Nogle gange bliver man overrasket over hvilke bands, der har store følgeskarer. Det er ofte, jeg kommer til en koncert for at opleve et andet band end mange andre besøgende. Sådan er det ofte, når det kommer til aftenens første navn, Salver. Dem holder jeg så utroligt meget af. Mere om dem lige om lidt.
Men det denne aften, for mange skulle dreje sig om, var svenskerne i Vi Som Älskade Varandre Så Mycket. Vægtløs var selv mest overraskede over, at det viste sig, at de selv var booket som hovednavnet. Mig overraskede det nu ikke så meget. 2024 har virkelig Vægtløs’ år. Og som jeg selv har talt med forsanger Troels Højgaard om, så er lokale navne altså stadig noget, der trækker. Så vidt jeg kunne forstå på en makker, trak Eyes også et større crowd end Integrity på Stengade i onsdags.
Og tiltrækningen til svenskerne er altså også noget, som, trods en rimelig interesse, stadig overskygges af de emotionelt enormt ekspressive giganter i Vægtløs.
Som altid, på Loppen, skal man vente på de spisende gæster inde ved siden af, så koncertstart er først klokken 22. Det er en streg i regningen, men stemningen er god nok, trods ventetiden. Der er lunt under det lave loft, og jeres udsendte tager plads foran den lille forhøjning, der tjener som scene på Loppen.
Det går stærkt for Salver, der indtager scenen som de første.
Som genfødt i Layne Staleys billede står forsanger Aske Frederiksen forrest, iklædt perlehalskæde, antifa-t-shirt og solbleget halvlangt hår. Man forestiller sig virkelig, at det er den salig Alice in Chains-sanger, der står foran os.
Mens den, af SYL venligt udlånte, gæstetrommeslager Gustav Brønnum spiller hårdt op, og viser, at han ikke kun mestrer den seksstrengede, indleder ‘SKJUL’, fra deres debut ‘JEG VED IKKE HVOR JEG SKAL HEN’ et set, der skal være intet mindre end præcis hvad, jeg havde håbet på.
SYL og Salver dukkede frem nogenlunde samtidig, og de kommer også fra samme vennegruppe. Og derudover har de det tilfælles, at jeg synes begge bands er fremragende samt at de lægger alle deres koncerter i de uger, hvor jeg er travlt optaget af at være fuldtidsfar. Det vil sige, at dette kun er anden gang jeg oplever det band, jeg har rost til skyerne live. Første gang var på Studenterhuset i København, og hvis man har forbehold til scenens beskaffenhed på Loppen, må det være fordi, man har Studenterhuset til gode.
Men nu står jeg lige foran. Kun 40 centimeter fra Frederiksen og kan få det hele blæst lige ind i kraniet. Og det gør jeg. Frederiksen vrider og vender sig til musikken og hans stærke, atonale sangstemme gjalder udover det hele.
Det er et godt show. Hvis man skulle være i tvivl, skal man ikke se længere end til guitarist Ole Haar, der smiler fra øre til øre imens han sender ‘’LAD MIG’ udover os.
‘LØFTERNE’ spilles brutalt og smadret og energien er i top. Settet, der holder sig til en forbilledlig halv time sluttes af med et-to-kombinationen ‘JEG VED IKKE HVOR JEG SKAL HEN’ og ‘1 VEJ’, der begge er blandt mine yndlinge. Anders Fallesen og Ole Haars guitararbejde på de to sange er perfekt. Det lille strejf af Kent på førstnævnte er fantastisk. Paolo Pierloni Nielsen lægger bunden sammen med Gustav Brønnum på ‘1 VEJ’ imens Aske Frederiksen synger det ørefængende omkvæd.
Jeg kunne være gået hjem tilfreds her.
Men aftenen var selvfølgelig ikke slut.
Hovednavnet var som nævnt, for mange svenske Vi Som Älskade Varandre Så Mycket. Og efter et lynhurtigt changeover var de klar. Frontmand Arvid Ringborg introducerede koncerten ved at holde to kuverter op foran os. På dem var skrevet “Vinterberg”, og vi var ude i en ‘Festen’-situation. Ifølge den gemytlige sanger var der i hver en setlist – en til København, en til Aarhus dagen efter – og bandet vidste ikke hvad, de skulle spille. Sjov gimmick, men, skulle det vise sig, ikke en, der, for mig, gjorde den store forskel.
