På samme tid som utællelige horder af mennesker presser sig sammen til et lille folkekært, sort hul i Biergartens forjættede haller, var en noget mindre skare mødt forventningsfuldt op på den lille skovscene Gehenna. Der var dømt powerviolence fra første kantede lilletrommeslag for nu var skoven for en stund forvandlet til et lille kældershow i Los Angeles.
Numrene er korte, hårde og fantastiske, og lever et sted mellem benhård professionalisme og DIY – bandet er for eksempel ikke bange for backingtracks med basdrops af metalcoreproportioner, men kører sideløbende en broget setliste af indtryk og numre, som er spredt meget sporadisk ud over hele showet. Man kunne fristes til at sige, at hele showet var spredt sporadisk ud over showet da jeg sjældent har oplevet mig selv og resten af et publikum så forvirret over en koncerts følelse af sammenhæng og pacing.
Et helt vildt tændt publikum står presset frem mod scenen og får tre powerviolencenumre fyret lige ned i ansigtet, jo det tager vel kun en fem minutter før de er skudt af, og at bandet i meget roligt og laissez faire-stil derefter begiver sig i kast med at snakke om et flag, som en gruppe i publikum har med. Bandet har ikke bare det mindste travlt med at tæske igennem et gennemkomponeret og tilrettelagt sæt, som vi vanligt oplever på store festivaler, og de tager sig god tid til at snakke om alt, der lige falder dem ind og især det flag, som de insisterer på at finde ud af, hvad der står på. (Noget med mandlige, danske sygeplejersker).
Her sker der noget interessant i mig. Jeg læner mig totalt tilbage, og får en eller anden total glædesrus og tilhørsforhold til showet. Jeg kan ikke lade være med at vende mig rundt til mine kammerater og smile over hele femøren, for jeg har det lige nu, som om, at jeg er til et lokalt show, og det er mine allerbedste kammerater, der spiller. Der opstår her en eller anden hyper-øjenhøjde i mødet mellem den enormt inkarnerede amerikanske hardcore-kultur og den enormt skandinaviske kommercielle festival, desuden alt den kultur og de værdier Zulu er dannet ud fra, og gennemsyrer hele deres virke som et smeltepunkt mellem vrede og kærlighed. Fra palæstinaflaget på basforstærkeren, palæstinaflaget i publikum, forsanger Anaiah Leis tale om metal som enhed og forenet entitet uden had og “collective liberation” til et interludium af et dub-agtigt instrumentalnummer, med publikums arme svajende fra side til side. “It’s cool to chill with you for a minute” fortsætter Lei med et bredt smil, før bandet vender 180 grader og skaber en circlepit, hvis centrifugalkraft kunne suge skovens træer op med rod.
For mig var det her en enormt mindeværdig koncert, både som et bud på noget, jeg sjældent tror, at jeg ville opleve igen på Copenhell og bandets generelle tårnhøje kvalitet og ægtheden i budskaber og tilstedeværelse.
