Blazing Eternity har spillet sammen i over 30 år, men hvis du ikke er bekendt med dem, er du undskyldt; det er inklusive nogle mærkbare pauser undervejs. Således var der gået 21 år mellem de to seneste plader, da de tilbage i april udgav ‘A Certain End of Everything’, som tager fat om roden af voksenlivets sværeste følelser. Som følge har de været at finde på en række festivaler henover sommeren og efteråret, heriblandt lørdag på Odense Metalfest.
Scenen sætter vi selvfølgelig lige. Odense Metalfest fokuserer på everything oldschool, og særligt død, thrash og hardcore. Lørdag aften delte Blazing Eternity med blandt andet tyske Peace of Mind og Risk It, Odenses egne Crown the Beast og Livløs. Det er altså genremæssigt ikke en selvskreven invitation for melodisk doom. Dog blev der ad tilfældets vej skabt en bro for de sortklædte, der måtte være tilbøjelige til det lidt langsommere, da svenske Carnosus desværre måtte melde afbud, og Katla heldigvis meldte klar. Den slags er en smagssag, men jeg er tilbøjelig til at bytte død for doom any day. I dette tilfælde føltes det som at afhænde en leverpostejsmad, jeg ikke havde glædet mig til, for i bytte at få stukket et stykke med spidsbryst og friskhøvlet peberrod. De spillede en fuldstændig fremragende koncert på festivalens store scene med et publikum, der omfavnede dem med alt hvad de havde, og høvlede op på scenen i en lind strøm til stage dives, selvom hele tre af dem tog den direkte ned i gulvet. – Jeg kender dem ikke på forhånd, men det her er jo sindssygt fedt! fortalte en ubekendt sidemakker mig, og der kunne altså godt være et fint overlap mellem festivalgængerne denne aften og doom på programmet.
Der var da også rimelig pænt pakket foran Postens lille scene, da bandet entrerede badet i rødt lys. Blazing Eternity er introvert af natur og inviterer i sagens natur snarere til at lukke øjnene eller betragte sine sko end til at danse. Ikke, at det ikke var en udfordring, nogen tog op, men størstedelen af de forsamlede vendte sig indad i lytningen. Det spejlede som sådan fint, hvad der foregik på scenen, for selv hvis bandet – som er seks mand høj live – havde haft lyst til at tonse rundt på scenen, ville der ganske simpelt ikke være plads til det. Personligt savnede jeg større rammer til dem, for de ville sagtens kunne fylde mere ud, og jeg kunne ikke slippe en fornemmelse af, at de blev mast sammen deroppe på scenen. Og mens vi er ved afsavn, så skal lyden på den lille scene denondefløjteme revses. Jeg kender ‘A Certain End of Everything’ forholdsvist godt, og det endte med at være både godt og skidt denne aften. Skidt fordi det var pinligt tydeligt, hvor utroligt mange delikate detaljer, der forsvandt i den mudrede lyd, og godt fordi jeg ved hvor godt, Peter Mesnickows vokal kan lyde. Når den altså ikke bliver slagtet. I pausesnak mellem bands kunne jeg forstå på mine medpublikummere, at det ikke var første gang i løbet af weekenden, at der havde været utilfredshed med lyden på den lille scene, men kvalitetsforskellen mellem den og den store var påfaldende. På den måde var der altså en del øjeblikke, hvor jeg måtte udfylde huller med erindringen om eksempelvis ‘One Thousand Lights’, der er et af den seneste plades smukkeste numre.
– Man kan fandme høre, det er oldschool, det her, hørte jeg begejstret fra en gruppe medrevne, purunge metallere forrest foran scenen. Nogenlunde samtidig, men bag mig, faldt en anden betragtning: – Det er fandme oldschool, det er helt formidabelt, her fra nogen i krydsfeltet mellem millenials og gen X. Det skal ligge mig fjernt at kaste mig ud i snobbede betragtninger om hvad der er retrospektivt og hvad der er kontemporært, og under alle omstændigheder er der sådan set en umiddelbar skønhed i når folk på tværs af generationer med ærbødighed i stemmen ophøjer “oldschool” og mødes i en levende musikoplevelse.
Selvom koncerten var forholdsvist stillestående, var der også tidspunkter, hvor kontakten band og publikum imellem cementeredes med enkle greb. Morten Lybecker tog sikkert fat lige i maven på publikum, da han trådte et skridt frem på scenen under åbningen af titelnummeret fra ‘A Certain End of Everything’, og arme fløj i vejret fra et publikum, som absolut godt kunne mærke det. Det var også under nummeret her, jeg spottede et par i tæt omfavnelse, og lige dér blev jeg rørt. Når man kender rammen af levet liv, som ligger til grund for tilblivelsen af det nummer, kan lige netop dén reaktion fra et publikum ikke ramme bedre plet. Kys for helvede hinanden, mens I kan.
– Hvis man har bare en lille smule sjæl, så kan man mærke det, blev konklusionen fra min makker efter koncerten, som var første gang, han stiftede bekendtskab med bandet. Og så kan det egentlig være ligemeget med dårlig lyd. Bare man kan mærke det.
