Lørdag formiddag på årets Copenhell vækker pladsen til live med en solid powerviolencebooking. Amerikanske Escuela Grind har netop startet deres europatour, og nu stod Refshalenøen offer.
Vi skal ikke mange minutter ind i sættet for at konstatere, at forsanger Katerina Economou har taget sine hardcore-sneakers med fra den anden side af atlanten, og nu skulle der altså løbes nogle kilometer.
Som der paces frem og tilbage på scenen med højt humør og usynlige boksehandsker, bliver det samme gjort i pitten, som trods et tyndt fremmøde var klar på at møde bandets smittende energi. “I dont care how fucking early it is!” råber Economou før nummeret ‘Ball and Chain’ får publikum til at bevæge en sky af støv frem foran Pandæmoniumscenen, og trommeslager Jesse Fuentes kommer på overarbejde. Det er måske ikke kun publikum, der denne formiddag synes, at Escuela Grind spiller lidt tidligt, for der skal en del numre til, før trommerne helt vågner op, og følger med resten af bandet.
Lyd og Copenhell er et større diskussionsemne, og Pandæmonium er absolut ingen undtagelse i den snak. Et band som Escuela Grind passer som fod i hose til små, tætte og vedkommende spillesteder, hvor deres lyd og lokal-bandstemning kan komme til rette. Scenen kommer simpelthen til at virke alt for stor til dem, selvom Economou prøver at fylde hver en centimeter ud med sin glimrende tilstedeværelse og vokal.
Lørdag formiddag på dette års Copenhell stod: “Twerk og grindcore” ikke skrevet på min bingoliste, men hvis det gjorde, så havde jeg fået banko. “We need more putas, we need more bitches in metal” råber Economou som et blastbeat-stykke tonser af sted, “Circle pit and shake some ass!” Fortsætter den karismatiske forsanger og ryster røven til de fremmødte. Bandet og publikum griner og griber stemningen sammen.
“I need you all to bounce!”
Economou slår fast, at scenen er Escuela Grinds hoppeborg, og vi skal hoppe med.
