Metal er transcendens. Og selvom den er individuel, så deles den også. Det er derfor, det er så mærkbart, når vi samles rundt om liveoplevelserne. Det er også derfor, vi kommer til at fremstå som elitære idioter, når nogle af os forsøger at værne miljøet mod turister; det, vi samles om er mere og andet end en anekdote at fortælle på kontoret på mandag når slipset atter er på igen. Denne transcendens er helt centralt betinget af musikken, og berører mere end kun subjektets egen musikalske oplevelse. Den indeholder også evnen til at transformere og udvide sig når fællesskabet opstår og samles rundt om den.
Det er betagende, når et etablissement, hvis funktion normalt ligger på sikker afstand til metal, transformeres ved indtog af de sortklædte. Det ændrer sig ligesom, og ånder anderledes. Og uden at skyde nogen vaner i skoene, så tror jeg også der bliver bestilt flere øl end glas med vin i barområderne når Koncerthuset indtages af Opeth snarere end symfoniorkestret. De langes i hvert fald over disken i stor stil, og jeg ser ikke et eneste vinglas hele aftenen. Der er god stemning i loungeområdet det til trods for, at man har valgt at spille rolig pop, hvad jo egentlig godt kunne gå hen og være en stemningsdræber sådan en aften, og der er da også mere et flow ind i salen i god tid end der er fyldte borde med samtale og latter. Jeg spotter op mod flere lange, sorte, gotiskinspirerede kjoler og et enkelt intrikat hårspænde udformet som var det taget ud af Opeths eget logo artwork. På vej ind af døren hører jeg en kvinde spørge ham, hun følges med: “Er det så lidt mere stille og roligt i det? Det er ikke sådan noget råbe-noget?”.
Som opvarmning har man booket svenske Grand Magus, som sådan set er udmærket klassisk heavy på gadagung-måden isoleret set, men som lidt deler publikum, fint illustreret to forskellige steder i salen: på en balkon sidder en gammel heavyrocker med langt, gråt hår og skæg og har en fantastisk fest med armene i vejret. Andetsteds vandrer en denimklædt dude ind i salen, standser og flasher demonstrativt begge de frække fingre mod scenen inden han vender sig mens han vifter afvisende med den ene hånd og går ud igen. Selv lander jeg et upåfaldende sted i midten; bandet er egentlig velspillende og tydeligt rutinerede selvom de ikke er vant til at spille denne slags steder, men det ér en sjov booking med nitter, læder og Rob Halford-solbriller.
Man konfronteres altid med egen koncertvanthed når metalkoncerter opleves siddende. Det er som om, man ikke helt ved, hvad man skal gøre af sin krop – hvad der er tilladt, når nu vi sidder ned som det pæne borgerskab gør det til Mozart eller pigekoret. Min sidemand eksemplificerer det fint da han tager sig selv i at ville hæve armen i en ”hey! Hey!”-rytme, men standser midt i bevægelsen og samler hænderne i skødet i stedet. Det er et fint billede på energien, som de fleste steder begrænses til vippen med en fod eller nikken med nakken. Det er dog som om, det ændrer sig, da Opeth går på, måske fordi det er dem, vi rent faktisk er kommet for. Eller måske er det bare fordi de spiller en fremragende koncert fra start til slut, så man glemmer at fokusere på det igen. De træder ind på scenen på nøjagtigt det tidspunkt, der er angivet, og den form for professionalisme kan kun værdsættes.
Lad det være tydeligt helt fra start: Opeth leverer to pragtfulde timer med en enormt velkurateret setliste, som sikrer konstant variation og demonstration af den bredde, de har leveret i løbet af deres 14 skiver. Mikael Åkerfeldt er i hopla, og beslutter i samråd med publikum at klare sin smalltalk på svensk, selvom han adskillige gange undervejs beskylder os for ikke at forstå, hvad han siger.
