Korsør. Lankum må afbryde ‘The Wild Rover’, og pænt forklare, at det altså ikke lige er dét tempo, de skal spille i. Som det ti minutter lange nummer så småt udvikler sig, opstår der nærmest en euforisk stemning – der er ingen, der tysser på dem, der hujer, måske er de tyssende endda blevet til de hujende. Et øjeblik virker det til, at Lankum er parat til at sige tak for i aften, men det ser også ud til, at de virkelig nyder stemningen, så aftenen sluttes af på behørig vis med ‘Bear Creek’ også fra ‘The Livelong Day’.
Alle går vi ud i natten, der mindst føles lige så varm, som Lankum sweat lodge, og jeg begynder så småt at fundere over, hvilke overraskelser DSB kan finde på til mig dagen efter, hvor jeg skal hjem til trygge Aarhus og det irske telt, der nok så småt skal pakkes ned søndag eftermiddag.
