Et flot fremmøde foran Pandemonium, hvor en sagte regn hviskede om stilheden før stormen, og det tog ikke lang tid, før vi stod midt i stormen.
‘The Other Side of Anger’ lægger fra land med Luana Dametto tordnende afsted på trommer, Fernanda Liras fuldstændig forrygende vokal for ikke at tale om Jéssica di Falchi og Tainá Bergamaschis som en ikonisk guitarduo. Brasilianske Crypta havde indtaget scenen med et voldsomt brag for at vise os, hvordan death metal-kagen skal skæres, og publikum var kommet i mesterlære.
Brasilianske Crypta har trods bandets unge alder været uhyre produktive, og har allerede spillet adskillige gange i Danmark såvel udgivet to albums, det seneste ‘Shades of Sorrow’ fra 2023.
Fra tappingguitar på åbningsnummeret går vi til dissonante guitarharmonier, der ville have gjort Chuck Schuldiner jaloux på ‘The Poisonous Apathy’ og her må indrømme, at Pandæmonium har fået erhvervet sig en hæderlig lyd som er Crypta værdig, og som fuldender helhedsoplevelsen. Alle i bandet leverer en præstation, som på et teknisk plan er tårnhøjt, uden at miste plads og overskud til masser af bevægelse og kontakt med det entusiastiske publikum.
‘Stronghold’ bliver en demonstration i dynamik og sangskrivning, som vi væves ud af Damettos buldrene blastbeats og ind i atmosfæriske guitarpassager. En genial fremvisning af deres kunnen, og alle gruppens medlemmer får deres “time to shine”, uden at det bliver påtaget eller unødvendigt italesat. Det er en organisk helhed, der gør Cryptas udtryk så overbevisende.
Jeg oplever på intet tidspunkt, at Cryptas meget stilrene lyd og udtryk bliver kedeligt. Kontakten er konstant, gribende og insisterende. De smiler, de skuler og det hele er så gennemsyret musikalsk med interessante og velskrevne numre, der er fantastisk veludførte såvel som tro mod deres egen lyd og den genre, de bevæger sig i.
“Are you ready for some Death Metal?” råber Fernanda Lira før ‘Dark Clouds’ bliver sat i gang, og på mytisk vis får skubbet enkelte solstråler gennem det tykke skylag over festivalpladsen.
Ikke ét eneste sekund mister Crypta taget om Pandæmoniumscenen og den horde af mennesker, der efterhånden har samlet sig. Fra koncertens første tone til den sidste på ‘From the Ashes’ er jeg grebet af den skarpe professionalisme, smittende spilleglæde der oser af scenen.
Som jeg kigger rundt i publikum, kan jeg mærke en enorm koncentration og tilstedeværelse, for ikke at nævne støven fra moshpits. Bjergtaget må jeg også kigge indad og anerkende, at det simpelthen ikke bliver bedre end det her.
