Siden HXC Kids dukkede frem for et par år siden, har flere og flere bands, arrangører og spillesteder kunnet se fidusen i at arrangere musikforestillinger for børn. Nuvel, det banebrydende her handler mest om, at spille metal for de små. Konceptet “børnekoncert” er langt fra nyt. Men alligevel er det lidt af en genistreg, da man, i de tilfælde jeg kender til, har valgt at lade rigtige bands spille, men primært justere på tidspunkter, setlængde og ikke mindst publikum.
Min oplevelse er, at det får langt flere forældre til at tage ungerne med til at kulturelle indspark, end hvis man skulle overtale både sig selv og de små til at gide lytte til ‘Hjulene på bussen’ eller ‘Mozart for de mindste’. Og derfor er det utvetydigt en god ting. Alt, der kan udvide børns horisont og give dem anledning til at tilbringe, undskyld lorteudtrykket, “kvalitetstid” med de voksne i deres liv er et plus i min bog.
Derfor havde jeg da også entreret med mine to unger, for at tage til koncert med Nexø og Katla lørdag i vinterferien i Kulturhuset Islands Brygge som del af Amager Børnemusikfestival. Konceptet er ikke nyt for dem, vi har været til HXC Kids, vi var nede og se giraffen, da Pleaser spillede for kongen til metroåbning i Sydhavnen, vi har været på staden og se Smag på Dig Selv og vi lytter til en masse musik, så det var egentlig heller ikke så uventet, at de gerne ville med, da jeg spurgte dem.
Hvor HXC Kids har som koncept, at det skal være den yngre generation, der spiller for de alleryngste – hvilket jeg bifalder – var det i dette tilfælde de to noget mere voksne orkestre Nexø og Katla, der var trukket i klæderne. Nexø var, sjovt nok, det første jeg tænkte på, da jeg skrev om konceptet første gang. Pudsigt.
Kulturhuset var fuldstændig udsolgt og i en næsten idyllisk storm af store, bløde snefnug, stod vi i kø for at komme ind. Mange havde lagt vejen forbi, men man havde fornuftigt nok ikke valgt at sætte så mange billetter til salg, at salen blev proppet. De små skal have plads.
Der var pyntet op og mørklagt, de to bands havde sat merch op i siden af salen – Nexø havde endda fået trykt shirts i børnestørrelser mens Katla delte gratis kuglepenne ud til stor glæde for mine medbragte – folk samlede sig foran scenen. Næsten helt uden anvisning forstod alle voksne, at børnene skulle stå forrest og at det var klogt nok at sætte sig ned, hvis man skulle være tæt på dem. God stil hele vejen rundt.
Anlægget spillede børnevenlig musik – metalcore, der lød af 00’erne – der var valgt til lejligheden og som gav indtryk af hårdhed, men uden at være uhyggeligt eller mene det alt for alvorligt, så stemningen lige præcis blev sat. De her arrangører har vidst, hvad de lavede.
Det blev hurtigt tid til musikken. Og her skal jeg måske indskyde, at det ikke bliver en gængs koncertanmeldelse. Nexø og Katla leverer, så vidt jeg har oplevet, altid gode shows. Jeg er aldrig gået derfra skuffet, og denne dag var ingen undtagelse. Det var bare ikke et show, jeg kan anmelde på normale vilkår. For først og fremmest var jeg sådan set mest med som anstandsdame. Jeg var ikke publikum til denne koncert, og det var der heller ikke nogen af de andre voksne, der var. Derudover skal de to bands i højere grad vurderes på deres evne til at levere musikken til de mindste i øjenhøjde og med deres glæde in mente. Ikke min. Men jeg kan allerede nu afsløre, at det var gode shows. Det er dygtige bands, der har helt styr på hvor, de musikalske skabe skal placeres.
Nexø åbnede med deres nyeste single, ‘Karoshi’ og ordene: “Den her sang handler om hvorfor, jeres forældre arbejder for meget!” og så blev der ellers sat i gang med nummerets insisterende riff og solide galoprytme.
Kristian Ejlebæk er altid, ALTID, en showmand og han viste her, at han også forstod hvordan man gør den slags tilgængeligt for børn. En lille gennemgang af hvordan man mosher og en fortløbende insisteren på, at man gerne MÅ, men ikke SKAL, var første indspark udover en lille præsentation af bandmedlemmerne.
