I forbindelse med det skotske post-rock band Mogwais nu ellevte udgivelse – herunder ikke medregnet diverse soundtracks og lignende – lagde de vejen forbi Store Vega fredag 7. februar. ‘The Bad Fire’ er navnet på gruppens nyeste udgivelse, der åbenbart er et udtryk for helvede, hvis man kommer fra Glasgow i hvert fald. Men fans af bandet ved også efterhånden, at de navngiver både sange og plader i øst og vest. ‘As the Love Continues’ fra 2021 lyder som en plausibel pladetitel til udsvævende post-rock, mens ‘Hardcore Will Never Die, But You Will’, der udkom ti år tidligere, måske leder tankerne i en lidt anden retning.
Det er femte gang, jeg får fornøjelsen af at se bandet. Jeg har været så heldig at opleve dem hele tre gange i min hjemby Aarhus, hvor især deres besøg i 2016, hvor de spillede hele deres soundtrack til dokumentaren om atombomben, ‘Atomic’, på Aarhus Rådhus, står ud. Jeg var desværre ikke så heldig, at de igen lagde vejen forbi Aarhus denne gang, så jeg måtte tage turen over, og jeg kan meddele nysgerrige og bekymrede læsere om, at det denne gang forløb problemfrit.
Et par timer inden dørene åbner annoncerer Vega, at Mogwai denne aften dj’er efter koncerten, og her må jeg indrømme at jeg lod min indre fanboy slippe afsted med mig, og skrev på Mogwais egen annoncering på både Facebook og Instagram, om hvad mulighederne var for at få taget et billede med dem. Intet svar. Dagen efter liker Stuart Braithwaite, en af guitaristerne og hvad man vel godt kan betragte som en slags frontfigur, mit opslag. Det viser sig bagefter, at det tydeligvis er en falsk profil. Skuffende. Og jeg kan allerede afsløre nu, at jeg ikke blev hængende for at få taget et billede.
Opvarmningen står skotske Kathryn Joseph for. Det er blot hende og et keyboard. Intet andet. Det er meget sparsomt, skrøbeligt, og må unægteligt være en hård tjans at skulle varme op for et band, der selvfølgelig har stille passager, men som også er vant til at skrue helt op på alle parametre. Der er noget Tori Amos over Kathryn, og jeg synes egentlig, hun gør det ret godt, men desværre drukner det i snak. Jeg orker ikke at komme med en svada; nyd musikken og snak bagefter, please.
Tag mig med til et rart sted
Jeg kan lige så godt sige det som det er, det er ikke nemt at anmelde post-rock, især ikke et band som Mogwai. Mogwai er ikke et band, man tager ind og ser, hvis man forventer et stort sceneshow. Jovist, der er da godt gang i farverige lys, der blinker, nogle gange hurtigt, andre gange langsomt, og så fremdeles. Hvis man forventer finurlige historier om tourlivet, politiske brandtaler eller endeløse takketaler til publikum og gud og hvermand, så er det heller ikke den rette koncert. Hvis man er heldig, så indledes en Mogwai-koncert med “Hello, we’re Mogwai from Scotland”, nogle gange præciseres det en anelse med “Glasgow, Scotland”, og ellers består kommunikationen fra band og ud til publikum kun af Stuart Braithwaite, der af og til siger “Thank you so much”, men på så forhastet vis, så de sidste ord drukner, fordi han allerede har trukket sig væk fra mikrofonen, sandsynligvis for at dreje på alskens pedaler og dingenoter. Bevægelse er der heller ikke særlig meget af. De står for det meste bare der på scenen, og hvis de kunne, så havde de nok ladet sig opsluge helt af deres instrumenter. Med fare for at lyde ekstremt klichepræget, så er det her en koncert, hvor man kommer for at lade sig rive med, og ikke så meget for at lade sig underholde.
Det er selvfølgelig sange fra ‘The Bad Fire’, der får fortrinsret, så derfor åbner bandet herlighederne med ‘God Gets You Back’, der også var den første single fra pladen, som bliver skarpt efterfulgt af ‘Hi Chaos’, akkurat som det også er på pladen. Men selvom Mogwai selvfølgelig er på tour for at promovere ‘The Bad Fire’ – det bliver den bestemt også med hele syv ud af 10 sange den aften – så bliver der aldrig rigtig leflet for masserne. En snyder som mig, der altid tjekker sætlister fra de foregående koncerter, skal ikke regne med at de spiller det samme hver aften. Tværtimod så virker det nærmere som om, at de gør sig umage med at komme godt rundt i bagkataloget aften efter aften, hvilket må være et af styrkerne ved at de har været de samme medlemmer i bandet siden 1998. ‘Rano Pano’ fra førnævnte ‘Hardcore Will Never Die, But You Will’ brager igennem lydbilledet som en savskærer, det er tungt og pågående, men så åbnes lydbilledet ganske stille op, tonerne mingelerer med hinanden, keys og guitar, et sammensurium, hvert medlem er som opslugt af deres instrument.
