Torsdag aften stod i denimvesten, powerakkorden og læderbuksens tegn, da der var backpatch-træf i Amager Bio. Saxon havde hevet de, for mig, totalt ukendte Grand Slam med, samt kultbandet Girlschool. Jeg havde allieret mig med min gamle far og så frem til en hyggelig aften, dog med en vis skepsis for den egentlige musiske kvalitet af aftenens program.
Som de fleste andre millenials er jeg vokset op i et hjem med en pladespiller. Musikken derhjemme blev sjældent meget tungere end Thin Lizzy og Led Zeppelin. Min relation til punk og metal står derfor på skuldrene af den tidlige protometal og hårde rock, som lå forud for de genrers storhedstid.
Der er ikke så mange bands og kunstnere på det relativt brede spektrum ’hård rock’, som jeg anser for at være ’stor kunst’. Men den store kunst ville ikke eksistere, hvis ikke den ’lille kunst’ var der – og den var, i glimt, til stede i Amager Bio torsdag aften.
Grand Slam
Hvis du ikke kender Grand Slam (udover betegnelsen for de fire store tennisturneringer), kan du næppe bebrejdes. Men det er altså afdøde Phil Lynotts gamle band, som han dannede efter Thin Lizzy gik i opløsning. Det lød også ret meget som protometal à la Thin Lizzy.
Lynott døde i 1986 – inden Grand Slam nåede at udgive en eneste LP. Derfor er det mere en tribute act, end så meget andet i dag. Det var sådan set sympatisk nok. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at det ville være rædselsfuldt at være vidne til – særligt da jeg forud for koncerten, bed mærke i, at deres seneste indspilning er et cover af ’Whiskey in the Jar’.
Nuvel, Thin Lizzy hittede også stort med deres coverversion, men det var nu engang ikke dem, som skulle spille i aften. De spillede et par hurtige numre om at være vild og 19 år gammel. Det er vist et par år siden det var relevant for Grand Slam.
De sluttede naturligvis med at spille ’Whiskey in the Jar’, og jeg tog mig lidt til hovedet og ønskede at den whiskeytønde snart bliver tømt.
Den sang hører til på kræmmermarkeder og irske pubs.
De fleste denimveste i Bioen vippede med højre fod i de 25 minutter Grand Slam stod på scenen. Inden koncerten kørte der flere overskrifter i mit hoved, herunder ”Grand Slam satte sig selv op til en Grand Failure.” Det blev det heldigvis ikke, men det var heller ikke rigtig godt.
2/6
Girlschool
Da jeg så, at Saxon ville hive Girlschool med som support, tænkte jeg: ”findes de endnu?”
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at det er et band jeg reelt nogensinde har lyttet til. Det skulle, til dels, vise sig at være min egen fejltagelse.
Det var dog en ret uskøn start. Bandet kommer ind, med aftenens eneste originale medlem Kim McAuliffe bagerst. McAuliffe var tydeligt nervøs og gemte sig bag en ølflaske. Hun fumlede flere gange med sit pedalbræt og måtte få hjælp til at få trykket på de rigtige, og var sågar ved at snuble i sit guitarkabel af flere omgange.
At McAuliffe og resten af bandet så ovenikøbet blev ladt i stikken af en lydtekniker, som må have haft noget af en hård aften nok, var en skam. De første 3 numre kunne man ikke høre andet end kor og trommer.
Men så skete der noget. Da McAuliffe for omtrent hundresyttende gang var ved at falde over sit kabel, forsvandt nervøsiteten.
Hun udbrød tørt: ”This pink lead is trying to fucking kill me. You know what? We played in Copenhagen in the 80’s, where I nearly got fucking electrocuted as well!”
Girlschool spillede nemlig på Saltlageret i 1981, med Mercyful Fate. Her gik der overgang i udstyret, hvilket resulterede i, at McAuliffe fik voldsomt stød, da hun greb i mikrofonstativet, og måtte derfor overnatte på Rigshospitalets intensivafdeling.
Flere af de gråhårede denimveste nikkede og råbte ”I was there!” i kor tilbage mod scenen.
