Det kan godt være, du synes, at doom metal er kedeligt, men havde det ikke været for doom metal og Black Sabbath, så ville der ikke findes noget andet metal. Doom metallen har haft indflydelse på alt; og det ender med, at nogle spiller hurtigt og andre spiller langsomt. For vores vedkommende er danske Drukner det første supportband i aften, og de spiller langsomt.
Jeg ved simpelthen ikke, hvilken mere passende bookning Stengade kunne have foretaget sig som support for Ahab. Hele havæstetikken hos Ahab skal helst gerne forstærkes, og det bliver den også med Drukners tunge doom.
Sidst jeg så Drukner, var det med en anden skribent, og det var mit indtryk, at vi havde samme oplevelse af koncerten. Det var ikke dårligt, men som afløser for Telos den aften var det svært at vurdere, hvordan den tungere og mere stoneragtige udgave af Black Sabbath-riffs egentlig fungerede i koncertsetting. Sådan er det ikke i aften, da Drukners catchy doom fungerer helt vildt godt. Jeg får ikke følelsen af at drukne, da atmosfæren overordnet slår mig som noget mere sludgey, men det er stadig et meget passende opvarmningsband. Mikkel Rishøjs keyboardorgel supplerer resten af bandets tunge samspil og giver en stærk nok atmosfære til, at optrædenen ikke føles som hvilken som helst anden doomkoncert, hvor numrene godt kan gå hen og blive lige lovligt lange i spyttet.
Drukner har styr på, hvad de laver. De går ikke kun ud, så vandet står til knæene. De går længere ud. Men stadig med en forståelse for, at der ikke er nogen grund til at gå for langt ud og tilføje unødvendige detaljer, der ender med at gøre det hele overfladisk.
Hovednavnet Ahab forholder sig heller ikke overfladisk. I deres lydbilede skal man ned på havbunden til diverse skibsvrag, der ligger i mørkets dyb. Hver genre har ét – eller flere – monumentale og genredefinerende albums. Thrash har ‘Master of Puppets’ og ‘Rust in Piece’, dødsmetal har ‘Seven Churches’ og ‘Scream Bloody Gore’. Hvad doom angår er der selvfølgelig selvbetitlede ‘Black Sabbath’, og i genren funeral doom har man Ahabs debutalbum ‘The Call of the Wretched Sea’
Og det er med god grund, at albummet har fået den betydning og omtale, det har. ‘The Call of the Wretched Sea’ er et konceptalbum, som forsøger at genfortolke Herman Melvilles roman Moby Dick fra 1851. Det gør albummet med oxygengispende tunge guitarriffs, håbløshedsfremkaldende uhyggelige melodier og knusende mørke orgelarrangementer. Men ligesom Drukner, så er det ikke helt den tilsigtede følelse, jeg får live.
Live blev man ikke mødt med den opgivenhed, man kan forestille sig matroser, der er faret vild på havet, har oplevet. Den følelse, af at være på et skib uden kurs mod verdenshavenes mørkeste afkroge, er ikke aktuel, og melankolien ved håbløsheden og spændingen ved mysticismen falmer. Men alt dét stopper ikke Ahab i at fremføre en komplet overlegen doomkoncert, der egentlig ikke føles som en doomkoncert.
Alle doomelementerne er der, men de opererer på så højt niveau, at det ikke føles langsomt, men nærmere voldsomt og konfrontatorisk. Der er ingen skinger sirenesang fra vokalist Daniel Droste, der i stedet udleder gutturale søudyrsbrøl, mens trommeslager Cornelius Althammers dobbeltpedal lyder som hidsige bølger, der slår mod skibsskroget eller som et tordende uvejr, man lige er sejlet ind i.
Selvom havets uhyggelighed ikke bliver indkapslet som forventet, så er den mørke atmosfære der stadig, mens Ahab er på scenen. Det er stadig dystert, når guitarist Chris Hector supplerende til Droste spiller længselsfulde guitarmelodier, eller når Droste formår at artikulere et endnu dybere brøl end tidligere. Generelt er samspillet i bandet helt vildt imponerende, og det er uden tvivl den mest voldsomme oplevelse, jeg nogensinde har haft live, hvad angår doomkoncerter.
Det kan godt være, at højdepunkter som ‘The Sea as a Desert’, ‘Old Thunder’ og ‘The Hunt’ ikke havde den desperation eller stemning, som jeg havde forventet, men Ahab trækker stadig én ned af undervandskløfter til et kulsortmørke, hvor man kun kan være imponeret over deres musikalske kyndighed.
