Ligesom der er punk og så punk, er der geeky outsidere og så komplet usocialiserbare kampnørder. Sjældent har skellet været tydeligere end tirsdag, hvor Blink-182 spillede for nogle tusinde i Royal Arena samtidig med, at Poison Ruïn spillede for små 100 på Beta 2300.
Mens en knap 50-årig mand stod med omvendt kasket som en materialisering af det der Steve Buscemi-meme og sang om pigers uudgrundelighed, stod en anden og lignede en traktor fem kilometer væk og spillede sange om bondeopstande og atomvintre.
Ikke et ondt ord om de medlemmer af redaktionen, der for en aften genoplevede deres teenagedrøm om evigt solskin og nørder som én selv, der viser sig også at kunne være jocks, og så kunne man være cool som dem, og her er omkvædet igen. Virkelig: Jeg under dem det, og jeg anerkender, at det selvfølgelig stikker dybere end bare bøv.
Det er bare ikke mine teenageår: Mine teenageår er marineret i skimmelsvamp hos marskandiseren nede ved siden af købmanden, der solgte gamle Basserne-blade og inde bag et støvet rød- og brunternet gardin havde brugte pornoblade til landbrugsskoleeleverne. Det er mine senere venner, der spillede Dungeons & Dragons på kommunebiblioteket, mens jeg læste mig gennem tegneserier med et kvinde- og i det hele taget bare menneskesyn, jeg overhovedet ikke var reflekteret nok endnu til at læse. De lignede allesammen medlemmerne af Poison Ruïn, både marskandiseren, landbrugsskoleeleverne og dem, der skulle blive mine venner. Og den musik, jeg havde mulighed for at høre, var lige så ulden og mudret ekkoende på kassettebåndoverspilninger af overspilninger af overspilninger, som Poison Ruïn lyder i dag.
På den måde er Poison Ruïn et perfekt band til tiden. De rammer lige ned i endnu en runde sen-80’er-/start-90’er-nostalgi med dungeon synth-interludier og et look som enten biker-bassisten Will McAndrew eller hovedmanden Mac Kennedy, der har en slående lighed med Bill Haverchuck fra ‘Freaks and Geeks’. Og hvis der var noget, den serie lærte os, var det at spotte hierarkiet internt blandt nørderne og outsiderne og calle en jock på lang afstand, når de prøvede at pynte sig med vores cool. Hvilket så også affødte en livslang mistro overfor californisk angst.
Der er masser af bands derude – og TV-serier og tegneserier, digte, videokunst og hvad har vi – der prøver at tappe ind i den uhåndgribelige ægthed, der ligger i 80’ernes smadderproduktioner og uortodokse tilgang til, hvordan man laver det, man laver. I de tilfælde, hvor det lykkes at få andet end et flygtigt nostalgi-kick ud af det og en flov smag i munden bagefter, er det næsten altid, fordi de pågældende kunstnere aflærer sig de mellemliggende årtiers udvikling og går til den kreative proces med samme naive entusiasme som dengang. Hvilket i Poison Ruïns tilfælde vil sige at spille hardcore punk med Østkystens voldsparathed og fascination af kikset heavy metal. Musikken er doseret med så mange Thin Lizzy-leads og NWOBHM-ismer, at smilene går fra øre til øre på den ikke helt så unge del af publikum.
Det er jeg sikker på, de også har gjort hos de lidt mindre ikke helt så unge fem kilometer væk, men det er sværere for mig at forestille mig sen-90’er-hedonismen vække lige så umiddelbar genklang hos reelt unge, som Poison Ruïn gør det. De forreste par meter foran scenen domineres af en flok mere og mere afklædte mulletbærere, der danser ekstatisk. Nogle af dem er fra opvarmningsbandet Hævner, hvis stiløvelse i angst-sitrende postpunk er charmerende som et håndkantslag mod et bræt, der aldrig kommer til at knække; andre er tiltrukket af noget, der minder om noget ægte. Hvad det så end er. Alt andet end det, vi ellers står i af rehashes og glansbilleder.
Der var en em af sperm og hengemthed bag gardinet hos min barndoms marskandiser. Af fejlslagne voksenliv og generel udsigtsløshed. Tirsdag blev der flået en flænge i det gardin, og den luft, der trængte ud, var besnærende.
