Denne aften stod koncertudsigten på en mørk aften med ambient og atmosfærisk black metal
Denne aften er en af de mørkere og dystre af slagsen. Danske Sunken er nemlig klar til at skrige luften ud af lungerne med sange, der handler om at føle sig alene og livets utilfredsheder. Men før vi kan fordybe os i Sunkens smukke og introspektive blackmetal, skal vi opleve aftenens interessante support, Sortlegeme.
Dunkelt, mørkt og kedeligt
Sortlegeme er et ambient soloprojekt, der tager indflydelse fra alt fra techno til folkemusik. På plade lyder den alternative form af ambient faktisk ganske fin. Man kan tydeligt høre de forskellige genreindspark og lag i musikken. Men live er det mere monotont og kedeligt.
Det lyder som det samme dunkende trommemønster, der konstant gentager sig selv mens reverben fra keyboardlydene klinger i hele spillestedet. En undertone af både støj og melodi forholder sig konstant i lydbilledet, hvilket mest går hen og bliver trættende til sidst. Det samme kan sige om det statiske røde lys, der ikke ændrer sig en eneste gang under optræden.
Undertegnede virker ikke til at være den eneste, der begynder at kede sig. Ligesom den konstante undertone af støj, så er der en konstant undertone af småsnak under koncerten. Publikum virker uinteresserede, og dét er musikken egentlig også: ret uinteressant.
2/6
Mørkere end havets bund
Ved aftenens hovednavn skal vi endnu dybere ned i den mørke undergrund. I betragtning af, at Sunken kun har udgivet to albums i deres levetid, så er det virkelig imponerende, hvordan de har formået at cementere sig på den danske metalscene.
I aften er ikke anderledes. Sunken står parat på scenen mens en undervands-ambientintro indleder første nummer. Dette show er første optræden med nye trommeslager, Joachim Højer Larsen, fra det danske black metalband Glemsel. Joachim er dygtig i Glemsel, og det er han sandelig også i Sunken. Trommerne går tydeligt frem i lydbilledet – faktisk nogle gange så meget, at det drukner de andre elementer, men man kan virkelig høre, hvor velspillet alt er.
Generelt er lydbilledet mudret, men Martin Skyum Thomasen skriger sine forpinte vokaler så højt, at de alligevel kan høres. Guitarerne er ikke distinkte, men deres melodiske undertoner fra Simon Skotte Krogh og Patrick Stiesen kan stadigvæk fornemmes i det bølgende lydbillede.
Black metal kan være aggressivt og overfladisk, men det kan også være blidt og reflekterende. Sidstnævnte er tilfældet med Sunken. Alt handler ikke om hastighed og alt handler ikke om at være ond. Sunken skriver i stedet black metal om, hvordan livet kan gøre ondt. Men frem for at synke til bunds, i hvad der kan føles som deres egen uduelighed, har de valgt at lave noget af det smukkeste black metal, du finder.
Det kan især høres på numre som ‘Ensomhed’ og ‘Dødslængsel’, der bliver leveret med stort overskud. Lydmanden var dog ikke på pletten, så melodierne – og delvist også de tilsigtede følelsesvækkende budskaber – falmer i lydkaoset.
Bandmedlemmerne, der fremstår som mørke skikkelser på scenen, gør hver især deres egen ting, som den skal gøres. De akkompagnerer passende hinanden, og det er overbevisende. Men intentionen og perfektionismen fra bandet bliver desværre fortyndet i lydmandens ærgerlige forsøg på at få alle komponenterne til at gå hånd i hånd.
4/6