Mens der blev joket fra scenen, fik lydmanden heldigvis styr på sine sager.
Herfra havde McAuliffe størstedelen af denimvestene i sin hule hånd og fik endda også undertegnede overbevist om at Girlschool stadig kan levere et show, når de smider hæmningerne. Det endte med at blive en ganske hæderlig koncert, med et band som spillede og så ud til at nyde det. Det var bare lidt for sent til at blive så godt, som det kunne have været.
Trods den ret kritisable lyd i første halvdel af koncerten, var der fuld fart på den Motörhead-agtige lyd og Riot Grrrl-attitude, som gav bandet deres største popularitet i starten af 80’erne. Det bar aftenens sæt også præg af, da kun én sang var fra et album fra efter 1983. Det var så også aftenens dårligste nummer.
Girlschool bestod deres eksamen i førstehjælp, og gav den lille kunst kunstigt åndedræt. Det var nødvendigt, for den var i overhængende fare for at være stendød.
3/6
Saxon
Da jeg var barn, bagte min farmor altid boller til fødselsdage. Du ved, de der kridhvide boller, uden den mindste smule næring i, hvor man kunne spiste 10, før man begyndte at føle sig mæt, for så derefter at få lidt ondt i maven. Saxon er den musiske ækvivalent til det.
Gennem bandets 49-årige karriere, har de udgivet 26 albums over nogenlunde samme skabelon. Et par powerakkorder, stærk vokal og tekster om seje ting, som motorcykler, maskinpistoler, flyvemaskiner der skal nødlande, mordet på Kennedy, UFOer, guillotiner og at gå i denim og lædertøj.
Jeg har oplevet Saxon to gange før, på afstand, på Copenhell. De to gange har ikke været dårlige, men heller ikke været voldsomt overbevisende. Jeg har heller aldrig dyrket Saxon. Da jeg begyndte at høre metal, var det mest Iron Maiden og Judas Priest, hvor Saxon mest havde prædikatet: ”Nå-ja-de-er-der-også.” Jeg har hørt deres ”hits” og ’Wheels of Steel’-albummet, som de spillede i sin helhed til aften, men aldrig mere end det.
Derfor var det fedt at se et band, hvis medlemmer for længst har rundet de 70, komme ind og levere en overbevisende præstation i den lille kunst. Lyden var høj og guitartonen var næsten ”bøllet” i lyden og langt hårdere end noget jeg nogensinde har hørt fra dem. Samtlige denimveste på Amager var i ekstase. Man sgu også tage hatten af for at Biff Byford har så kraftfuld en stemme i en alder af 74.
Nok var han lidt stivbenet, når han spankulerede rundt i sit sorte denimoutfit med nitter fra top til tå, men stemmen fejlede ikke noget.
Anyway, så er to timer med Saxons lille kunst også tilpas med Saxon for mig.
Der er bare meget lidt variation i musikken og det bliver en tand for boogierocket til min smag. Det er et band, som er fanget i den tidslomme de blev dannet i, hvor det eneste der har ændret sig siden de blev dannet i 1976, er farven på deres hår.
Dog spillede de ikke ’Whiskey in the Jar’. De har trods alt et katalog af sange, som er stærke nok til, at de kunne styre udenom.
De fik vist, hvorfor de nok ikke ligefrem indtræder i metallens kanon, men at mindre også kan være godt nok. Hvis det her var Saxons afdansningslæderbal, så var det nu alligevel et veldanset et af slagsen, uden for meget slinger i valsen. Det så der i hvert fald ud til at være bred enighed om, når man kiggede rundt og så hvor mange denimveste, der stod med julelys i øjnene.
Det er sådan set også fair, for meget af den ’store kunst’ som er kommet siden Saxon, Girlschool, Priest og Maiden var på deres højeste, står på skuldrene af den ’lille kunsts’ fundament af denim og læder, som de lagde i starten af 80’erne.
Saxon serverede de notoriske 10 fødselsdagsboller, selvom ingen i mit selskab havde fødselsdag.
