Den sure mand indeni mig brokker sig allerede over, at hardcore og metal blandes sammen i en pærevælling i begivenhedens navn, men heldigvis vinder den mere ungdommelige og livsglade del af mig, fordi jeg nu har muligheden for at tage min tre-årige datter med til koncerter med lidt hårdere musik. Det er sjældent, at den slags bliver spillet om dagen inden puttetid. Jovist, hun har været til et par “voksen”-koncerter såsom Hvalfugl og Svaneborg Kardyb, men det er jo trods alt en helt anden kaliber. Det vildeste var nok køen til at møde Børste efter Børsteshow i Musikhuset i Aarhus, hvor vi måtte vente i, hvad der føltes som flere timer, med et publikum, der var mindst lige så rastløse, som ølkøen på Copenhell inden det store hovednavn. But I digress.
En søndag eftermiddag på Voxhall i Aarhus finder arrangementet HxC Kids Metalfestival sted, efter det var en stor succes i Odense tidligere på året, og det beskrives med følgende præmisser: “Alkoholforbud, et passende dB-niveau, uden at gå på kompromis med koncerterne, adgangsforbud for alle, der enten er påvirkede eller over 18 år og ikke ifølge med børn.”. Så jeg skal altså ikke bekymre mig om ølkøen, men nok nærmere ansigtsmalingskøen, for ja, der er mulighed for ansigtsmaling, og der er sågar popcorn og slush ice. Min datter har allerede funderet længe over, hvad hun gerne vil males som, og jeg kan afsløre, at det primært drejer sig om dyr i kattefamilien.
Jeg er spændt på, hvordan hun vil modtage musikken. Herhjemme er det lige for tiden soundtracket til Vaiana, der er på repeat, når det da ikke er den dybblå Bluey-vinyl, som jeg har købt til hende, der bliver sat på. Men jeg er glad for at introducere hende for så meget musik som muligt, så derfor har hun også været glad for blandt andet The Cure og Mogwai. Jeg spørger min datter, hvad hun tror, der kommer til at ske til koncerten, hvortil hun griner let, siger “Det ved jeg ikke”, og tager en tår af sin æblejuice. Hun er iklædt sit skeletjoggingtøj, jeg i min skrigende lyserøde Hexis-hættetrøje. Det skal nok blive godt.
“Jeg hader at stå i kø”
Jeg har planlagt, at vi ankommer cirka tyve minutter før første koncert; det burde være tids nok til at komme ind, gå i baren, og så placere os et tilpas sted. Det første, der møder os er – selvfølgelig – et hav af børn, men jeg havde ærlig talt ikke regnet med, at der ville være så proppet. Arrangementet er udsolgt, og det glæder mig virkelig meget, at der er så høj opbakning til det, men det begynder allerede at blive stressende. Der er for lang kø til garderoben, så jeg må agere pakæsel, for hvis der er noget, min datter hader, så er det at stå i kø. Det er jo egentlig forståeligt nok – det føles så uproduktivt. Men alligevel stiller vi os og venter på slush ice og popcorn. Der er udsolgt af den blå variant allerede, hvilket ikke imponerer min datter, men hun går modvilligt med til at få den røde i stedet for. Med slushice, popcorn i det der skrå bæger, som er umuligt at balance, og alle vores ting, får vi endelig stillet os til rette til første koncert.
Johan Tankred, der er manden bag hele foretagendet her, titter frem på scenen og fortæller, at lige om lidt starter løjerne for alvor. Han gør os opmærksomme på, at det her er en festival for børnene, så derfor skal de også have lov til at stå forrest. Det synes jeg er en fremragende idé, og selvom jeg ved, at min datter nok ikke har lyst til at stå alene lidt længere foran, så vi må stå sammen, så er det en glæde at se alle de små hoveder, der næsten alle har påklistret høreværn i diverse skrigende neonfarver. Den voksne del af publikum forstår det også – for det meste. Men jeg forstår også godt glæden ved at stå længere oppe foran med sit barn. Jeg har på fornemmelsen, at alle de voksne, der er til stede, nok er garvede koncertgængere, der ligesom mig har glædet sig til at dele den her oplevelse med børnene. Jeg bemærker også det klassiske træk med at stille sig foran i god tid, noget som alle vi musikelskere har gjort gennem tiderne, det virker næsten helt automatisk, ren muskelhukommelse. Men så snart, der er optræk til et band på scenen, så trækker de voksne sig lige så stille tilbage.
Chæk er første band på scenen. Der er god energi, men de virker også til at være lidt hæmmede af, at der i dagens anledning spilles under et vist dB-niveau. De kommer aldrig rigtig helt i gang, får aldrig rigtig helt givet sig hen. Men underholdende er det da, og jeg tænker, det er et godt tegn, at min datter både kommer op at sidde på mine skuldre for at kunne se ordentligt, og ikke mindst på et tidspunkt nærmest vrister sig fri af min favn for at komme ned på gulvet og danse.
