Åh nej. Så er den gal igen.
Endnu en eksperimenterende ambientagtig supportkunster inden hovednavnet. Kan det gå andet end galt? Ja, åbenbart. I hvert fald hvis du er Kikimora.
Solveig Roseths soloprojekt skulle vise sig ikke at være ligesom alle de andre dødkedelige ambientkunstnere, man indimellem snubler over, når man befinder sig til supportkoncerter. Denne gang er det snarere ambient, man kan fordybe sig i. Det skal så også siges, at det umiddelbart kun kan lade sig gøre, da det ikke er udelukkende ambient. Mere en form for noise med indflydelse af ambient.
Udstyret med guitar, pedaler og blomster står Roseth alene på scenen med projiceringer af kryptiske japanske horrordukker og brændende huse i baggrunden. Der foregår ikke det store, men den måde hendes blide vokal og guitarspillet skifter mellem stille sektioner og mere støjende fungerer faktisk ret godt – bedre end forventet, men ikke lige så godt som håbet.
Det er ikke noget, jeg har det store behov for at se igen, men samtidig er jeg glad for, at jeg tog afsted tidligt for at få det set, da det er en interessant vinkling på støjende ambient.
Et band, man altid kan se endnu en gang, er aftenens hovednavn, (0). Og har man aldrig set dem før, så burde man se at få det gjort, fordi de er ubetvivleligt et af de allerdygtigste bands på den danske metalscene. (0) formår helt uintentionelt at være aggressive i deres udtryk. De behøver ikke grumset mixing, et blodbadsagtigt sceneimage eller synge om splatter og mord. De opnår intensiteten ved at være dygtigere end de fleste. Og det på en så elegant, præcis og velstruktureret måde, at det næsten er unfair konkurrence for andre bands.
Allerede fra start lægges der solidt ud med det næsten ti minutter lange ‘SkamHan’. Mens de hættebærende skikkelser tager sig af den opbyggende ambientagtige guitarintro, træder vokalist Frederik Bjørn Jensen op på scenen og brøler med til Mads Mortensens trommer, der overtager lydbilledet i nummerets overgangspassage.
At kalde (0) for Danmarks mest kompetente band ville ikke være urimeligt. Og ligeledes ville det ikke være en urimelig påstand, at Frederik Bjørn Jensen har den allerstærkeste vokal i dansk metal. Overordnet.
(0) beviser deres musikalske færdighed ved fejlfrit at spille numrene til perfektion, men også ved at spille numre som ‘(338)’ og ‘(441)’ med betydelig højere bpm end studieudgaverne. Samme kan siges om numre som ‘Sortfugl’ og ‘Skarntyder’, der leger med skæve taktarter og progressive tendenser så det halve kunne være nok. De to nye numre, der bliver spillet i aften ‘Trukket Tid’ og ‘Det Sortner’ er simpelthen så hjernesmeltende vanvittige i en livesetting, og jeg kan ikke vente til at høre dem i studieformat på deres kommende album.
At kalde (0) for Danmarks mest kompetente band ville ikke være urimeligt.
Normalt er jeg imod den slaviske anmeldergennemgang af koncerter, hvor man påpeger hver eneste lille detalje for bare at skrive om noget. Men når (0) har så mange numre, passager og knivskarpe tilgange til så godt som alt i deres autonome musik, kan det være svært ikke at fremhæve det hele. Helt overordnet er det sådan med deres kradsbørstige ekvilibrisme, der er lige så fremtrædende som kreativiteten i numrene, og i aften gælder det samme for lukkenummeret ‘(1136)’. Paradoksalt nok er det tungere end meget andet, man finder, men samtidig så afbalanceret, at der ikke skal sættes spørgsmålstegn, når (0) ubesværet skifter fra progressiv dødsmetal til ambient.
Ingen kan, som (0) kan.
