Som vestjyde bliver jeg nødt til at sige, at der bare er noget pissedejligt ved vestjyske mænd, som gør noget med deres følelser. Altså noget andet end at gå ud og slå græs.
Kellermensch har igennem snart 20 år udviklet en distinkt lyd, som efter denne anmelders mening indtil videre er kulmineret på ‘Capitulism’ fra 2022, som indkapsler lyden af højde- og lavpunkter i et voksent, levet liv. Og så lyder de som Esbjerg en torsdag i november – if you know, you know.
Kellermensch er på Selvtægts radar, fordi de kommer ud af metallen, og modsat andre, hvor det er tilfældet, har de beholdt en autentisk nerve og beskæftiger sig med et nærværende mørke. De har med andre ord på ingen måde mistet nerve eller relevans trods en alt andet lige blødere lyd.
Med sig på første halvdel af deres forårstour har de den garvede violinist Nils Gröndahl, som har en fed, eksperimenterende og dronet kvalitet og som på papiret er en perfekt kobling til hovednavnet. Effektueret kommer det dog til at lide under liden opbakning blandt et publikum, som har særdeles svært ved at pause snakken, og det skorter ikke på dumsmarte bemærkninger som “Har han lagt sig ned?”, når Gröndahl bøjer sig for at skrue eller trykke på knapper, eller “Hvor lang tid fortsætter ham her? Fire timer med ham, så går jeg kraftedme ud og hænger mig selv”. Det siger alt om tonen, at Gröndahl næsten overdøves af publikum efter blot et kvarter.
Således er vi i dén grad kommet til en provinshøjborg i lørdagsstemning, og selvom Selvtægt på det seneste har fået på puklen for at publikumsbashe, så bevises nødvendigheden for kollektiv opdragelse i aften. Hold nu for helvede kæft, når musikken spiller, eller hav i det mindste pli nok til at trække ud i det i forvejen ucharmerende loungeområde. Det at bevæge sig rundt blandt publikum kan der heller ikke være plads til, og vil man gerne tættere på scenen, må man enten smyge sig med usandsynlig ynde, eller også får man giftige blikke og kommentarer, der skal tydeliggøre, hvor sanseløst belastende det er, at man er nødt til at træde et helt skridt til siden for at lukke andre forbi. Der er også en høj fyr, som har formastet sig til at stå helt oppe foran. Det kommenteres meget.
Normalt ligger det mig fjernt at understøtte provins versus hovedstadsantagonismen — jeg bor trods alt selv i provinsen — men sjældent fremstår det mere gennembøvet end i aften. Det kan også tænkes, at jeg simpelthen for sjældent går til rockkoncerter og har glemt, hvordan stemningen er her versus til metalkoncerter. Det kan også bare være, der er tale om et publikum, som samlet set måske ikke er så koncertvant, og som derfor ikke udviser samme hensyn, som den erfarne koncertgænger vil vide får en koncertoplevelse til at glide bedre for alle.
Jeg forsøger at ryste den grundige irritation af mig og vender opmærksomhedens lys mod mit sigte med præcis at vælge Kolding som tournedslag; jeg synes netop, vi skal støtte op om, at scenen også lever uden for de store byer.
Kellermensch går på efter en længere pause efter Gröndahl, som i øvrigt også er med på scenen til at varetage violinelementerne live, og åbner trods min forhåbning ikke med instrumentalnummeret, som indleder ‘Capitulism’. Det havde ellers været et enkelt, men effektivt greb.
Koncerten kommer til at blive kendetegnet ved en stærk vilje til at synge med på en lang række af sangene, og det er tydeligt, at Koldings kældermennesker også kender følelsen af, at livet kan vakle, kærligheden kan gå i stykker, og at man kan bekymre sig over, hvad man mon skal fortælle ungerne, mens man står og laver mad til dem. De er helt sikkert heller ikke “like everybody else” og samtidig også en “mediocre man”. Generelt trækker Kellermensch et voksent publikum – gennemsnitsalderen er tættere på 50 end 40, og det er meget tydeligt date night for en række af gæsterne på Godset i aften. Endvidere er det i stor stil et troløst publikum. Det ene øjeblik synger de med, klapper, hopper og danser, og det næste kagler de værre end nogen hønsegård, jeg har besøgt, under numrene.
