To dage i streg opførte producer- og mixerduoen John Cxnnor i samarbejde med aarhusianske HIRAKI en såkalt immersiv koncert i Vegas Ideal Bar. Det her var dag to.
For undertegnede er “immersion” mest et ord folk bruger, når de downloader mods til computerspil, for at gøre dem næsten lige så kedelige som virkelighedens eksistens, eller når de synes, det er træls, at folk i film og tv ikke er hvide.
Derfor var det også med løftet øjenbryn, vi modtog nyheden om en “immersiv koncert” i Ideal Bar, foranstaltet af HIRAKI og John Cxnnor.
Det dækker vist over, at Ideal Bar har hængt en fandens masse højttalere op i loftet og at der er en projektor, der viser et eller andet på en skærm bag bandet. Sidstnævnte var hamrende ligegyldigt, og som tech-analfabet, har vi svært ved at vurdere hvad effekten var af alle højttalerne, udover at det lød fantastisk hvor vi stod, absolut i midten, allerforrest.
Det skulle nu også gå hen at blive en “immersiv” oplevelse, på den måde, at hver eneste neuronbane i hjernebarken blev BZ’at af hidsig techno, eller hvad det nu hedder.
Sammen med makkerne i HIRAKI, der så absolut ikke er fremmede for synths, havde John Cxnnor nemlig forberedt præcis én times hårdtpumpet vanvid, der fuldstændig overtog hver eneste tanke, der kunne have slået ned i hovedet på os.
Det første, der slår os, da klokken nærmer sig otte, er hvor få vi egentlig bliver. At dømme ud fra billeder og omtale fra lørdag, er det noget af en kontrast. Den dag var der nemlig fyldt op og sveden løb ned af væggene. Den skulle nu også komme til at løbe ned af os lidt senere, men det så ikke ud til at blive nær lige så vildt.
Kunstnerne var fortrøstningsfulde. Tue Schmidt Rasmussen fra HIRAKI fortalte os, at der havde været så pakket dagen før, at man knap havde kunnet mærke forskel på før og efter alt den nye lydteknologi. Han mente, det ville blive anderledes søndag.
Undertegnede havde dog ikke mulighed for at sammenligne, men andre fortalte, at stemningen lørdag bar meget præg af de to-tre hardcore-koncerter, der havde fundet sted umiddelbart inden. Der var circle pit og moshing, og der havde nærmest ikke været plads på gulvet. Den udfordring havde vi ikke søndag aften, hvor der blev danset mere end slåsset og hvor vi havde næsten alle musikere nede blandt os.
Om der var en setliste, aner vi ikke. Der lå et stykke papir og flagrede på en monitor, men vi glemte helt ærligt alt om, at det var en koncert, som vi kendte dem. Derimod var alt lyd og energi. Først mødte vi alle tre medlemmer af HIRAKI, langt fra deres normale comfortzone. Klædt i solbriller var Tim Fokking Frederiksen, Jon Gotlev og Tue Schmidt Rasmussen udstyret med hver deres mikrofon og et ordentligt skud attitude. De gav den alle som sangere, og særligt førstnævnte, der normalt befinder sig bag trommerne, imponerende. Frederiksen var simpelthen et naturtalent udi sang, hvilket ældre mennesker fortalte os, ikke var en hemmelighed, da han havde trådt sine barnesko i forskellige hardcorebands i Aarhus’ forstæder.
Men hold nu kæft, hvor det bragede igennem. Rasmus og Ketil Sejersen formår i den grad at smide et medrivende og absolut voldsomt set sammen, og da Tim Fokking Frederiksen skiftede de små monitors, han havde besteget, ud med det store kabinet bagtil, var vi fuldstændig solgt.
På samme måde så vi senere Jon Gotlev kravle rundt på både scene og faktiske vægge i lokalets bagende, ligesom han gentagne gange smed sin svedige skikkelse ud i midten af gulvet, blandt dansende kroppe, for at give os den helt store oplevelse.
Allermest dansabelt blev det, da Tvivlers Thomas Burø og Syls Benjamin Clemens erobrede den lave scene, for at give deres bidrag til brødrene Sejersens vanvittige mix af Syls ‘Pligt’.
Med lige dele råb og skrig og endnu mere gyrerende hofter end vanligt fra Burø, var det en smuk blanding af ungt og lidt mindre ungt og af to forskellige slags tungt og hårdt. Vi elskede det.
Herfra blev det kun vildere. Rasmus Sejersen hev sin synthtromme med ned på gulvet og lod publikum spille med under kyndig supervision, John Cxnnor-flaget blev ikke bare hejst, men viftet som en sejrsvimpel og alle mærkede det.
Man hører nogle gange om “ud-af-kroppen”-oplevelser. Det her var det stik modsatte. Det var en ind-i-kroppen-oplevelse. ‘Common Coma’, John Cxnnors rework af HIRAKIs ‘Common Fear’ trængte direkte ind, tvang alle til både at synge og danse med og fortrængte alt andet i det øjeblik. Fantastisk, intet mindre.
