Destroy Boys spillede punket punk i Pumpehuset, men budskabet endte hurtigt ud i et modstridende dikotomi forårsaget tvivlsom imageautenticitet, hvor det blev svært at skelne mellem musikkens præmisser og bandets egen stilling.
Skrig hvis du har lyst, og stik en stor fed fuckfinger i vejret til alle kapitalistiske virksomheder, der laver profit på bekostning af arbejderklassens leveforhold. Destroy Boys gør i hvert fald budskabet klart, når koncerten bliver indledt af fællesråb som “Change your diet: eat the rich!” og “Hey hey, ho ho, the patriarchy has got to go!”. Præmissen for oprør og udfordring af normerne er yderligere forstærket ved det faktum, at der er tydelig vægt på kvinder i publikummet i aften. Eller skulle man snarere sige piger, da dette yderligere er den første koncert nogensinde, hvor undertegnede, som er teenager selv, har følt mig som en af de ældre – fremtiden for feministisk punk kan vist roligt hvile i idéen om, at det rette segment ikke udgår lige foreløbigt, fordi de her piger og femmes har styr på prioriteterne. Det er i hvert fald fedt at se i et punk-, metal-, rock-miljø, der normalt er ekstremt mandsdomineret.
Der bliver kørt DIY-stilen i aften og en DIE-attitude til menneskehedsundertrykkende magthavere rundt i verden, og der er mere genbrugstøj her end i en genbrugsbutik. Destroy Boys selv lader sig heller ikke falde i konventioner om påklædning, da der bliver rocket alt fra croptops til joggingbukser. Alexia Roditis rocker sandelig også sin persona og attitude i aften, hvor ikke bare vokalen lyder rimelig stabil, men også hvor superstjernefaktoren er tydelig, i og med der høres hvin fra fanskaren, hver gang hun bevæger sig til en af scenens sider og læner sig udover og smiler hengivent til publikum.
Bandets opbakning er passende og stærkt, uden det bliver for tight og øvelokalesdygtigt. Det har snarere øvelokalefaktoren af faktisk at lyde ret smadret og ødelagt det meste af tiden, som den forpustede vokal, fordi Roditis har travlt med at hoppe rundt og danse på scenen, eller guitar samspillet der også lyder tilpas skramlet, fordi der skal suppleres med subtil bevægelse fra Violet Mayugba. Essenen er fed, men det er ikke altid, den holder lige godt, og så står man tilbage og skal vurdere, hvornår det går fra fedt til sloppy. Sidstnævnte er i hvert fald også betydelig i bandets optræden under visse numre i aften.
Sejt at drikke øl, sejere at passe på hinanden
Sidste år udgav Destroy Boys deres fjerde album, som undertegnede personligt syntes virkede som et mere sofistikeret og velovervejret album end tidligere albums de har lavet som ‘Make Room’ . ‘Make Room’ føles mere som den grænseløse teenager med alvorlig rå attitude. Det nye materiale har samme rå attitude, men det føles mere gennemtænkt og ikke lige så energiudladende. Dog formår Destroy Boys live at tage fat om kernen af punkgenren og vreden ved alt fra Palæstinakrigen til kønsnormer. ‘Should’ve Been Me’ tonser derudaf, mens ‘Plucked’ forholder sig mere afdæmpet, hvilket fremhæver kontrasten af aggression og sårbarhed i bandets budskab.
Budskabet kan dog godt føles tyndt, hvis man dykker dybere i bandets historie. For de store armbevægelser bliver hurtigt meget små, når man finder ud af, at Destroy Boys tidligere har turneret med bandet SWMRS, hvis trommeslager blev mødt af adskillige anklager omkring seksuel overgreb. Yderligere virker deres image heller ikke autentisk i lyset af deres støtte for Burger Records, som har huset flere problematiske bands, eller det faktum, at Destroy Boys’ undskyldning kun er aktuel, da deres pladeselskab bad dem om den.
Vi håber Destroy Boys har lært af det og faktisk mener, hvad og siger, når de sætter fokus på kvinders rettigheder, mod til at stå op for sig selv, hvis man bliver gramset på til koncerten, kønsrepræsentativitet, klamme mænd, identitetsbekræftende holdninger m.m. Forsøget på inklusion er i hvert fald iøjnefaldende, når der bliver startet en “No Boys Moshpit” til nummeret ‘Muzzle’. Selve nummeret fungerer egentlig godt, men riffene går også hen og bliver tilbagelænede, hvis ikke lige frem dovne, under nogle af sektionerne.
Det er svært at bedømme Destroy Boys udelukkende musikalsk, når det er så radikal en kunstform, der griber fat om meget mere end bare musik. Spotlight er hovedsageligt på kvinder og minoriteters daglige kamp og de nuværende udfordringer, de oplever steder rundt i verden som USA. Destroy Boys føles ikke nye eller som nogen, der nødvendigvis har specielt meget mere gas i tanken end andre feministiske punkbands. Men hvad de formår at fremstå som, er et band, der har rigtig godt styr på dét, de gør; og de formår at skubbe de agendaer og budskaber, som de gerne vil. Når Nina Simone og Bikini Kill begge bliver namedroppet som tak til kvinders mulighed for at stå på en scene, føles Destroy Boys mere som en betydelig efterkommer, der gør deres bedste for at tage teten for samme prestige – også selvom de aldrig bliver helt sammenlignelige grundet et selvmodsigende omdømme.
