Den Grå Hal på Christiania har fra begyndelsen 70´erne lagt scene til utallige rebelske artister og kunstnere, som ligger udenfor den normale status quo – lørdag aften var ingen undtagelse.
The Movement
Aftenen startede ud med københavnske The Movement, som skulle få publikum varme på en lørdag aften, hvilket de slap meget godt fra. Med tonsvis af spilleglæde, energi, og især showmanship, fik Den Grå Hal en solid enkeltstart. Selvom der nok var i hvert fald 20 år mellem frontmanden Lukas Scherfey, og de to brødre i den selvkaldte mod-rock power-trio, da alle medlemmer gav hver en dråbe energi, de havde i kroppen. Med smil et på læben og noter af ska-punk, kunne man ikke blive i andet end i godt humør. Onde tunger ville sige, at musikken nok hurtigt blev for ensformig og for meget af det samme, hvilket jeg ville være tilbøjelig til at give dem ret i. Dog nåede det ikke at ske i de 30 minutter, de var på scenen, og man gik bestemt ikke med følelsen af, at det blev for meget. Bandet spiller til deres styrker, og det tjener dem godt.
Pennywise
Der var bestemt smæk for den relativt lille skilling, da Pennywise gik på scenen 21:15. For den nette sum af 250kr fik du 1 time og 15 minutters intens punk-rock og en pit med en følelse af familie og “os mod dem”-mentalitet.
Det kan godt være, at der ikke var udsolgt, men det føltes sådan, da musikken startede og publikum kom i bevægelse. Når Pennywise pløjer igennem den ene vrede sang efter den anden, stod publikum med følelsen af, at man var til stor demonstration, og alle kunne kampråbene udenad. Især vil jeg rose bandets egenskab til at inkludere deres fans, især den yngre del. På bandets sidste nummer i deres encore blev guitaristen Fletchers mikrofonstativ sat ned, og op på scenen kom et barn i 9-10 års alderen, som fik lov til at synge med på nummeret ‘Bro Hymn’, hvilket er deres allermest singalong-venlige sang.
Efter de første par numre blev der kastet et par skilte op på scenen med sangforslag. Frontmand Jim Lindberg samlede skiltene op og sagde “We gotta try”, hvorpå de begyndte at spille ’Fun And Games’. De måtte dog indrømme, at det andet nummer ‘God Save The USA’ kunne de ikke huske, hvordan man spillede, selvom de prøvede at jamme den lidt. Man burde have sindssygt meget respekt for bands, som tør at tage imod sangforslag, da næsten ingen gør det af fare for at se dumme ud.
Når punkbands når en vis alder, er det nemt at hvile på laurbærrene og “pull their punches”, men ikke Pennywise. De er lige så vrede på verden som for 35 år siden, og de giver hele publikum besked på, at de også burde være det. Bandet spiller med en oprigtighed sjældent set, og efterlader publikum med en følelse af troværdighed og får dem til at fremstå autentiske, men fri for selvhøjtidelighed. Når Pennywise inviterer til fest i pitten, har alle lyst til at deltage.
Noget man godt kunne have savnet, var at der ikke brugt så meget tid på at spille covernumre, men at de i stedet kunne nå at spille 2-3 sange mere fra deres mangfoldige katalog. De brugte især lang tid på nummeret ‘Stand By Me’, og det blev lidt langtrukkent. Ikke fordi deres covers var dårlige – især Bad Religion-nummeret ‘Do What You Want’ fungerede sindssygt godt – det bliver bare lidt meget, når man ikke har mere scenetid, end de havde. Med et langt singalong-cover: et medley af NOFX-numre, og ‘Do What You Want’, blev det lige i overkanten, især når der også skulle være tid til sangforslag.
