Mimi Barks har spillet på Berghain. Det siges, at når man er kommet igennem dørpersonalets arbitrære, men grundige tjek for poser-ish-ness, så er man officielt en ”berliner”. Hvis man når så langt som Barks, og kan prale af at have stået bag Berghains stjerne-besvedte turntables, så har man vitterligt ramt toppen af undergrunds-techno. Sådan… på verdensplan. Men Mimi Barks er også mere end techno, hun er også opfinderen af genren ’Doom Trap’, som hendes debut album, der lander i september også er opkaldt efter: ’This is Doom Trap’.
Så hvad er Doom Trap? Hvis man spørger internettets mest velholdte røvhul, Reddit, så forklarer en bruger det som ”trap med en metalattitude”. Det passer egentlig meget godt. Copenhell har i år haft fingrene godt nede i trap-hullet og hevet både den hardcore Barks og lidt mere poppede DeathbyRomy op af det. Det er lidt betænkeligt, at begge kunstnere er lagt utroligt tidligt i programmet – fordi dagslys ikke er normaltidspunktet for en musikgenre, der er opkaldt efter ”trap houses” – forladte huse i USA, der er blevet overtaget af junkier og narkohandlere. Tænk Jesses fester i tantens hus efter … Gale-situationen i Breaking Bad.
Lyden af trap er for det meste et simpelt lydbillede, dog med en del ”brudte” tromme-sektioner i forskellige tempi. Barks er på den eksplosive del af spektret, hvor hendes beats har flere slag i sekundet, mens hendes vokal ligger og flyver lidt over, enten i dobbelt-tempo når hun rapper eller i skærende, effektiv kontrast, når hun synger langsomt og melodiøst. Men her kommer vi til hendes optræden på Gehennas væsentligste problem: Allerede et par sange inde, begynder melodistykkerne at ligge som et backing track, imens Barks fokuserer sin energi på versene.
Bevares. Hun er ikke den første på Copenhell med et backing track og ikke den sidste heller. Men hvor DeathbyRomy havde skaffet sig et live-band til sin Europa-tour, har Barks en nøjedes med en DJ og en trommeslager. Det lyder rimelig smadret. Det er fedt. Der er energi. Men da hun annoncerer en for nyligt udgivet sang, der nærmest må være ’Montana’, der er featuring Yeti Bones, synger hun selv sit eget vers og lader herefter Yeti Bones på et backtrack ”synge” andet vers.
Jeg tror her, at der er tale om en slags genre-kløft. Det går måske nemmere i den elektroniske scene at sample store dele af sit set, men i miljøer, som metalmiljøet, kommer vi for at se musikken live. Eller jeg gør i hvert fald. Det er simpelthen ikke nok for mig, at Barks står der i kød og blod, jeg vil opleve Barks. Efter at have hørt den første halvdel af koncerten, står jeg tilbage med en følelse af at være spist for let af.
Barks musik er dyster, bastung og distorted. Tænk at have set det med flere live-instrumenter. En bas. Måske en guitar på besøg her og der. Er Yeti ikke med på tour? Så drop sangen. Eller find en trommeslager, der kan lave en særlig live-version. Engagér en lokal MC i hver by du besøger. Gør et eller andet. Hvis du ikke har luft til at synge cleans imellem versene, så find en back-up sanger. I stedet står jeg tilbage med følelsen af at have set en virkelig, virkelig dygtig og energisk karaoke-performance (det skal lige tilføjes, at Barks skriver sine egne sange, men i den forstand, at meget lidt er live). Men ingen hår på armene står op. Det føles som om, der ikke er så meget på spil, som der var for de andre optrædende. Og når man ikke satser noget, så vinder man ikke noget. I hvert fald ikke hos mig.