Vi får fire smagsprøver fra den aktuelle ’The Last Will and Testament’, som behændigt fører os igennem testamenteoplæsningen fra ‘§1’ med nedslag i ‘§3’ og ‘§7’, frem til pladens outro, ’A Story Never Told’, og således føres vi på rekordtid igennem den afdøde faders posthume bekendelser med uddrag af nogle af pladens bedste sange – de, der rent faktisk kan opføres nogenlunde smertefrit live, i hvert fald. Der er ikke et scenetæppe med i dag, i stedet projiceres forskellige motiver på de stykker af væg bag bandet, som ikke er brudt fordi der sidder publikum hele vejen rundt i koncertsalen. Motiverne til ’The Last Will and Testament’ skaber associationerne til det hus, konceptpladens handling udspiller sig i, og ændrer sig fra almindeligt dyster under ‘§1’ til at få tilført flammer under ‘§7’, som er det sted på pladen, hvor alle farens beskidte hemmeligheder er blevet udbasuneret og nogle af børnenes livsgrundlag er revet væk under dem. Det er perfekt ondt og helt enormt velspillet. Bevæger vi os forbi numre fra ’Blackwater Park’ er illustrationerne utvetydigt i den boldgade, og under ’Sorceress’ ser vi forskellige brudstykker af mytiske kvinder afbilledet bag bandet. Setuppet fungerer perfekt fra parterren og indgår med lethed i det samlede indtryk uden at fjerne for meget fokus fra hvad der foregår på scenen.
Der har været meget positiv omtale rettet mod den tungere retning, Åkerfeldt har taget bandet i efter trommeslager Waltteri Väyrynen udskiftede Paradise Lost med Opeth, og jeg tilslutter mig koret. Eftersigende skulle det netop være samtaler med Väyrynen som har overtalt ham til det, og selvom han ikke selv ser det som tilbageskuende er det ikke desto mindre vidunderligt at have metallen som et mere fremtrædende element tilbage – for ikke at nævne growlet. Det tydeliggøres også i koncertens opsætning, hvor der veksles mellem tidsperioder og grader af tyngde, og netop trommerne får lov at være synlige i deres ændringer. De stille sange som ’Häxprocess’ demonstrerer hvor i salen, der er blevet kigget lidt dybere i ølglasset når samtaler ikke dæmpes (eller standses), men jeg sidder heldigvis langt nok fra de pågældende gerningsmænd til at jeg bliver alvorligt generet af det og er i stand til at nyde, at nummeret stille klinger ud inden applausen tager over. Til gengæld følger tendesen til både prutter og ølbøvser med fra vante koncertgænge, og det er som om, det tager lidt længere tid om at fordufte i en sal, hvor vi sidder stille blandt hinanden. Det generer mig en lille smule.
Numre som ’The Leper Affinity’, ‘Ghost of Perdition’ og ‘Deliverance’ får for alvor publikum til at bevæge sig til det yderste af hvad deres stole kan rumme, og fælles for de tre numre er i den henseende ikke overraskende, at de er mindst 20 år gamle. Det gælder generelt for aftenen, at alt drysses med nænsom hånd, og intet overdoseres dermed. Bortset måske fra den svenske smalltalk, som bliver endnu et element, der deler vandene. Gæsterne i salen fra Malmö har sjovt nok intet imod det, men der surmules lidt over det, både rundt om i salen og efter koncerten som vender oplevelsen med hinanden.
Aftenen igennem får samtlige bandmedlemmer lov at skinne undervejs, og selvom Åkerfeldt med naturlighed – og ganske bogstaveligt – indtager det centrale rampelys, fordyber vi os både i smukke soloer og genialt samspil. Opeth er veloplagte, og de ligner nogen, som rigtig godt gider at stå på den scene. Vi tages vitterligt igennem diskografien med velvalgte udpluk, som for at vise os, hvordan de altid har været i stand til at bevæge sig i forskellige retninger. Altid umiskendeligt Opeth, men alligevel dybt foranderligt.
Det er efterhånden ikke et ukendt fænomen for dem at indtage koncertsale, men de er fandme også gode til det. Ingen instrumentalist er på noget tidspunkt kedelig at kigge på i aften, og jeg tror endda, Joakim Svalberg på et tidspunkt havde udstrakt det mest af sin krop i en vandret position, uden at det havde hørbar effekt på hans keyboardspil.
Salen fungerer som velvillig medspiller når vi bedes om det, og synger vi beredvilligt med, belønnes vi med ros. Det er både snyggt og vackert. Det er Opeth i storform. De har aldrig været juvenile i deres udtryk, men de fungerer exceptionelt godt i en voksen og jordbunden ro, som tilføjer en tyngde, uden vi mangler showmanship.
Ikke overraskende afsluttes aftenen i stående applaus efter to ekstranumre, og det er intet andet end velfortjent. Opeth forløser med lethed de sortklædte i aften og leverer netop hvad der behøves for at transformere DR’s koncertsal sammen med sit publikum i en af de bedste koncerter, jeg længe har været til. Jeg møder desværre ikke kvinden, jeg overhørte på vej ind af døren igen. Jeg vil ellers gerne høre, om hun så synes, det har været en god oplevelse, eller om det har været noget værre råbe-noget.
