Det er godt nok et blandet publikum, der gæster Lille Vega på denne fredag aften. Der er alt fra punkere med battleveste, der har set årtier af kampe og purunge punks med ny-fæstnede nitter. Indimellem er der overraskende mange ”normies”. Sørlandske Honningbarna har da også været igennem flere generationer af lyde, dog altid voldelig og ungdommelig. Så alle her må forventes at være forholdsvis unge af sjæl.
Først er det dog danske SYL, der skal råbe af os på en dialekt man kan forstå. Det translaterer naturligvis fuldstændig naturligt, som det jo altid gør. Naturligvis skal det bemærkes, at jeg har en SYL-tatovering og på ingen måde er objektiv, når det kommer til de her drenge. Men skal man basere sin karakter på, for eksempel, walls of death eller blodige næser i en eller anden feberredning af den objektive beskrivelse, så gik det vist meget godt.
Settet er rimelig råt og Benjamin Clemens synger selv vokalerne på ‘rose’ og ‘stor dreng’, der ellers på deres seneste EP gjorde brug af hhv. Thomas Burø og Jonathan Albrechtsens tonstunge vokaler. Det klarer han sig overraskende godt igennem. Bandet har dog også lige touret sig igennem Danmark med Selvtægts-darlingerne fra Omsorg, så rutinen er skarp. Nyt er der dog også med i form af sangen ’Grænseløs’, hvor Clemens kalder på ansvar fra millionærer og Gustav Brønnums guitar er skarp som en guillotine.
Efter et hårdt, skarpt og kort sæt kalder Clemens kvinderne i pitten til den sidste sang. Det er ikke gået ubemærket hen, at crowden har været lidt mindre inklusiv end bandet måske normalt ser. Der er en del voldsomhed og ikke alle crowdsurfere bliver rigtig grebet. Det er svært at gøre sig klog på, om der er tale om tilfældigheder eller en decideret dårlig crowd, men det bemærkes i hvert fald, at der ikke rigtig kan eller vil gøres plads til kvinderne i pitten, der allerede få takter inde i ’huldre’ overvældes bagfra af de samme mandlige moshere, der ellers havde haft rimelig meget tid i fokus.
Man kan ikke sætte en finger på SYLs optræden. Bandet er i topform. Alle på scenen er totalt i forbindelse med hinanden. Alle ved hvad de skal, uden at det bliver mekanisk. Men man kan ikke gøre alt for meget, når pittet er fyldt med store drenge, der aldrig har tænkt over hvad det er SYL egentlig prøver at fortælle dem.
Som norske teenagere på første tur med Danskerbåten, har vi da også efter Syls hæsblæsende set set lige godt dybt i den boblende væske, de kalder Grøn Tuborg. Salen er på kogepunktet da Honningbarna indtager den, og kommer aldrig helt ned under dette igen.
Men hallå. Det er dansefest, okay? ’MP5’, ’Rød Bic’, ’Avanti’, ’Festen som aldri stopper’ og ’God Gutt’, alle fra bandets langt mere elektroniske albums danner første del af settet. Heraf er det nok i virkeligheden kun ’Festen som aldri stopper’, jeg virkelig har nået at forholde mig til, sådan, følelsesmæssigt, siden bandet udgav ’Animorphs’ (2022) og ’Soft Spot’ (2025). Jeg må nok bare stille indrømme, at de unge ejer natten, og at jeg er ikke længere en af de unge.
Til gengæld kan hele salen synge med på ’Fri Palestina’ fra bandets debutalbum ’La Alarmene Gå’ (2011). Det er dog også det eneste nummer, der er udgivet i ”førtiderne” (læs: inden corona-epidemien), som bandet overhovedet spiller i aften. Der er fuld gas på under udmærkede numre som ’Schäfer’ eller ’En av oss er idiot’, men selv ikke på ekstranummeret ’Åh Bliss’ føler jeg helt, at jeg har fået det, jeg er kommet efter. Jeg gad sgu godt at have hørt noget som helst fra ’Voldelig Lyd’ eller ’Opp de nye blanke’. Det hele bliver meget depri-techno og ikke så meget vrede.
Jeg kan forstå, at ”recession-pop” er på vej tilbage. Kesha, der sang om at vågne op som P Diddy, er dog ombyttet med Chappel Roan, der synger om at danse hele natten på The Pink Pony Club. Men ideen er den samme: Virkelighedsflugt og ”leve for natten”. Det føles lidt som om, at Honningbarna har været igennem en ’metamorfose’ eller – skal vi kalde det en ’animorphose’, hvor bandet, der før ville slås om det, nu i stedet drømmer om at blive svælget ned af universet, blive knust og gylpet op igen. Igen og igen og igen. Det er lidt sådan aftenen føles. Hvor crowden danser som vanvittige, øl spildes overalt, ingen helt kan se lige og alting bare er lys og fagter. Edvard Valberg springer endnu engang ud fra noget højt og ned i publikum, sluges op af dem og bliver gylpet tilbage op på scenen. Måske er det alt vi får. Hundrede hule kroppe i bevægelse, kød i bevægelse. Men jeg er stadig sulten og jeg er sulten på, at Honningbarna bliver lidt vrede igen.