Ansigtsmalerens udfordring
Efter Chæk takker af, toner Johan frem igen, og fortæller blandt andet, at der er gratis plakater til alle, som man kan få signeret af de fire bands, der spiller i løbet af eftermiddagen. Det er god stil. Generelt er der virkelig bare tænkt på, at børnene skal have en rigtig god oplevelse. Det er også derfor, at næste stop er ansigtsmalingskøen, og det er også her, hvor mine mange år som koncertgænger kommer os til gode: Vi venter simpelthen til næste band er gået på, for så er køen selvfølgelig blevet væsentligt kortere. Det går jo så desværre ud over Narrow, som egentlig lyder til at være en god koncert. De lyder lidt som gammel Muse hist og her, og det er bestemt en kompliment. Men her må jeg altså henvise til min datters absolutte foragt for at stå i kø, så derfor vælger jeg den nemme vej. Det gør min datter til gengæld ikke. Jeg nævnte tidligere, at hendes tanker primært havde rumsteret omkring kattefamilien, men siden da har tankerne rumsteret videre, så da hun endelig kommer op på ansigtsmalerens barstol og bliver spurgt, hvad hun gerne vil males som, siger hun resolut: En regnbuetiger. Ansigtsmaleren prøver at pege på nogle af de billeder af eksempler, som de har hængende, men nej: Det skal være en regnbuetiger. Jeg siger diskret til maleren, at jeg nok godt kan overtale min datter til at vælge noget, men hun er ikke bange for en udfordring, og så går det løs. Imponerende nok, så ender hun med grangiveligt at ligne, hvad jeg vil betegne som en regnbuetiger. Hatten af for ansigtsmaleren!
Vi når både at snuppe en gratis plakat og se det sidste af Narrow, som spiller virkelig godt, og er måske også lidt mindrehæmmede af dagens volumebegrænsninger. Min datter bruger pausen på at fortære en mini pose vingummier, og jeg tror sammenkoblet med den røde slushice, så giver det et godt energiboost. Hun er i hvert fald i hopla og danser lystigt til dødsmetal og lignende, der spilles over anlægget i pausen.
Næste band er københavnske Jakobe, der har lidt udfordringer. For det første har deres bassist brækket hånden, så de er kun en trio. Det synes jeg dog ikke præger koncerten negativt på nogen måde, men det er ikke deres eneste udfordring, for inden de knap nok når at komme i gang, så er der guitarproblemer, der er så grelle, at der simpelthen skal lånes fra et af de andre bands. Så langt så godt, det er også meget morsomt at kunne vise min datter, hvor frustrerende skrøbeligt det kan være at spille musik, men jeg er ikke helt sikker på, hun forstår, hvad det går ud på. Da først bandet er kommet i gang, kører det – lige indtil en guitarstreng ryger i svinget, og vi må igen holde en lille pause. “Det gør ik’ noget”, som min datter som regel siger, hvis hun spilder noget. Jeg bemærker især vokalsammenspillet mellem Carla og May Luna, som minder mig om Karen O fra Yeah Yeah Yeahs.
Det samme som til Chæk sker pludselig igen; min datter hopper med stor energi ned på gulvet, og danser og svajer til musikken. Mine gamle knæ knirker, da jeg får sat mig ned på hug, og vi indleder et hvad jeg vil kalde for proto-moshpit, hvor jeg skubber lidt til hende, så hun kan fare tilbage mod mig. Og lige pludselig, så er Jakobes sæt slut, for hvert band spiller nemlig kun 20 minutter. Det føles kort, og jeg kunne godt have ønsket mere fra især Jakobe, men på den anden side, så giver det god mening, når det her arrangement er i børnenes tegn. Det betyder også, at her efter tredje band ud af fire, så må vi kaste håndklædet i ringen; min datter er ved at være godt træt af alle de indtryk. Det betyder desværre, at vi går glip af Crown the Beast, hvilket jeg egentlig selv er lidt ked af, for dem havde jeg glædet mig til, men mon ikke vi får muligheden en anden gang.
Danse dagen lang, bekymre sig en anden gang
På turen hjem spørger jeg hende, hvad hun synes har været bedst ved Jakobe: “At de sang”, svarer hun med den sidste mængde energi, hun har tilovers. Hun sagde noget lignende, da jeg spurgte hende om Chæk inde på Voxhall. Jeg tror egentlig, at den allerbedste indikator på hendes oplevelse, har været den spontane lyst til at danse, for det er præcis den samme, jeg oplever derhjemme. Og jeg tror sådan set vi alle kender den, om vi så helst vil stå med foldede arme bagerst eller helt oppe foran og headbange: Det handler om at give sig hen, give slip, og bare lade musikken tale til dig. Min eneste anke for arrangementet på Voxhall er, at de ikke åbnede til første etage, for der var simpelthen så mange mennesker overalt, og når man har mindre børn med, så kan det altså være guld værd, at der er et sted at trække sig lidt.
Min datter overgiver sig til søvnen på vej hjem i klapvognen, og alle forældre ved, hvor bøvlet det kan være, at skulle vække sådan et træt lille væsen, men lige nu er der intet, som Vaiana ikke kan klare. Mens hun sidder og lader sit sociale batteri op, spørger jeg hende, hvis hun skulle fortælle nogen, hvor god en oplevelse hun havde haft, hvor 1 = ikke så sjovt og 6 = det allerbedste, hvad hun så ville vælge. Så tænker hun lidt og siger, at det var ret godt, men ikke det bedste. Derfor ender vi nok på karakteren 4/6 og med et stort ønske og håb om, at HxC Kids Metalfestival er noget, der bliver en fast tradition. Og så husk at have backup på den blå slushice, så man kan blande!
