Torsdag aften omkring kvart i ni på Copenhell, cirka fem meter bag hegnet til pitten på Helvitiscenen, finder jeg mig selv studsende over, hvordan i alverden vi er endt her. Jeg har aldrig oplevet så elektrisk en luft, som i minutterne før Limp Bizkit går på den store scene, hvor kolonner af Copenhellgæster, nogle endda klædt ud som aftenens hovedperson Fred Durst, presser sig fremad mod pitten med lumske smil og en sitren i kroppen, for der er ingen tvivl om, at Copenhell var klar til at break stuff.
Limp Bizkit er en sjov størrelse på den internationale musikscene, og er gået fra en over-maskulin og kikset nu-metal status til regulære kult-ikoner, og for mange gæster det helt store navn på årets plakat. Hvordan de har formået at lave en regulær full nelson på den historie og den kultur, de kommer fra i metalmiljøet og genopfundet sig selv, er nok en afhandling om internetkultur, nostalgi og popkultur værdi.
Jeg er ved at falde om af grin, da gruppen går scenen. Forsanger Fred Durst i en oversized refleksvest og guitarist Wes Borland i et mareridts cabaret-outfit med “Sweet Home Alabama” bragende ud af anlægget før bandet går i gang med aftenens første tre numre, som falder over Helviti som granater.
Bandet spiller denne aften fuldstændig forrygende, hvor Fred Dursts ikoniske, dovne rapstil sidder i fantastisk kontrast til hans af og til mere rå vokalpræstationer på numre som ‘Boiler’, hvor bassist Sam Rivers og trommeslager John Otto sidder fuldstændig klæbet sammen som rytmegruppe, og Borland får lov til at prøve alle sine effektpedaler af på hans ikoniske guitarpassager.
Jeg er i tvivl om, hvor meget selvironi bandet har med på deres tour, hvor Fred Durst på mystisk vis får tilegnet sig vanvittige mængder autoritet på scenen, som han næsten i slowmotion bevæger sig frem og tilbage på den, mens skuer skævt ud over den massive tilbedende horde af mennesker, som skaber en halsbrækkende energi på gruppens kommando.
Undervejs bliver der taget nogle ret aparte valg i forhold til sætlisten, hvor vi bliver udsat for både Creedence Clearwater Revival, George Michael og et mildest talt slattent cover af ‘Come as You Are’, hvor det meget tydeligt er det tændte publikum, der bærer koncertens momentum videre og ikke bandet, for jeg er i tvivl om, hvor entusiastiske bandet selv var i de covers, mens Fred Durst vandrer stille og rolig frem og tilbage på scenen.
Mere entusiastisk bliver jeg og bandet på sætlistens to sidste numre: ‘Take a Look Around’ og den faretruende ‘Break Stuff’, hvor sidstnævnte har en nærmest infamøs aura lurende om sig efter en lige dele destruktiv og kontroversiel koncert på Woodstock i 1999. Fred Durst opfordrer desuden til at “Party like its ’99”.
Det blev (heldigvis) ikke til Woodstock 1999, men til Copenhell 2024 og en nostalgisk fest i tidsmaskinen hele vejen tilbage til årtusindeskiftets ængstelige rock-rap.
