Japanske MONO fyldte Store VEGA med smukke postrock-bølger, men uden gnisten af det uforudsigelige føltes det mere som en beroligende gentagelse af sig selv end noget storslået.
Sørg for, jeg har det godt, og sørg for, jeg kan være afslappet, når jeg står og lytter til musikken. Lav et fundament for det blide musik, I fremfører foran os alle. Gør noget, der er mere end det, I gør i øjeblikket, og gør en indsats for at udfordre os alle. Det er nemlig det, MONO mangler her i Store Vega.
Japanske MONO er forbi Danmark med deres veludførte og beroligende postrock. Desværre er oplevelsen ligesom alle andre postrock-oplevelser, man har haft. Også selvom der er slæbt et ensemble med, der tilføjer autentiske orkestrale undertoner til musikken.
Japansk musik, der befinder sig i de mere eksperimentale hjørner, er altid noget, der har fanget min interesse. Og det kan godt være, det at have en violin med i postrock ikke er noget nyt, men når MONO var nogle af de første, der implementerede et mere teatralsk lydbillede til deres blidt støjende drømmeguitarstykker, er det nok til at give dem applaus.
Ram mig med en knusende lydvæg, forvræng lydbilledet ved at trampe på hundredvis af guitarpedaler, skrab dit plekter så tosset, du vil op, og ned ad strengene, mens du slår løs på kroppen for en rungende effekt. Bare gør noget, der udfordrer mig.
Det har været en vision, der ubetvivleligt har fungeret. Det fungerer stadig, men i en live-setting mangler det noget. Det bliver repetitivt og kanaliserer mod de samme rundgange og cykliske stykker. Guitarstrygene kommer i bølgeformer, mens Tamaki Kunishis klaver- eller basmelodier lægger sig blidt op ad lydbilledet som en brise. Alt det er uden at nævne det ensemble, MONO har fået med sig på denne tour, som yderligere udvider mulighederne med violiner og trompeter. Men selvom der indgår så mange komponenter, som ville tyde på dynamiske skift eller bare den mindste form for eksperimentering i lydbilledet, så forholder det sig monotont.
Forstå mig ret: MONOs format holder ganske stærkt – og jeg har set nok postrock-bands klunse rundt i deres egen lyd til at vide, at MONO har styr på det, de laver. Akkompagnementet fungerer, som det skal, og det er evident, hvad de prøver at opnå. Det havde bare virkelig klædt dem, hvis de tog et ekstra skridt live. Dette er ikke noget, jeg ville sige om alle bands, men lad være med at give os præcis dét, vi har fordybet os i så mange gange på plade. MONO har et enormt potentiale for kompromisløshed, som mange andre bands ikke ville kunne. Det føles som et lyn fanget i et glas, som bare gerne vil ud, men bliver tilbageholdt. Ram mig med en knusende lydvæg, forvræng lydbilledet ved at trampe på hundredvis af guitarpedaler, skrab dit plekter så tosset, du vil, op og ned ad strengene, mens du slår løs på kroppen for en rungende effekt. Bare gør noget, der udfordrer mig.
Præcisionen i deres katarsiske samspil er ikke nok til at give mig den forløsning, jeg gerne vil have med denne slags musik. Gør noget, der udfordrer mig, og beløn mig med de passager, I allerede har, som virker så pokkers godt i forvejen. Udnyt det til dets fulde potentiale ved at tage en risiko.
Selvom MONO leverer en konsekvent omgang postrock, mangler der stadig en afgørende detalje, der havde forbedret oplevelsen drastisk.
