Der var en følelse af inklusivitet, safe space, og masser af “cool mom”-energy da Bikini Kill gæstede et udsolgt Store Vega.
Ligesom med en hvilken helst anden politisk og kunstnerisk bevægelse, var spørgsmålet: er Riot Grrrl som bevægelse stadig aktuel i dag? I søndags var svaret et rungende “JA” og “FUCK DIG!” Bevægelsen har aldrig været mere aktuel end i en tid, hvor vi får mere og mere fokus på den diskrimination og den ulighed, der er i vores samfund.
Men hvad så med musikken? Tjo, det er lidt mere kringlet. Bandet gav tonsvis af energi og power til publikum, og sublimeret med et par performancemæssige tricks i ærmet. De spillede dog med en monotoni, som gør det svært som anmelder samt fan at komme med musikalske højdepunkter, andet end det obligatoriske ‘Rebel Girl’-encore.
Et af de førnævnte tricks i ærmet bestod af, at bandet ville i intervaller skifte instrumenter, og spille et par sange på den måde. Et fedt trick, men desværre faldt det lidt til jorden da trommeslager Tobi Vail som på det tidspunkt stod for vokalerne, glemte teksten så de måtte starte nummeret forfra. Jeg har før i en anmeldelse nævnt, at man bør rose bands som tør at tage imod forslag fra publikum; en tilskuer råbte højlydt og spurgte om de ville spille nummeret ‘For Tammy Rae’, hvilket de slap aldeles godt afsted med.
Med et set på cirka 1 time og 15 minutter, kunne man som publikum godt miste lidt af pusten, og med Store Vegas kæmpe scene, kunne man godt savne at se dem på et mere intimt spillested. Et tight 45 minutter set i f.eks. Lille Vega, havde klædt bandet langt bedre.
Mellem to numre dæmper lysmanden lyset, hvorpå forsanger Kathleen Hanna siger, at han ikke behøver at skrue ned, hvorpå han så sætter intensiteten op igen.
Ironien idette var markant.
Det største problem med spillestedet søndag, var en netop en utroligt inkompetent lysmand, der i en tredjedel af numrene ville blænde hele balkonen med utroligt skarpt lys, som gjorde det umuligt at nyde numrene. Det lyder måske som anmelder-klynk, men det var så slemt, at der var flere personer i salen, som valgte at tage solbriller på.
Noget man virkelig må rose Kathleen Hanna for, udover hendes høje energiniveau og scenetilstedeværelse, var hendes evne til at fortælle historier og interagere med publikum, som hun i den grad havde i sin hule hånd. Der blev fortalt anekdoter fra hendes ungdom, fulgt af gode råd hun har lært hen ad vejen. Hun var heller ikke bange for at tage hul på store problematikker som f.eks. folkedrabet i Gaza. Den vildeste oplevelse hele aftenen var, da der helt uopfordret blev startet en chant forrest i salen . “Free Palestine” blev råbt og klappet i takt, imens stemningen bredte sig. Til sidst kunne selv den mest konservative person ikke undgå at blive grebet af stemningen. En oplevelse man bestemt ikke glemte, da man vågnede dagen efter.
Bikini Kill var et band med rigtigt mange ting kørende for sig, men var desværre tynget af uheldige omstændigheder.
