Han kan slet ikke være i sig selv, ham, der står helt tæt op ad guitaristen og danser i spasmer til musikken, der bevæger sig på samme måde. To sange inde smider han trøjen, kroppen glinser af sved, og han smiler rådvildt, som om han ikke forstår, hvad det her gør ved ham, hvorfor det får ham til at danse sådan, og overgiver sig til sin krops måde at opleve musikken ved at mime den.
For et band, der laver så hjernet og kompleks en mathcore, som Oxx gør, er det så tæt på den ideelle måde at indtage den på, som man kommer. Tættere end resten af os, der står i foyeren på det odenseanske Teater Momentum, hvor aarhusianerne har stillet op på gulvet. For lige så massiv og eksplosiv, Oxx’ musik er, lige så utilnærmelig kan den virke. Mens den ene publikummer lader musikken løbe gennem sin krop, lader en stadig større del af publikum, som koncerten skrider frem, den løbe ind ad det ene øre og ud af det andet, mens de kigger på deres telefon, går ud og ryger, venter med korslagte arme på, at det her er overstået.
Lige så massiv og eksplosiv, Oxx’ musik er, lige så utilnærmelig kan den virke.
Det er ikke en super fed måde at modtage noget band på, men i Oxx’ tilfælde er det i nogen grad til at forstå. For på den ene side er deres sange så spækket med fikumdik, at man bliver fuldkommen mættet af skæve taktarter og skalaløb. På den anden side er lyden så konstant massiv og vokalen så ensidigt brølende uden rigtig at nuancere sit udtryk, at det får den til at fremstå tillukket og uigennemtrængelig.
Det kan man så tage imod på flere måder: Man kan kaste sig ind i det som danseren, man kan lade sig distrahere af alle mulige andre ting, indtil noget i musikken måske fanger ens opmærksomhed, eller man kan tage imod og bruge tiden til at tænke over, hvad det mon egentlig er, Oxx vil os med deres musik. Der er noget uforløst i det, og det tydeliggøres, når sanger og guitarist Alex Bossen spiller i en Bad Brains-T-shirt, fordi det band lige netop lykkedes med at en lave teknisk kompliceret og tætpakket hardcore, som stadig var helt basalt fængende og engagerende. Den dimension har Oxx ikke, og det virker, som om det er fuldt bevidst.
Nick Cave har på et tidspunkt fortalt, at når han giver The Bad Seeds en samling nye sange at arrangere, er der altid én af dem, de fuldstændig nådesløst smadrer og river fra hinanden, inden de kan komme videre med resten af sangene. Det føles lidt, som om det også er sådan, Oxx’ sange bliver til. Det føles også lidt, som om det primære mål med dem er at afspejle en retningsløshed og en højere mening med noget som helst i samfundet ude på den anden side af glaspartiet.
Det lykkes Oxx, men er det derfor, vi er her?
Knæfaldscore
Peter Sandvig fra Mite har en ret klar idé om, hvorfor vi skal være her i aften: Alt er fucked, mennesker er lort, det hele sejler, lad os smadre hinanden i en halv time.
Mites beatdown hardcore er den diamentrale modsætning af Oxx: Den er ligetil, den er funktionel, og den inviterer publikum ind. Det er de ved at have fået helt styr på, efter Peter rykkede fra bassen over på vokal, og tempoet og brutaliteten i sangene blev øget. Der bliver karateslammet og lavet rullefald hen over gulvet, for det her ved alle, hvordan man danser til.
Til sidst ligger en flok kåde unge gutter på knæ og hylder bandet i en bevægelse, der minder lidt for meget om Amon Amarth-båden til, at det er rigtig fedt. Men det er til en vis grad fortjent, for på tre år har den odenseanske kvartet fået så godt styr på deres virkemidler, at det står mål med den hypemaskine, Peter hele tiden har været på scenen, også da han formelt stadig bare var bassist.
Denne aften er energien der bare ikke helt. Mite virker mere flade og modløse end tændte, de mange båndede mellemspil dræber momentum (pun intended) i koncerten, og peptalken mellem sangene virker uoplagt.
Det er ikke katastrofalt, det er bare ikke den bedste dag i gymmet for Mite.
