Før jeg går i gang med denne anmeldelse, er det måske værd at bruge lidt tid på at konkretisere, hvad en koncertanmeldelse går ud på.
En koncertanmeldelse beskriver og vurderer en begivenhed i sin helhed. Alt, der sker i løbet af en aften, hvert eneste element og hver eneste del af det samspil, et givent arrangement består af. Derfor oplever man – spoiler alert – nogle gange, at en anmeldelse er kritisk, trods en solid indsats fra de optrædende. Det kan der være mange årsager til, og det er også derfor, at anmeldere kan få et ry for at være sure, trælse eller endnu værre “ikke fatte, hvad de laver.”
Og det er det, vi skal omkring i denne omgang. Beklager.
For jeg havde desværre ikke en fed aften i Vega. Konceptet var ellers noget, jeg havde glædet mig meget til. Først og fremmest tror jeg, at stort set alle, der ikke oplevede John Cxnnor på Copenhell sidste år, led af en akut omgang FOMO. Det skulle efter sigende have været årets koncert og virkede også som noget af en stjernespækket hitparade.
Derudover havde duoen fået stort set frie hænder fra Vega, der ellers er et lidt konservativt spillested, til at indrette en aften, præcis som de havde lyst til.
Det betød, at dørene åbnede klokken 18.30, hvilket jeg kun kan applaudere, da tidlige døre betyder tidlig showstart, hvilket igen betyder, at klokken ikke bliver røv, før jeg kommer hjem i seng. Det er skønt. At der var stort set udsolgt, betød dog også, at flaskehalsen opstod både i dør og garderobe, og vi derfor knapt nåede at komme ind, før Embla (tidligere We Are Among Storms) allerede havde indtaget gulvet til første koncert.
John Cxnnor havde nemlig ikke nok i at hive scenevennerne ind til deres features, men også at gå Smertegrænsens Toldere i bedene og afholde tre hæsblæsende gulvshows på cirka to timer. Det er også noget, der gør mig glad, da en setliste på omkring tredive minutter, og et band, man rent faktisk kan se og føle, er noget, jeg virkelig sætter pris på.
Uden at være helt sikker tror jeg, at det var første gang, den slags shows blev spillet i Vega, hvilket viser et mod fra spillestedets side i forhold til at slippe tøjlerne. Det er godt. Men en anden grund til, at jeg tror, det er første gang, er, at “scenen” var placeret helt oppe mod væggen lige inden for de to sæt døre til den store sal. Det kræver ikke så meget forestillingsevne at identificere problemerne ved dette. Den første er naturligvis, at væggen skærer cirka halvtreds procent af publikumskapaciteten fra. Det betød at vi kunne se lidt og komme lidt frem ved Embla, havde lidt sværere ved at kunne se noget under Tolderne og måtte kaste håndklædet totalt i ringen under Witch Club Satan. Det var en skam.
Et andet problem og dette lidt mere åbenlyst var naturligvis, at to af de steder, man kunne stå og rent faktisk se noget, var lidt midt i døråbningerne. Jeg kan ikke bebrejde nogen, at de stillede sig der, når manglen på real estate var så eklatant, men det betød, at der var ekstremt proppet, når man gerne ville ind og ud, mens der var rigelig fri luft bagtil, når man havde kæmpet sig igennem den massive kødrand.
Det er en skam, når praktiske elementer viser sig at fylde mere end det musikalske, men det er i høj grad nøgleordet i dag.
Men i hvert fald – Embla var måske det band, jeg fik det bedste indtryk af sådan helt musikalsk den aften i Vega.
Og isoleret set var det rigtig godt. Det er rutinerede folk, der leverer en tung omgang post-hardcore. Martin Nielskov var forsanger i hedengangne Psyke Project, hvor JC’s Rasmus Sejersen bankede trommer, og det var tydeligt at fornemme, at de havde tænkt sig at spille et godt show. Særligt deres egen trommeslager formåede at spille til, spille hårdt og spille godt.
Nielskov er altid en solid sanger og en lige så solid showman, og man kunne mærke både ham og bandet ekstremt godt i løbet af den korte optræden. Det var godt, for afviklingen var ellers ikke en dans på roser. Først og fremmest var alt lyset tændt. Jeg kan for min død ikke finde på en god forklaring på dette, da alle ved, det er det, man gør, når man vil have folk til at gå hjem. Det dræber en stemning på to sekunder eller, som i dette tilfælde står klar med en plastikpose, så den kan kvæle ethvert forsøg på at skabe en sådan allerede ved fødslen.
Ved dette show fik vi vished for, hvad vi havde kunnet fornemme i køen.
Hr. og fru Danmark var kommet til koncert og havde hver især kvalt en sixpack i toget på vej herhen. Den kollektive promille var høj, og samtlige “ny-i-trafikken”-klokker ringede som gale hos Selvtægts udsendte.
Ret skal være ret, man kan ikke kritisere folk, der ikke så tit kommer ud for at tage til koncert. Det skal være dem vel undt, men det borger sjældent for en god oplevelse for os andre. Der bliver snakket, der bliver råbt, der bliver hentet øl i tide og utide, og der er ofte meget lidt forståelse for den etikette, der er nødvendig for, at et show bliver godt.
Og især den overdrevne snak tog lidt af luften ud af Emblas optræden. Det var i forvejen lidt svært for så atmosfærisk og melankolsk et orkester at skulle spille op til technofest, og at skulle gøre det foran dybstegte publikummer i et oplyst rum… well, godt, det ikke var mig.
