En kold november aften gæstede Hot Water Music Richter med et soundtrack, som passede perfekt til årets første dag med sne. Legendariske Quicksand var med som special guest samt As Friends Rust som support.
As Friends Rust
Melodic hardcore, som ligesom Hot Water Music, kommer fra Gainesville, Florida. Bandet har været aktive on and off siden 1996 og udgav sidste år deres første album siden 2001.
Man kunne i den grad mærke deres genfundne spilleglæde, og der var ikke tvivl om, at de havde det sjovt med at spille med hinanden. Dog var festen lidt intern, og man kunne have ønsket, at de var lidt mere intime med publikum.
Lyrikken var ikke deres stærke side og til tider lidt for cheesy til at kunne køres hjem. Der var også en gennemgående mangel på gennemslagskraft fra forsangeren, som blev druknet lidt i musikken, hvilket heller ikke hjalp overordnet set.
Til gengæld var deres rytmesektion rigtigt stærk. Bas og stortromme var skruet så højt op for i mixen, at bassen blev så tyk, at man kunne skære i den. Det passede rigtigt godt ind i stilen og gav et ekstra lag til deres numre. Hvis man skulle pille et andet lag af hardcore-løget, så havde jeg sgu ikke forventet, ,at den ene guitarist skulle komme ind med en Kiesel Vader og spice deres riffs op med lidt metalcore-ish guitarspas.
Hvorom alting er, var det en solid koncert – især som åbner for to så prominente bands. Den manglede bare lige det allersidste skub for at nå helt i mål.
Quicksand
Quicksand er på mange måder en supergruppe i den traditionelle forstand.Trioen består af medlemmer fra legendariske NYHC-bands som Gorilla Biscuits, Burn, Warzone, Youth Of Today samt alt-metal giganterne Deftones. Men udover det var de også bare umenneskeligt dygtige.
Lidt ukonventionelt var de to guitarister og ingen bassist. Det gjorde dog ikke noget – tværtimod. Sergio Vega, som spillede en Jazzmaster igennem en basforstærker, gav en helt anden dimension til koncerten, og de to guitarer komplimenterede hinanden.
Da de spillede et af deres største hits ‘Fazer’, måtte Hot Water Music-sanger Chuck Ragan også lige vise sin kærlighed til Quicksand ved at hoppe op og synge lidt med. Walter Schreifels takkede ved at synge med på ‘Radio Free Gainesville’ under deres set.
Et band som Quicksand er svært for en anmelder at skrive om, da de netop bare er så pissegode til det, de gør, og der ikke ernoget substantielt at kritisere. Walters vokal knækkede en del, men det er jo også lidt en del af stilen, og da de var to om at dele vokaltjansen, gjorde det ikke rigtigt noget.
En sand masterclass i kreativitet, musikteori, sammenspil, improvisation; alt i perfekt hamoni.
Det eneste, man kunne være lidt bekymret for, var, hvordan Hot Water Music skulle klare sig efter sådan et show.
Hot Water Music
Hvis du ligesom mig voksede op med Tony Hawk’s Pro Skater-serien, stødte du nok ind i Hot Water Music for første på soundtracket til THPS 4 med nummeret ‘Freightliner’. Deres tungt melankolske skatepunk passede godt ind i den frembrusende skate- og musikscene i sluthalvfemserne og startnullerne, hvor følelser skulle bankes ud på rampen og råbes ud i en mikrofon. Det føromtalte nummer, som de desværre ikke spillede, var en god analogi for deres show. Hot Water Music tonsede nemlig som en ‘Freightliner’ gennem 16 numre uden stop, og det virkede ikke, som om de nogensinde havde tænkt sig at gøre det.
De var så fandens catchy live, at selvom du aldrig havde hørt deres sange før, ville du kunne dem udenad efter koncerten. Som en, der mente, jeg kun kendte meget få af deres sange, blev jeg helt forbavset, da jeg ufrivilligt sang med på halvdelen af sættet.
Den karismatiske Chuck Ragan leverede en helt fænomenal vokalpræstation med sin rå stemme og sjælfulde vibrato. Især på et nummer som ‘After The Impossible, fik han hårene på armene til at rejse sig.
Deres stærke emotionelle tekster blev mødt med virkelig helstøbt sangskrivning og var ekstremt sing-along-venlige. Der opstod en dualitet i deres tilgang til melankoli og catchy-ness, og den dualitet var det, som gjorde deres show så godt.
