Molchat Doma hiver livet ud af, hvad end de rører, men erstatter det med en pulserende danselyst til catchy sange, der handler om døden
Det hviderussiske postpunk-band Molchat Doma har længe været soundtracket for internetfænomenet “doomer”, der er karakteriseret som et individ i begyndelsen af 20’erne, der lider af depression og har et dystert og pessimistisk syn på verdenen.
Deres auditive form af postsovjetiske depressionsbyer som Norilsk og arkitekturstilen brutalisme er noget, mange finder komfort i, selvom det helt grundlæggende er foruroligende.
Aftenens koncert er dog ikke lige så grå og trist, som man kunne have forventet. Selvom man får de passende mentale billeder af vådt beton eller melankolien ved den forrådnelsesproces, der er efterår, varierer Molchat Doma lydbilledet tilpas nok til, at de ubesværet kan skifte mellem følelsen af vinterdepression til en goth-kælderklub i starten af 80’erne med deres lofi synthbrug og basmelodier.
Og lige netop den evne er dér, Molchat Doma rammer allerbedst plet. De fængsler lytteren i et uudslippeligt lydlandskab af øde og melankoli. Det er, hvad du selv gør det til, men én ting er sikkert: Hver melodi og hver basgang har et udtryk til sig, som kan sammenlignes med de kolde, rå betonkonstruktioner, der kendetegner brutalistisk arkitektur.
De tre musikere virker ikke til, at deres mange års erfaring med at skrive nedltrykkende musik har påvirket deres humor, da de er lige så ekstatiske som en skinnende diskokugle på scenen. Egor Shkutkos dybe stemme og smittende dansemoves forstærker atter de autentiske goth undertoner i musikken, samtidig med de skærende catchy synthmelodier får folk rundt omkring til at gestikulere sensuelt med armene og danse, som var de alene hjemme. Specielt på ‘Diskoteka’, ‘Tansevat’ og infamøse ‘Sudno (Boris Ryzhyi)’ forvandler de Den Grå Hals betonareal til ét stort dansegulv.
Dog ender Molchat Domas genkendelige lyd ultimativt også med at spænde ben for dem selv, da det cyklisk dunkende synthgrundlag komplementeret af bløde guitarfigurer og en livlig bas til tider går hen og føles som en atmosfærerig elektronisk tomgang. Der er i hvert fald øjeblikke, hvor både hofterne og armbevægelserne fra aftenens koncertgængere er urokkelige, og hvor kropssprogene bare skriger: “Giv mig nu noget, jeg kan danse til!”
Det får vi heldigvis også efter bandets tilbagekomst på scenen efter den klassiske – og alt for overbrugte – falske afgang. Entusiasmen fra både band og publikum topper under de tre sidste numre, især da vi yderligere bliver opfordret til at danse de sidste kræfter væk. For en sang som ‘Sudno (Boris Ryzhyi)’, der handler om livets meningsløshed og døden, har den aftenens største dansepotentiale, og hvis det ikke indkapsler appellen ved Molchat Doma perfekt, så ved jeg ikke, hvad gør.
