Spillestedet Radar ved godsbanen i Aarhus er ikke bange for en god metalbooking, og i denne omgang stod der både doom, thrash og ekstremmetal af høj kvalitet på plakaten.
Et ganske fornuftigt fremmøde vidner om, at jeg tydeligvis ikke var den eneste, der havde glædet sig til at opleve en god, bred palette af musikalske indtryk på sådan en skøn onsdag i Aarhus, med amerikanske Cult Leader prentet øverst efterfulgt af Swartzheim og Katla. Sidstnævnte var aftenens første optræden og det var skønt at se, at publikum var kommet tidligt for at opleve en god omgang doom.
Katla
Lige fra de første doom’ede taktslag var det klart, at den force der er Katla, var på scenen. Med to tredjedele af bandet uden trøje på, de tungeste riffs i kongeriget og osende rockstjerneenergi, blev en eventuel uopmærksomhed tilintetgjort. For nu havde en mægtig drage rejst sig på scenen, og lokalet fyldtes af røg og postulater om satans uundgåelige komme.
Lyden og intensiteten var fantastisk lige fra start som Theis Roed Stenberg Thorgersens grumme baslyd indtog frekvenserne. Katla er et glimrende liveband, som også denne aften viser, at de er teknisk kompetente og desuden har lyst, karisma og overskud i sin fortløbende levering af sludge-doom. Og er det overhovedet doom, hvis din trommeslager ikke åbner øl med sine stikker? At blive direkte angrebet af den kæmpe lyd, som gør sig gældende på numre som ‘Black Echo’ og ‘Man Slayer’, fik mig til at ønske, at de liiiige kunne skrue en smule mere op for lyden, ikke fordi det var lavt – nej tværtimod – jeg ville bare så gerne have lidt mere. Og det leder mig lige præcis til det, jeg synes Katla er bedst til, nemlig at fange atmosfæren, stemningen og at lyde præcis, som du forventer de ville lyde. De er en kæmpe kliche for deres genre, og de er forrygende gode til det. Rasmus Bang og Theis Roed Stenberg Thorgersens vokalpræstationer var glimrende og er i min optik blevet et kærligt kendetegn for deres lyd, selvfølgelig i samspil med fuzz-pedalens betvinger Marc Christensen på guitar. Nummeret ‘Dragon Lord’ lukker deres (desværre) ret korte sæt i kor med et publikum gjaldende “Ave Satanas!” og “Anti-Christ!”. Fornøjelse.
5/6
Swartzheim
På striben i Randers sker der regelmæssigt ræs, hvor 201 meter asfalt møder den brølende lyd af motorer og hujen fra tilskuerne. Det er næsten som om, at en lille del af striben er flyttet ind på diverse spillesteder rundt omkring i landet, siden det østjyske band Swartzheim blev en fast del af metal-menuen.
For de uindviede er Swartzheim en autentisk størrelse for dig med en appetit for fræsende thrash med et strejf af fandenivoldskhed. Og således tordnede det altid underholdende ensemble af sted igen i aften, og endnu engang kunne de næsten ikke være i sig selv eller på scenen for bare rendyrket thrash. Den unge, nye garde af metalmusik er tro mod genren såvel som sig selv, og er ikke bange for at have det sjovt på scenen, skrue ambitionsniveauet op og udvise en høj grad af showmanship – af den velsmagende slags vel at mærke. Og efterhånden stiger graderne på Radar, i takt med at Sebastian Vestergaard på trommer tæsker sig igennem et hæsblæsende sæt, der bevæger sig på grænsen mellem kaos og kontrol. Af og til bliver det lidt en rodebutik, men for det meste er Swartzheim en underholdende størrelse, der kun bliver bedre og større. Med karisma og en enorm teknisk kunnen buldrer bandet derudaf, hvor domptøren Jeppe Halse Fugleberg i front nogle gange kan forveksles med en ung Corey Taylor med en nærmest ustoppelig energi og overraskende alsidig vokal. ‘Artillery’, fra deres seneste EP ‘Sympathy’ fra 2023, er et helt igennem fantastisk live-nummer, hvilket er lige præcis hvad Swartzheim kan; skrive live-numre, og levere dem overbevisende pondus og en energi, der smitter af på alle kvadratmeter. Jeg glæder mig enormt meget til at høre, hvad de finder på næste gang.
4/6
Cult Leader
Med feedende instrumenter indtager amerikanske Cult Leader den lille aarhusianske scene med manér. Deres kompromisløse blanding af hardcore og mathcore er blevet en genkendelig og hyldet cocktail på den internationale metalscene. Især deres seneste udspil fra 2022 split-ep’en ‘Gather & Mourn’ med bandet END gjorde stort indtryk på mig, da det udkom. Så jeg var en kriblende udgave af mig selv, da ‘I Am Healed’ fra albummet ‘A Patient Man’ fra 2018 åbner sættet med sin karakteristiske dissonans og polyrytmik, og lad mig da lige slå fast, at trommeslager Casey Hansen er en af de dygtigste i genren, og nøj, hvor har han travlt. Efter åbningsnummeret går Cult Leader kronologisk videre på ‘Curse of Satisfaction’, og jeg smiler over hele femøren, mens Anthony Lucero skuler ud over publikum med en attitude, som er direkte skræmmende. “Mutilate me, cut me open”.
Herfra fortsætter bandet ned af tracklisten på ‘A Patient Man’ gennem ‘Isolation in the Land of Milk and Honey’, som er en lige dele smuk og foruroligende skildring af ensomhed og selvdestruktion, som med melankolske toner skaber så fantastisk et lydunivers i kontrast til den ondskab og sorg der kom forinden.
En mavepuster af den kedelige slags
Her sker der en mindre pause på nogle få minutter i sættet – sikkert grundet noget teknisk – som efterladte mig en anelse rastløs. Denne rastløshed blev ikke just tryllet væk, da det næste nummer på settet var ‘to: Achlys’, som aldrig rigtig har vundet indpas hos mig på albummet ‘A Patient Man’. Nummeret bryder rytmen, sænker tempoet og introducerer både en ren vokal og en ny lyd, og lige som min oplevelse med albummet, fungerer det ikke for mig live. Anthony Luceros ellers fantastiske vokal føles flad, og drukner i baggrunden og den autoritet og ærlighed han havde bygget op, falder til jorden og tager pusten ud af koncerten. Og pludselig er vi igen tilbage i den helt ekstreme metal på ‘Great I Am’ fra albummet ‘Lightless Walk’ fra 2015. Den pludselige ændring i stemningen sætter sig underligt i mig, og de meget mekaniske skift føles kalkulerede og uinspirerende. Måske også fordi bandet ikke tilnærmelsesvis kommunikerer med publikum. Dette synes jeg næsten var en force for dem i starten af sættet, hvor der var en uhyggelig og mystisk aura omkring dem, som desværre efterhånden er krakeleret. Det skal nævnes, at når Cult Leader kaster sig ud i det ekstreme, leverer de en helt fantastisk og brutal præstation, der demonstrerer deres imponerende tekniske færdigheder med masser af tyngde. Af de numre Cult Leader har med, er to af dem med ren vokal og står i skarp kontrast til resten af settet. Jeg ville så gerne, at det havde virket, men det gjorde det bare ikke. ‘The Broken Right Hand of God’ som afslutningsnummer på en ambivalent koncert, lader mig gå fra Radar med en god følelse. For det er da noget af en genistreg at vælge et så stort og fantastisk trist nummer at lukke og slukke med. Et lavmælt “Thank you” fra Anthony Lucero afslutter koncerten, og jeg må tørre en lille onsdagståre fra øjet.
4/6