Det gik lidt bedre for Smertegrænsens Toldere, der dog havde valgt at tage sig et melodisk og punket set med denne gang fremfor et mere hårdt og larmende et af slagsen. Nuvel, det er den kunstneriske frihed, og hvad ved jeg, men jeg tror, at salen havde haft godt af et par soniske øretæver. Jeg kunne skimte både Bredal og Stobberup gennem publikum et par gange, og det virkede, som om de holdt sig tilbage i forhold til, hvad de plejer. Det ville jeg gerne vide lidt mere om.
Witch Club Satan var sidste installation i første del af John Cxnnors tretrinsraket, og vi blev overraskede over præcis, hvor mange der var kommet for at se … giraffen. Hele bagbordssiden af salen var proppet til det yderste, og vi måtte kæmpe os op af Vegas Eschertrapper for at finde balkonen. Der kunne vi heller ikke se en skid, så jeg har så absolut ingen forudsætning for at sige, om det var et godt show eller ej. De første par rækker så til gengæld næsten alle sammen showet gennem deres mobiltelefonskærme, så noget må der da have været ved det.
Herefter var der tid til at trække vejret, inden parisiske Sierra omdannede Store Vega til Vampire: The Masquerade-inspireret mørkekultsdansegulv. Sierra var pissedygtig, og hvert eneste beat og drop var nøje udvalgt og udført til perfektion. Hendes set var langt – måske lidt for langt – men solidt hele vejen igennem, og det var interessant at se folk, der mistænkeligt meget ligner dem, der brokker sig over Prodigy i Copenhells kommentarspor, give los og tage til technofest. John Cxnnor viser, at de ikke lader sig afgrænse, og det er også det, de beder publikum købe ind på, når de inviterer til show. De er kompromisløse, og det er en fornøjelse. En ven begyndte med det samme at drømme sig til cyberpunkserier med Sierra som soundtrackansvarlig, og det kan jeg kun bakke op om. Lad denne person få mere anerkendelse, for det kan hun sagtens leve op til. Det cinematiske aspekt er helt i top.
Klokken 22 var det endelig blevet tid til hovednavnet, og da jeg selv kun har oplevet John Cxnnor på Stairway og nede i Ideal Bar, var mine forventninger høje. Det var de nok også for mine medkoncertgængere, men det føltes som at træde ind i baby’s first metal show. Lidt som vi oplevede til Witch Club Satan på Rust, forstår mange ikke, at gulvet foran scenen er et fælles område, og man ikke kan tage patent på adskillige kvadratmeter per person. Vi oplevede en del surhed blandt folk, der følte sig berettiget til store armbevægelser, og det betød også, at moshingen i nogle tilfælde føltes mere som gengældsbank end som noget, der egentlig skulle være sjovt.
Og det var det, jeg talte om med etiketten tidligere. Selvtægts forperson skrev engang nogle artikler om, hvordan man egentlig går til koncert – “Metalskolen” hed de – og det virker, som om det er noget, vi skal have genopfrisket. For lige så vigtige som de optrædende er, ligger de kun på en delt førsteplads med os andre, når det handler om at have en god aften. Og der er det altså vigtigt, at vi giver hinanden plads, både bogstaveligt talt og i overført betydning, hvis det skal være fedt.
Det var det ikke. Pitten var aktiv og levende, men den var også ustyrlig og ukontrolleret, så man adskillige gang måtte have fat i folk, hive dem op og ud og dedikere en anseelig mængde af sit fokus til at være i alarmberedskab, hvilket gjorde det umådeligt svært at koncentrere sig om at have det fedt. Gulvet sejlede i øl, og jeg kan knap forestille mig, hvor mange liter der var røget indenbords ellers.
John Cxnnor og deres mange kammerater – Mai Øvlisen fra Meejah, Victor Kaas fra Eyes, Benjamin Clemens fra Syl, Thomas Burø fra Tvivler, Andreas Bjulver fra Cabal, Kim Song fra Møl, hele HIRAKI-banden og mange flere flød ind og ud af store, musikalske produktioner, sejlede ud på menneskehavet i en næsten Alestormsk gummibåd, råbte, skreg, sang og så seje ud. Massepsykosen greb publikum,og energien var tårnhøj. Op til flere walls of death blev eksekveret, hvilket naturligvis igen førte til, redningsaktioner og flag blev sendt fra scenen og ud til publikum, hvilket nogle ikke kunne finde overskud til at have det fedt med.
Jeg tror måske, jeg havde håbet på noget andet? Eller noget mere? Jeg fik fornemmelsen af en spejderlejr eller vildmarkstur, hvor man glæder sig meget på forhånd, men synes det er ok træls, når man opdager, man skal vandre 30 kilometer mere, før man kan få lov at slappe af i et utæt shelter.
John Cxnnor-bagmændene er kreative og dygtige, og jeg er stor tilhænger af deres arbejde både i denne konstellation og i LLNN, men denne aften virkede det lidt, som om man havde fået fanget de ærgerlige elementer i både metal og techno fremfor de fede.
Måske er jeg bare mere til deres udtryk, når det handler om et tranceshow i Ideal Bar, end det store tilløbsstykke her.
Det er svært at forestille sig, at bandet med alle vennerne kunne have leveret et bedre show. Lys, lyd og teknik var i top, og sangene er, som de jo er, fantastiske. I was just straight up not having a good time.
