En metallisk syndflod druknede hele Nørrebro i apokalypticisme, da amerikanske hardcorelegender Integrity gæstede Stengade onsdag aften. Med sig havde de danske EYES og Throwe til at sende de første nødudsendelser.
Throwe
Aftenens første band var Throwe, der spiller blackened hardcore på hovedsageligt dansk. Musikken havde et stort fokus på det atmosfæriske og det teatralske, der ikke ofte forbindes med hardcore, men som er blevet inkorporeret fra black metal. Der er også lidt groove, hvor man også kunne høre kærlighed til f.eks. Sepultura og den amerikanske sydstatssludge.
Desværre var koncerten som helhed en lidt sløj omgang, og de nåede aldrig helt at få bygget nok momentum. Den halvfyldte sal var noget bedøvet og det virkede ikke som om de var synderligt interesserede, selvom forsangeren ellers gjorde alt for at få lidt gang i folk i løbet af koncerten. Både med opfordringer til at rykke tættere frem, samt at bringe koncerten ned på gulvet.
De gav den alt hvad de kunne for at få liv i showet, men desværre kunne man ikke give førstehjælp, når publikum allerede var dødt og begravet.
Det er også skidesvært at skulle åbne på en onsdag aften, især med så stærkt et line-up.
Jeg kunne sagtens forestille mig Throwe fungere i en anden kontekst, men desværre ikke lige den dag.
EYES
Aftenens andet band er københavnske EYES, som Integrity har taget med sig på deres EU-tour.
En slags strobelys som band, som overfalder alle fem sanser på samme tid, men så fængslende, at du ikke kan lade være med at kigge.
I deres kompositioner formår de at rive alt det gamle lort ned, som dinosaurer har bygget, og får bygget det op til noget spritnyt. Kompromisløs og eksplosiv musik, med ukonventionelle strukturer, og så mange temposkift, at du slet ikke forstår det.
De to guitarister skabte smuk, dissonant støj og Snapcase-esque eksperimenterende lir, mens resten af bandet piskede af sted med en intensitet, som at blive trukket hen ad asfalten bag en racerbil med 200 kilometer i timen.
Nogle gange har man bare lyst til både at danse og slås, og bandet havede både spændt danseskoene og taget knojern på. De beviste at man sagtens kan tage tingene seriøst, og stadig have det sjovt samtidigt.
Deres stil er i sandhed unik, og det kan være svært at sætte fingeren på præcis hvad de gør. Men man kan måske sidestille det med en moderne version af det, Refused gjorde med deres banebrydende plade ‘The Shape Of Punk To Come’.
EYES er et band med et kæmpe potentiale, og alt kan ske i fremtiden.
Så skynd dig ind og se dem, før de bliver for populære, eller bare før din nabo.
Integrity
Der er ingen tvivl om at Integrity har haft en finger med i spillet på den udvikling som startede for hardcoren i start/midt 90’erne. Lyden blev tungere, mere metallisk, og blev mere sammenflettet med den blomstrende metalscene. Sammen med bands som f.eks. Earth Crisis og Snapcase lagde de grundstenene for den metalcorescene, som skød frem i slut 90’erne og start 00’erne. Her 36 år efter deres oprindelse, står forsanger Dwid Hellion som eneste originale medlem, med et ragtag team af dygtige musikere bag sig.
Integrity havde også et es i ærmet, nemlig deres helt egen hypeman. Faktisk lidt af en altmuligmand, som også hjalp til med backing vocals og merchsalg, og var heller ikke bleg for at starte lidt slåskamp i pitten.
Iført en stor cammojakke og sort hætte over hovedet, trådte han ud på scenen, og lavede drone-lyde med et lille, håndholdt apparat. Imens byggede trommerne langsomt op bag alt støjen. Dwin kom på scenen, og de lagde ud med et slags intronummer fra ep’en ‘Humanity Is The Devil’. Nummeret hedder ‘vokal test’, og er i bund og grund halvanden minutters musik, hvor der kun bliver råbt YEAH. Meget underligt valg at spille det nummer, da mam, hvis man ikke lige kender pladen, skulle tro, at de havde glemt at lave lydprøve. Især lidt ærgerligt efter den stemningsfyldte og iøjnefaldende entré.
De kom heldigvis hurtigt videre fra den lidt forvirrende start, og sparkede for alvor festen i gang med de to næste numre på ep’en, som gjorde det umuligt at være i tvivl, om koncerten rigtigt var gået i gang.
Udover hypeman, havde Integrity et andet es i ærmet, guitarist Asa Dunn. Som et slags metalcore lovechild mellem Steve Vai og Tom Morello, satte han scenen i brand med lange motorsavssoloer på et så overlent teknisk niveau, at det ville få din standard issue HC guitarist til at genoverveje sine karrieremuligheder.
Hvor hans evner trumfede, var der lidt at savne fra Dwins vokal, som var blevet noget slidt over årene. Hans nu grusede dommedagsprofetiske brøl passede dog ganske fint til musikken, men der var bestemt numre i sættet, som han slap bedre afsted med end andre.
Sættet bestod næsten udelukkende af numre fra deres tidlige plader. Faktisk var kun to af numrene fra efter år 2000, og kun det ene fra deres nyeste plade, 2017s ‘Howling, For The Nightmare Shall Consume’.
Snakken om, hvor meget nyt materiale bands burde spille er en holdning, som er meget individuel, og en diskussion kunne vare evigt. Men hvis man forventede at høre en masse nyt, eller bare et godt varieret set, ville man nok blive skuffet.
Sættes blev sluttet af en sejrsrunde bestående af Misfits nummeret ‘Hybrid Moments’, som i allerbedste hardcore-kliche, blev sunget nede i pitten med hjælp fra puplikum. Sangen satte et rigtig godt punktum på en dejlig aften med masser af hårde toner, og stemningen var så god, at anmelder også blev nødt til at gribe mikrofonen og synge et vers.
En bundsolid hardcorekoncert efter bogen, dog også med et særpræget personligt touch, og lidt tricks i ærmet.