Bandet imponerede mig med 2019’s ‘Det Onda. Det Goda. Det Vackra. Det Fula.’ med det og alle mine bekendtes begejstring in mente, var jeg spændt på showet. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Vi Som Älskade Varandre Så Mycket er dygtige. Meget dygtige. Effektive, nærmest.
Men det var godt nok et show, der ikke indebar den store variation. Det føltes som om, at hvert eneste nummer var opbygget på præcis samme med. Den grandiøse opbygning, det katarsiske klimaks, den hæse skrigen og guitarernes store armbevægelser. Det blev lidt ensformigt. Og settet var langt. Det føltes som et band, der gav omtrent 70% af sig selv hele tiden. Det kender man jo nok godt selv, når man er på job. Men jeg tager ikke til koncert for at opleve quiet quitting.
Den slags var der til gengæld ikke noget af hos Vægtløs.
Dem er det lykkedes mig at se mange gange. Og det er altid lidt af en omgang. Iklædt henholdsvis Hiraki-, Omsorg-, Nordsind og Ninja Turtles-shirts stiller Jeppe Nørgaard, Troels Højgaard, Tobias Nielsen og Frederik Højlund sig op og gør klar. Eller, det vil sige, Nielsen må hives op på scenen af de andre, da han står og hygger nede foran. Det gør han jo, ved man, når man kender ham.
Og så starter digtet. Morten Nielsens ‘Døden’ fra 1943, indlæst af Thomas Burø. Her kunne det være skønt med lidt andægtig stilhed. Det får vi dog ikke, hvilket skal vise sig også at gælde for flere stille passager senere i settet. Men vægten af ordene er der stadig. Det her er tungt.
Men når Vægtløs spiller bliver det tunge altid smukt. Højgaard starter på gulvet. Der er aldrig nogen afstand mellem ham og hans publikum. Man kan blive bekymret for, om der overhovedet er noget, der adskiller hans spinkle legeme fra verden, eller om han blot tager alting ind. Hvordan han overlever det er mig en gåde. Men følelserne ligger ikke blot uden på tøjet. De gennemsyrer hele hans væsen. ‘Intet kan forhindre små struber i at skælve en forårsnat’ er første sang.
Jeg tager mig selv i at være fascineret at Tobias Nielsens trommeteknik. Tidligere på aftenen havde jeg kaldt ham “Aalborgs Emil Lake (trommeslager i Demersal, Meejah, mfl., red.)” hvilket han ganske beskedent havde afvist og i stedet talt om Tvivlers Morten Nielsen. Men om han vil det eller ej, er min helt klare opfattelse, at Nielsen er en af de mest talentfulde trommeslagere, jeg nogensinde har oplevet. Om der skal tampes igennem, eller om bækkerne skal kærtegnes forsigtigt med omvendt holdte trommestikker, eller der skal bruges køller for at skabe reverb, så gør han det hele så naturligt som ingenting.
Og selvom musikken er tung og aggressiv er han så afslappet og rolig, at han ligner tyren Ferdinand under sin korkeg. Rolig, afslappet, i sin bane. Det er et syn.
Det er næsten præcis to år siden, jeg oplevede Vægtløs første gang. Det var også på Loppen og det var deres allerførste show udenfor Aalborg. Dengang var jeg begejstret, men håbede på, at de mere overlagte black metal-elementer ville blive skubbet lidt til side. Det blev de, og Vægtløs er et bedre band for det. Det er interessant at se dem samme sted igen.
“De her sange er faktisk alle sammen ret forfærdelige”, siger Troels Højgaard, og kaster sig ud i ‘Først da vi bar din kiste, gik det op for mig, hvor meget tungt, du skulle igennem, før du blev så let’.
“JEG VIL DØ”, skriger han. Det er tungt, men det føles kærligt.
Ditte Krøyer fra Vulvatorious træder pludselig op på scenen. Hendes dybe monsterbrøl skaber kontrast til Højgaards skrig. Groovet skrues op og midt i rædsomheden er det næsten dansabelt. Fremragende samarbejde.
De vanlige dedikationer udføres. Troels kigger ned på sin kammerat Christian. Det eneste overlevende emne for en Vægtløs-sang og kærligheden er til at mærke. Da han kort efter synger om en afdød tidligere elev, rækkes mikrofonen til min ven, kollega og konkurrent Jesper Buhl, der skriger sine lunger ud. Alt er fællesskab med Vægtløs. Alle kan relatere.
Og kan man så egentlig forlange mere? Der er kram ad libitum bagefter. Vægtløs rammer altid noget, der kan mærkes.
