For fans af post-hardcorebandets debut ’Paul Walker’, var der ikke meget at hente. Til gengæld var der så meget andet sjovt at lave til Drug Church-koncerten, at det ikke rigtig gjorde noget.
Hvis du ikke kender Drug Church, så ved du nok heller ikke, at Drug Church er Patrick Kindlon. Selvom bandets instrumentering – en interessanft blanding af shoegaze og post-hardcore, og i de senere år post-punk og post-hardcore – er spændende, så er det på mange måder Kindlons uimodståelige og helt monotone stemmeføring, der skiller bandet ud. Og den får vi lov til at høre rigtig meget i aften. Efter en hurtig intro med tre sange fra ’Cheer’ og ’Hygiene’ tager Kindlon styring over publikum i Betas propfyldte sal. Han instruerer i god crowd-surfing-etikette og pakker gulvet forrest, så der er mindre chance for uheld. Selvom det kunne have virket lidt prædikende, så formår Kindlon at præsentere en mindre PhD-afhandling i crowd-control med et glimt i øjet og glimrende interaktion med folket foran ham. Kindlon er ikke en almindelig professor, han er en cool professor.
At pakke den ellers normalt døde halvcirkel foran scenen, er heller ikke svært, for her er så fyldt, at det føles som om gulvet kunne finde på at give efter, når bandet igen går i gang. For de som ikke har været på Beta, så er scenen ikke prangende, hverken i størrelse eller højde. Men det ændrer ikke på antallet af crowdsurfere, der formår at tage springet med blot 20 centimeters ekstra afsæt. Midtvejs igennem settet fortæller Kindlon, at de monitors (monitors er et højtalersystem, der er vendt mod de optrædende, så de kan høre dem selv spille og om de for eksempel synger rent eller er i den rigtige toneart, red.), der står på scenen, altså skal fjernes, for folk er ved at brække anklerne når de skal over dem for at kaste sig ud i publikum. Jeg har gået til punk og hardcore-koncerter i mange år, men jeg har aldrig set et band fjerne monitors for at hjælpe stagedivere før.
Kindlon siger ”det kan godt være at jeg kommer til at blæse min stemme ud nu, men jeg har heldigvis fri i morgen”. Kindlons vokal er alligevel så monoton, at det næppe kan skade hans pitch, og resten af bandet lader ikke til at have problemer med at ramme tonearten alligevel. Højdepunktet, for os gamle røvhuller, er nok ’But Does it Work’ fra EP’en ’Swell’, alt imens debut-pladen ’Paul Walker’ fuldstændig ignoreres. Det er ærgerligt, for med bandets energi, publikums ditto, lys, lyd og følelsen af en punkens højere magts tilstedeværelse på Beta i aften, så havde ’Thinking About Joining Drug Church’, ’Shopping for a Belt’ eller ’Attending a Cousin’s Birthday Party’ med stor sandsynlighed sendt os direkte ind i en af den slags oplevelser, der kun kan udløse en topkarakter.
Med det sagt, så er Kindlon en gudsbenådet frontmand. Det er en glæde at se ham udfolde sig, flankeret med en riff-chuggende Cory Galusha i den ene ende af scenen og Nick Cogan, som en guitar-spillende Duracell-kanin, i den anden ende. Selvom Citizen spillede en habil koncert efterfølgende, så stjal Drug Church fuldstændig showet. Hermed er advarslen givet videre: Lad være med at booke Drug Church som support, hvis du ikke vil upstages.
