Kan jeg lide færøsk folk? Forud for i dag, havde jeg nok sagt ”njah”. Jeg er halv-norsk, halv-dansk. Jeg cringer når mine kollegaer kalder mig viking eller forsøger at opridse en eller anden karikatur af det nordiske folk, eller den nordiske natur. Skal jeg være ærlig, så finder jeg ikke den danske kulturhistorie ophidsende og den eneste natur jeg kan finde mig selv nostalgisk hengiven til, skulle lige være Faraldsvik på Brokanes (hvor den største fare var hugorme i blåbær-buskene). Men som vi står på Gehennas træ-indrammede scene, som i en svømmepøl af mennesker af træflis, kan jeg sku alligevel mærke en lille smule atlanterhavssalt på min kind.
Det skal siges, at jeg ikke forstår særlig meget af, hvad Eivør synger om, men hvis det er om elvere og trolde, så er det nok meget godt. Jeg skal heller ikke helt overdose, nu jeg prøver at stikke mine tæer i folklore-åen. Det ville nok få mig distraheret, så jeg ikke fik lagt mærke til præcis hvor teknisk sublim en sanger Eivør er, både når hun synger clean, men særligt når hun benytter sig af en teknik der minder mig om Inuit hals-stemme/vejrtrækningsteknik eller når hun benytter sig af en perlende, fraserende type melodi-stemme, der minder om Samisk yoiking. Alt gøres ubesværet imens hun også selv spiller på tromme. Faktisk, det tager jeg tilbage. Intet ville kunne distrahere mig fra, hvor smukt Eivør synger i dag.
Alt er gennemført og perfekt afstemt. Eivørs kostume er designet af den dansk-pakistanske designer Adam Shazard Sundoo, der tidligere var goth og har beriget den danske befolkning på DR-programmet ’Danmarks Næste Tøjdesigner’ og spiller direkte ind i trenden fra de storslåede kostumer fra Disneys Dune-installation (it’s giving Zendaya og det er nok det største kompliment man kan få for tiden). Backdroppet til det fagre og elviske ligger altid lige musikalsk og vipper imod en basset synth, der lige er kommet hjem fra at have stået i køen på Berghain. Der er noget over Eivørs koncert der føles real for mig, på en måde som folkemusik altså ikke har gjort tidligere.
Jeg gider godt, når det ikke er noget vi leger – men noget vi er. Og vi er et øjeblik en menneskemasse, måske med lidt flis i mellem, på en alt for lille scene, med et alt for stort færøsk talent i en pakistansk-dansk designer fra Lyngbys stamme-kostume, der synger på et sprog som kun en lille enklave med færøske flag helt forrest forstår og vi er ikke vikinger, men vi er knyttede af en masse bånd som ingen af os helt kan beskrive og vi trækker lige et øjeblik vejret sammen, inden lyden fra Dropkick Murphys begyndte at buldre i baggrunden.