Der veksles mellem bandets tre fuldlængdeudgivelser, og selvom Kellermensch har en enormt stærk og udtalt sound, føres vi frem og tilbage mellem tempo og langsommelighed, ironi og det dybtfølte. Radiobangers som ‘6705’, ‘Nothing’ og ‘I’m Not Like Everybody Else’ skaber masser af bevægelse på gulvet, men der gøres også plads til et næsten forstyrret, soundscape-lignende stykke, før ‘The Day You Walked’ tager over. Derudover tysser Sebastian Wolff på publikum under klaverintroen (og undervejs) til ‘Another Drink’ – der er også plads til sjæleren, som ofte sender mine tanker mod en sen Johnny Cash a la ‘Hurt’. Det er måske mit yndlingsnummer fra den foreløbige diskografi, og den bliver leveret lige præcist så sårbart og blottet, som man kunne håbe. Wolff virker ikke irriteret over at måtte tysse på folk, snarere som om han opfordrer folk til at lytte efter, mens han synger om ituslået kærlighed. Der bliver leveret noget, man godt kan mærke, hvis man ellers gider.
Kontrasten mellem brødrene Wolff er påfaldende. Hvor Claudio Wolff Suez bemægtiger sig sin plads på scenen med en holdning, som danser han standarddans med sin bas, fremtoner Sebastian Wolff anderledes ludende og kropsliggør smerte og inderlighed i stedet. Hvor den første fremstår, som om hvert eneste trin er koreograferet og tilsigtet, optræder den anden til tider vaklende eller må bruge et par sekunder ekstra på at komme tilbage op på scenen efter at have forladt den for at bane sig vej gennem publikum til stor jubel. Om det er tilsigtet, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er, som om Sebastian Wolffs samlede persona – fejlbarlig og til tider næsten bævende – blot forstærker den inderlighed og autenticitet med, hvilken han leverer sine tekster. Der er stor forskel på, hvor tydeligt man mærker ham, afhængigt afhvorvidt han har guitaren med, eller om han helt helliger sig vokalen. Det er her, han brænder tydeligst igennem som frontmand, og hvor hele resten af bandet næsten kan fortone sig for tilskuerens blik – til trods for det faktum at de helt generelt er både tight, til stede og enormt stiliserede i deres samlede fremtoning. Han er både ude over scenekanten (bogstaveligt talt) og på knæ med hænderne samlet i bøn: “This is a fine place to pray for a miracle”.
Der er hele tre vokaler på scenen i aften, og foruden en dedikeret optræden af gæstevokalist Mads Bjørn, er Christian Sindermann flittig til at forlade orgelet for at træde frem på scenen og levere en perlerække af de growls, som tilføjer en pragtfuld nerve til en del af deres numre. Der er flest sange fra 2022-albummet ‘Capitulism’, men vi genbesøger også det første, selvbetitlede album en del, og der kommer også et enkelt nyt nummer, som tyder på, at stilen fortsætter sin udvikling som hidtil. Jeg hører blandede reaktioner fra publikum. Der er de, som først har stiftet bekendtskab med bandet i de senere år, som overraskes over tyngden, og de, som udmærket kender bandets bagkatalog, som roser, at Sindermann fylder lidt mere i live-lydbilledet igen.
Da koncerten slutter, ser jeg en kvinde, som bærer en meget tydelig solsikkesnor, og som meget tydeligt har det meget dårligt, mens hun prøver at kæmpe sig hen til garderoben uden konstant at skulle røre ved andre mennesker — uden den mindste smule succes. Hun tager sig frustreret til hovedet og fortrækker ansigtet, mens den ene efter den anden maser sig forbi og støder ind i hende på deres egen vej. Det bliver det afsluttende og perfekt indkapslende billede på Godsets publikum i aften. Hende var der heller ikke plads til.
Jeg hører rigtig mange, som giver udtryk for at have haft en fremragende oplevelse, og den slags skal en anmelder forholde sig til, for berettigelsen af en anmeldelse af et givent show må nødvendigvis altid også indeholde det brede publikums oplevelse, men næste gang faklen skal hæves for gode bookinger i provinsen, må det være en anden, der tager en for holdet. Jeg skal lige ryste irritationen af mig, før jeg er klar igen.
