Formløsheden forstærkede det æteriske, det kaotiske og det smukke ved Xiu Xiu, men gennemslagskraften levede aldrig for alvor op til undertegnede forventninger.
Den amerikanske eksperimenterende “rock”gruppe Xiu Xiu har aldrig ladet sig holde tilbage. Hverken på plade eller til deres liveshows. Det er særlig tydeligt allerede fra åbningsnummeret ‘The Silver Platter’, hvor percussionslag og støjende undertoner bliver omfavnet fra start.
Xiu Xiu er indkapslingen af avantgarde, og bunder – selvfølgelig – i det musikalske, men også selve performancen. Det er musikalsk teasing, som hele tiden føles som om, det er ved at nå sit klimaks, for at det hele bliver brudt ned til minimalistiske percussionlyde og vokal fra Jamie Stewart, hvorefter det bagefter uventet rammer dig i ansigtet med kakofonisk støj og en eminent mængde kaos.
Der er ikke nogen grund til at være indstillet på at være dén, der kan komme med den mest nøjagtige subgenre eller subgenre inden for en subgenre, som kan klassificere Xiu Xiu. Mange af numrene er præget af elektroniske elementer, men i aften føles det elektroniske rimelig overset, og det er hovedsageligt guitaren, der får lov at være i fokus. Det skyldes nok, at setlisten består af mange numre fra deres seneste album 13” Frank Beltrame Italian Stiletto with Bison Horn Grips, hvor de æteriske guitarstykker forholdte sig centralt.
Der er dog afvigelse, som nummeret “Wig Master”, hvor Stewart og Angela Seo skiftevis skaber forvrængede lydkollager fra primitive blæseinstrumenter. Det føles som en snuff-film, der kun kan findes på de dybeste, krypterede japanske chokhjemmesider, når Seos enestående vokal progressivt intensiveres mere og mere til deciderede maniske skrig og gentagelsen af frasen “Don’t make fun of my night out!” over instrumental rygdækning af gong- og trommebuldren.
Pladsen til så bred eksperimentering er noget af det mest appellerende ved Xiu Xiu, da jeg ikke synes, der er nogen, der formår at opnå sådan en unik form for formløs genre på samme måde. Det kan godt være, at det ikke er alle drone- eller percussionsektioner, der forholder sig lige interessante, men blanding af støj- og synthrock over fuldkommen kompromisløs instrumentering er definitionen på fascinerende – og så er det også ualmindelig svært at stå stille, når numre som ‘Common Loon’ præsenteres og paradoksalt sidestiller retroriffs med futuristiske synth- og guitarmelodier.
Det er kontrasten, der er drivkraften for Xiu Xiu, og specielt Stewart i aften, der ubesværet går fra en skrøbelig vokal til at skrige så sindsforstyrret, at alle blodårer i hovedet på ham popper. På samme måde skaber de sensuelle og androgyne armbevægelser under de stille passager en klar kontrast til hans flamboyante dansen og deciderede håndstand under ‘It Comes Out as a Joke’
Intensiteten er oppe og toppe en hel del gange under koncerten, men samtidig savner jeg flere elektroniske elementer. Når de er fremtrædende, er det lige så overvældende, som jeg havde håbet på, men de sporadiske indspark varer ikke længe nok tid til for alvor at skabe et indtryk af forbløffelse. Selvom det var et mere ligetil guitarbåret show, end jeg havde forventet, var kompromisløsheden stadig uundgåelig og viste ubetvivleligt essensen af Xiu Xiu.
