Det er skønhed, det er smukt

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Karina Rae Selvig
Adgang gennem Vega
Genrer:

Hvor skarpt ville hvad du nu end lavede i 1993 stå i nutidens lys? Hvor skarpt står du for den sags skyld selv i dag, hvis du er gammel nok til at have lavet noget i 1993?

For Walter Schreifels, Sergio Vega og Alan Cage er det spørgsmål lettere at svare på, end det ville være for de fleste af os andre. Der er helst ikke nogen, der skal støve de pladeanmeldelser op, jeg skrev for skolebladet i 1993, og konfrontere mig med dem, og jeg gider slet ikke komme ind på, hvor uoverkommeligt det er at tage en selfie.

Det problem har Quicksand – der siden 2021 også har talt guitaristen Stephen Brodsky – ikke. 2023 er 30-året for debutpladen ‘Slip’, som Schreifels skrev med det band, han samlede efter først at have spillet i Gorilla Biscuits og Youth of Today. Hvilket alene ville være et ærefrygtindgydende CV, og så lavede han også lige i Rival Schools omkring årtusindskiftet, hvor Quicksand var gået fra hinanden, mens Vega meget passende kom over i Deftones, som allerede havde baseret hele deres lyd på det, han havde været med til at skabe i Quicksand.

Så står vi der og laver de samme vrid og hop med flagrende hænder som Schreifels, mens vi smiler lige bredt og konstant som Vega, og det kunne ikke være mere ligegyldigt, at ingen af os kommer til at stå lige så knivskarpt som dem, når vi rammer midten af 50’erne, om vi så går nok så all in på yoga og hampefrø fra nu af.

Men igen: Så meget for cred. Hvad holder det til i dag? Det har dårligt været til at slå sig frem de seneste ti år for 90’er-bands, der skulle ud og spille albumshows, så alle rigtig kunne finde ud af, hvorfor deres pladers deep cuts ikke rigtig er blevet spillet live før. Det er en reel bekymring at have også i aften, hvor Quicksand spiller ‘Slip’ in extenso (plus det løse fra ‘Manic Compression’ og den nye), for hånden på hjertet: Behøver vi høre en jam over den instrumentale filler ‘Baphomet’? Kan vi vente med at gå ud og tisse, til den går i gang?
Besvaret bagfra: Nej, njah og meget mere, end man skulle tro.

‘Slip’ holder stadig at høre som plade, selvom den er frontlæsset med 90’erismer og så mange licks, synkoperinger og dirrende breaks, som er blevet en fast del af senere bands’ repertoire, at man næsten glemmer, at det var her, en del af det blev løftet fra. Sammen med Helmet og Fugazi, bevares, men stadigvæk. Har man så set Helmet, efter de blev gendannet, ved man, hvor nådesløst man kan klemme alt liv ud af selv de bedste sange fra dengang. Man behøver sådan set bare at stå igennem opvarmningsbandet Fireside for at indse, hvor lang tid siden 90’erne faktisk er (og så hjælper det ikke stort, at ‘Kilotin’ stadig er en OK god sang).

Live 30 år senere … eksploderer ‘Slip’ fra scenen og sender bølger ned gennem den godt og vel to tredjedele fulde Lille Vega. Det er så spændstigt, så præcist, så indlevet, så kraftfuldt. Så står vi der og laver de samme vrid og hop med flagrende hænder som Schreifels, mens vi smiler lige bredt og konstant som Vega, og det kunne ikke være mere ligegyldigt, at ingen af os kommer til at stå lige så knivskarpt som dem, når vi rammer midten af 50’erne, om vi så går nok så all in på yoga og hampefrø fra nu af. Vi ved alligevel, hvad Schreifels messer for os og om os i slutningen af ‘Can Opener’: “Take time, take it easy / I know you work so hard / But your advantage is your beauty / And that’s beautiful.”

Det er eddersparkeme en god linje at tage med sig ud i natten sådan en råkold efterårssøndag, hvor verden er lige så meget ved at eksplodere som i 1993, og man godt lidt selv kan have mistet troen på, at det bliver rigtig bedre nogensinde. Plus børn, arbejde, det hele. Det her er noget, vi kan have med os videre de næste 30 år frem. Det er ikke bare Vi ❤️ 90’erne for sceneveteraner. Eller også er det lige netop det, det er, og så var vores 90’ere bare så meget desto smukkere og sandere.

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook