Ingen titel, fra 20. marts 2025 over 46.000 døde
Det er få bands, der kan få tæt på to timer til at føles som en halv. Og det er endnu mere imponerende, når Godspeed You! Black Emperor gør det i et format, der i sin helt naturlige form forholder sig relativt repetitivt meget af tiden. Den formløse opbygning af uafbrudt støj gør det svært for mig som anmelder efterfølgende at beskrive koncerten, da budskabet, følelserne og hele præmissen for oplevelsen implicit bunder i: Man skulle have været der, da koncerten fandt sted.
Tålmodigheden kommer på prøve, når eksperimenterende bands som Godspeed You! Black Emperor indtager en scene og fremviser deres langtopbyggende post-rock uden at sige et ord. Når man bevæger sig ud fra dagligdagsrammen af boligen og drager mod diverse spillersteder engang imellem, er det med en vis forventning om, hvordan en koncert kommer til at udfolde sig. Det er nogle “traditioner”, der ofte går igen. Meget af tiden kommer oplevelsen til at bestå af specifikt håndplukkede numre, der alle skal være med til at cementere den helstøbte opfattelse af alsidighed samt den helt uundgåelige spadserende frontman, der ihærdigt prøver at ramme plet med small-talk og kække stagebanters.
I aften er det anderledes. Som opvarmning har det canadiske post-rockband slæbt solo-guitaristperformer Mat Ball med, der træder på scenen uden spotlight og kun svagt oplyst af den evigt roterende diskokugle med mere vortexprestige end Mat Ball selv. Hvad opvarmningskoncerten angår, forholder vekselvirkningen af guitarlyde og skrattende lydmanipuleringer sig flagrant retningsløse, uanset hvor mange gange lydbilledet bliver forvrænget til noget, der skulle personificere sig som overvældende. Den markant rodet selvstyre samt de særprægede – og nærmest fysiske – omfavnelser af guitaren for feedbackeffekt er ikke noget, der giver ekstra performancepoint eller bidrager besynderligt til helhedsudtrykket af et kaos af uregelmæssighed, også selvom der sporadisk er passager med kick i.
Det skal dog pointeres klart og tydeligt, at Godspeed You! Black Emperor formår alt ovenstående til en tæt på fejlfri overbevisning. Det er noget decideret smukt ved at høre musikkens lag udfolde sig på en stor åben scene. Hvad der starter ud med en violin- og kontrabasduet, akkompagneres hurtigt af resten af bandet, der bevæger sig ind på scenen én efter én og finder plads.
Den måde, hvor bandets budskab bliver understøttet af komplementerende filmprojiceringer på bagtæppet, er med til at fuldføre det klare budskab, der er bag Godspeed You! Black Emperors langtopbyggende numre. De kritiserer det moderne samfunds strukturelle sammenfatning som korrupt, voldelig eller decideret dødsdømt, men de formidler samtidig modreaktionen af håb gennem oprør, fællesskab og overlevelse mod undertrykkende systemer. Det ses tydeligt på visse numre, hvor bagtæppet bliver oplyst af politibrutalitet og demonstrationer, men ses også på noget andet så lige til som deres DIY-tekstbokse på forstærkerne med citeringen “Transphobes, eat shit and die alone” og “Palestine Action”. Det er fedt at se.
Deres antikrigstematik formidles også klart på den håndfuld nye numre, de optræder med fra deres seneste plade “NO TITLE AS OF 13 FEBRUARY 2024 28,340 DEAD”, der er en direkte henvisning til mængden af palæstinensere døde mellem 7. oktober 2023 og 13. februar 2024. Nummeret ‘PALE SPECTATOR / GREY BUBBLE” tordner derudaf i koordineret samspil med breakdowns fra den ordinære opbygningsstruktur, der næsten bevæger sig over i noget progressivt til tider med uventede skift og skæve trommemarkeringer og guitarstryg.
Selvom koncerten består af forskellige numre, oplever man det som én kontinuerlig cinematisk forløsning med et gudesmukt soundtrack fra dommedagen hen over, når bandet får guitarer og strygere til at hyle i en sammensmeltning af kakofoni og harmoni – stort fokus og ros skal gives til violinist Sophie Trudeau, hvis smukke og skræmmende melodier bærer mange af numrene. Hvis man absolut skulle vælge et højdepunkt, ville det dog ubetvivleligt være nummeret ‘World Police and Friendly Fire’, som spilles med videoer af kapitalisters våde drøm i form af helvedeslignende og osdampende fabrikker i et dystert orange skær. Sangens afsluttende crescendo, hvor bandet gang på gang øger tempoet og gang på gang spiller endnu mere skingert end før, skaber et så heftigt, brutalt og rendyrket uhyggeligt virvar af støj, at jeg kun kan beskrive det som en af de mest intense liveoplevelser, jeg nogensinde har oplevet.
Godspeed You! Black Emperor viser med deres autonomi, at de ikke behøver at sige et ord for at levere et budskab. Gennem en lydløs, men buldrende musikalsk protest maler de et billede af en verden i forfald, hvor modstand og fællesskab er den eneste ultimative løsning. Med deres monumentale lyd formidler de en urokkelig kritik af systemets brutalitet og en insisteren på, at musik stadig kan fungere som et opråb. Det et er soundtracket til dommedagen i kolossal størrelse, men det er også soundtracket til en korrupt verdensforms nedfald.
