Der findes musik, der giver én lyst til at ødelægge ting, og der findes musik, der giver én lyst til at vedligeholde ting. Of The Wand And The Moon giver dig lyst til at vedligeholde naturen, og påminder dig om, hvor nederen menneskehedens støj og industrialisering er.
Når menneskehedens larm engang i mellem bliver for overvældende, er det beroligende at lægge bekymringerne bag sig og drage ud i naturen for at køle af. Samme fænomen kan siges om metal. Så godt og hårdtslående som metal kan være, jo trættende og hektisk kan det også føles; derfor er det indimellem rart med genreskift. Og der er Of The Wand And The Moon et godt alternativ til de tunge trommer og hurtige guitarriffs.
På samme måde som stilheden kan være det, kan støj i sig selv kan også være rart, og for aftenens support er støj hovedfaktoren. Soloprojektet Mouth Wound står nemlig klar til at gøre denne mørke aften på Loppen endnu mørkere, end den er i forvejen. Mit hovedsagelige problem med noise og ambient live er, at det falmer, sammenligner jeg med andre oplevelser af genren i en livesetting. Intet af det slår Sunn O))). Så man står tilbage med en udtryksform, der burde være intens, men faktisk slet ikke er det. Noise er snarere en udtryksform end musikalsk genre. Den vil have dig til at føle noget på en anden måde, end hvad man er vant til.
Sådan kan man ønske det er med Mouth Wounds lange og støjende ambientsektioner, der sporadisk blev afbrudt af blinkende lys og forvrængede skrig af Trine Paaschburg. Alt det mørke og hele horror-essencen er fremtrædende i fremgangsmåden, men live føles det som verdens mindst spændende gyserfilm.
Men ikke for hovednavnet Of The Wand And The Moon, der opnår følelsen af en mørk skovtur med baggrundsmusik bestående af klangfulde strengespil og en dyb, behagelig og kraftig stemme fra soloprojektets stifter, Kim Larsen, der med sig i aften har en håndfuld gæstemusikere, som skal hjælpe til med numrene.
Of The Wand And The Moon er ikke noget epokegørende indenfor neofolkgenren. Men noget af det bedste neofolk nogensinde kommer ubetvivleligt fra Kim Larsens repertoire. Inspirationen fra bands som Current 93, Death in June og Sol Invictus er ikke noget, der skjules, men noget, der bliver båret helt ude på tøjet. Det er nemlig en solidarisk og principfast sag for Kim Larsen.
Som jeg står foran scenen og lader følelsen af overvældelse fra de klangfulde instrumenter betage mig, lægger jeg mærke til noget andet, som afleder min opmærksomhed fra koncerten. Det går op for mig, at jeg står ved siden af Luke Tromiczak fra neofolk-soloprojektet Blood and Sun, der tilfældigvis er mit yndlingsneofolkprojekt overhovedet. Så med svedige hænder og forhøjet hjertebanken nyder jeg det resterende af Of The Wand And The Moon-koncerten, der mod slut når sit højdepunkt ved fællessang og æterisk skovstemning under nummeret ‘Sunspot’.
Hvis der er noget, Kim Larsen kan, så er det at få én til at afsky menneskeheden og forstærke lysten til at flytte ud i en hytte midt ude i ingenting. Med en underbevidst følelse af misantropi og bevidst længsel efter at gå en tur i skoven, får jeg også gået over og snakket med Tromiczak fra Blood and Sun, hvilket fungerer som en perfekt afrunding på denne aften, som havde været præget af opvarmningsambient og stemningsfuld skovtursfolk.