‘Rano Pano’ afløses af ‘Hammer Room’, endnu et nummer fra den nye, og det er en af de få gange, jeg bliver hevet ud af den Mogwai’ske tilstand. Det fungerer bare ikke for mig live, og det virker på en eller anden måde som lydsiden til en cutscene i et computerspil; det føles mest af alt som om det skal overstås. Heldigvis følger de op med den smukke, både af titel og toner ‘If You Think This World is Bad, You Should See Some of the Others’. Her er i sandhed tale om en klassisk Mogwai-opskrift: Start stille, rigtig stille, introducér simple trommer, byg op, hovedtema intensiveres, eksplosion, fald ned, tema står helt for sig selv igen. Som om vi ikke er blevet blæst nok igennem, så følger bandet op med ‘Christmas Steps’ fra ‘Come On Die Young’, der egentlig næsten følger samme ovenstående opskrift, men som især har den utroligt nærmest påtrængende basgang, der efter tre-fire minutter buldrer ind over det skrøbelige tema, tempoet tager til og så igen: eksplosion.
Sker det her altid?
Det andet, der virkelig hiver mig ud af den Mogwai’ske tilstand er visse koncertgængeres besynderlige ønske om at udfylde stilheden med deres egne indspark. Om det er fordi, der ikke sker nok på scenen, eller en eller anden frygt for at det auditive vakuum opsluger os alle, ved jeg ikke, men det sker ofte, at i de stille passager, så hujes der eller lignende. Nuvel, vi udtrykker glæde på forskellige måder, men et glædesråb er vel lige så godt under de larmende passager som de stille.
Efter ‘Christmas Steps’ belønnes vi med hele to numre fra pladen ‘Happy Songs for Happy People’, hvor jeg især bliver rørt af ‘I Know You Are But What Am I?’’s repetitive klaverfigur, der føles som om det cirkulerer ud i en uendelighed, mens de andre bygger på, rykker rundt, fjerner, tilføjer. Efter det lettere poppede og up-tempo ‘Lion Rumpus’ fra ‘The Bad Fire’ forlader bandet scenen, men noget man i hvert fald altid kan vide sig sikker på som ivrig Mogwai-fan, er at de altid kommer ud igen til ekstranumre, og det ofte også er her, hvor de hiver det helt tunge skyts frem. Det over kvarter lange ‘Mogwai Fear Satan’ fra debuten ‘Young Team’ bliver ofte hevet luftet her, men denne aften overgår de dem selv i at være ambitiøse.
Vi er her ikke
Mogwai kommer ud til et entusiastisk publikum og begiver sig ud i det syvende og sidste nummer fra ‘The Bad Fire’ denne aften, den lavmælte ‘Pale Vegan Hip Pain’, der faktisk ikke munder ud i eksplosioner, men som i stedet befinder sig på det meget sagte leje hele vejen igennem. Det kan man ikke sige om, det, der følger.
Det tager noget tid for mig at forstå, hvad det er, der sniger sig ind på os alle i salen, men så snart det repetitive, messende tema har indprentet sig, er der ikke nogen tvivl om at Mogwai så småt er begyndt på at begive sig ud på en 20-minutters lang rejse, der hedder ‘My Father, My King’. Singlen er baseret på den jødiske bøn Avinu Malkeinu. Ved efterfølgende research viser det sig, at jeg har set dem spille denne mastodont før, på Roskilde Festival i 2018, men det kan nuværende-Andrew til koncerten ikke huske.
Jeg giver mig hen til det cykliske: Opbygning, opbygning, opbygning, støjinferno, tilbage til nul – gentag. Jeg er ret meget i tvivl nu, hvor jeg skriver anmeldelsen et par dage efter, om de faktisk spillede hele 20 minutters versionen, om de forkortede den, eller om de endda forlængede den, som de har for vane at gøre, for jeg lod mig fuldstændig rive med og gav slip på alt. Ja, det er en kæmpe kliché, men tiden stod stille. Det hele suser om ørene på mig, alt lys blinker med lynets hast, det lyder knap som instrumenter til sidst. Hvid støj. Jeg kan mærke det helt ind i brystet, en trykken, en pulseren. Jeg kigger op på scenen og bemærker mest af alt, hvordan fire arme på fire individer fræser løs på deres instrumenter. Støjen vælter ind over Vega indtil det dør ud, og lige pludselig er der ikke nogen på scenen mere.
Jeg stavrer ud i natten med mine venner. Jeg har glemt alt om at blive hængende til DJ-sættet, men til gengæld har jeg fået en sætliste med mig af en flink sikkerhedsvagt. Måske får jeg det billede næste gang Mogwai lægger vejen forbi Danmark, for der er ingen tvivl om, at jeg kan se dem spille igen og igen. Uanset hvor meget folk hujer i de stille passager, uanset hvor meget de spiller fra den på det tidspunkt nyeste plade, uanset hvor stille de står og hvor lidt de siger, så skal jeg se Mogwai. Men hey, næste gang må I sgu gerne spille noget fra ‘The Hawk is Howling’. Og ‘Rock Action’. Og ‘Mr. Beast’. Og, og, og…