De fire musikere var glade og velspillende også selvom flere af dem ikke er vant til at optræde, endsige være vågne, på denne tid af dagen.
Energien var høj og mine egne børn var vilde med, at Nexø blev ved og ved med at spille hurtigt. Vi havde gang i vores egen pit ude i kanten og fik da også alle tre sved på panden i de tredive minutter, musikken spillede.
Udover musikkens åbenlyse kvaliteter – ‘Truthicide’ var, som altid, et højdepunkt – var noget af det fedeste, da Kristian Ejlebæk forestod en slags undervisning i effektpedaler. Både Jakob Møller-Jensen og Jonas Lint fik lov til at vise sig på henholdsvis guitar og bas, mens trommeslager Alex Ferlini måtte nøjes med et enkelt bonk i stortrommen. Ejlebæk demonstrerede også hvordan han selv fangede sin egen vokal og gjorde den ganske tosset i løbet af sidste sang til stor morskab for de små.
Musikformidling, ja tak.
Efter en hjertevarm afslutning og et hurtigt “befri Palæstina” – det er vel et Nexø-show – sluttede de af til jubel og mange, mange kram fra publikum. Nexø er klart en børnesucces.
En pause skulle komme og gå, men den var velsignet kort, da changeover var ganske hurtigt overstået. Lyset blev dæmpet igen, og en kollega og jeg nåede lige at snakke om, hvorvidt Theis Thorgersen fra Katla mon nogensinde bliver forvekslet med Onkel Reje, da ‘Onkel Rejes Heavyband’ satte i gang over monitoren.
Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at “det faktisk er en ret god sang”, og at det godt kunne minde lidt om Katla. Senere skulle vi blive bekræftet i, at bandet faktisk er enige.
Men så satte Katla også i gang.
Rasmus Bang har længe været primære frontperson i Katla, men efterhånden har Theis Thorgersen fået så godt styr på sin Katla-persona, at han træder lige så meget i front – og det er han rigtig god til. Især når det gælder børnene. Han var den store historiefortæller denne dag og havde en fremragende kontakt til de mindste.
Ikke mindst i kraft af at sige, at de forstod, at selvom man brølede og råbte og så vild og farlig ud, så var det ment som en god ting, når man spillede heavy.
Han og Rasmus bag sit trommesæt lænede sig helt ind i rollen som børnemusikfacilitatorer og skabte en god forbindelse med dem. Thorgersen forklarede, at deres musik nok var en smule langsommere end Nexøs og refererede til omkvædet i førnævnte Onkel Reje-sang, og demonstrerede at man måske ikke kunne danse helt så vildt, men at man sagtens kunne lave nogle tunge troldetramp i gulvet og headbange.
Og lige så vel som det sædvanlige publikum, kunne børnene se, at det var en god ting. Endnu en gang fik de forklaret hvordan man moshede – “det handler om at være vild, men man skal ikke være vild på nogen, der ikke vil være vilde” – vi fik sjove betragtninger fra hjemmelivet, hvor Thorgersens egne unger åbenbart ikke helt deler indtrykket af, hvor seje vi synes bassisten er, og så videre.
Rasmus Bang fortalte om dragen Katla fra Lindgrens Brødrene Løvehjerte og om, hvor fedt det er at spille heavy, med en stærk opfordring til, at ungerne begynder at gå til den slags.
Da ‘Satan’ blev spillet, kunne man ikke andet end trække på smilebåndet. Alle børnene, tryllebunde af musikken, oplyst af røde lamper og lyttende til en bøn til alskens variationer over temaet “Fanden”, var både smukt og morsomt. Jeg husker stadig da Mads Gertsen, aka Onkel Reje fortalte mig, hvordan fundamentalistiske kristne var overbevist om, at han trak 40.000 børn direkte med sig i Helvede. Lad os håbe, de ikke kender til Katla.
Med en godt forståelse af børnenes mæthedspunkt spillede Katla også godt 30 minutter og lod os så komme til os selv. Begge bands samlede til fællesfoto til tonerne af Povl Kjøllers ‘Jeg er så glad for min cykel’. Den kan nu også stadig noget.
