Da Abrahams kone Sara endelig fødte sin søn Isak, blev Hagar og Ismael jaget ud i ørkenen. Hagar var en egyptisk slavegjort kvinde, som Abraham havde fået en søn med i en alder af 86 år, da der ikke var noget, der tydede på, at hans kone – og halvsøster – selv kunne få børn.
Urimeligt kan det lyde, og det var det da også. Hagar havde intet gjort forkert, og Ismael slet ikke. Alligevel fordrev de store religioners stamfader dem, og lod dem vandre alene uden nogen frelse i sigte. Ismael og Hagar tørstede, da det vandskind, Abraham havde sendt med dem, var tomt, og den lille dreng mistede bevidstheden. Hagar gemte ham under en busk og gik væk, da hun ikke kunne holde ud at se sin dreng dø.
Hun græd og græd, indtil Guds engel hørte hende og trøstede hende. Den sagde, at Ismael skulle blive konge en dag og at Hagar skulle samle ham op.
Så åbnede Gud Hagars øjne, hun så, at der foran hende var en brønd fyldt med klart, køligt vand, der skulle slukke hendes tørst.
Således står der i Første Mosebog. Og således synger Agriculture på ‘The Well’, som de fremførte så mesterligt for os på Ideal Bar denne aften.
Det er ikke en historie, jeg som sådan har tænkt meget over i mit liv. Jeg kan huske at have været forarget over urimeligheden i det. Og jeg kan huske andre, lignende historier fra Bibelen, der har gjort mig harm. Men jeg har aldrig overvejet historien om brønden i ørkenen. Det har jeg til gengæld gjort lige siden det amerikanske band udsendte deres selvbetitlede album i 2023, og i dag er det en af mine yndlinge.
For Hagar handler det om, at frelsen er lige foran hende, men at hun ikke kan se den, før hun lægger sit liv i Guds hænder. Det er såmænd ganske fint. Men på et menneskeligt plan betyder historien langt mere, som Dan Meyer forklarede, da jeg forud for albummets udgivelse interviewede ham og guitarist Richard Chowenhill.
Som Meyer forklarede det, handler den om os, som mennesker. At brønden er den hjælp vi har brug for, og at den er der, hele vejen omkring os, hvis vi tillader os at se dem, der vil hjælpe os. Det kan være svært. Det ved dem af os, der har kæmpet med mentale lidelser. Man kan nemt føle sig fortabt og alene. Fanget i en metaforisk ørken. Men når man åbner øjnene og ser, at der er folk omkring os, kan man se, at hjælpen er der.
Der er rigeligt vand.
Og det indkapsler ikke blot sangen ‘The Well’, men hele Agricultures værk og den måde, bandet fremstår. Det er også dette fokus på fællesskab, der præger Ideal Bar denne upassende varme septemberaften.
De fire amerikanere er samlet på den lille bitte scene og glæden stråler ud af dem. Det genspejles i publikum, der vågner op og træder nærmere for at se det band, de kom for at opleve. Sjældent har jeg set et metalpublikum være nærmest lykkelige. Der er ingen barskhed, ingen poseren og ingen skulen. Kun store smil hele vejen rundt.
Det er især bassist Leah Levinson, der indtager rummet. Hun er placeret midt på scenen og står for størstedelen af vokalen og interaktionen med publikum. Hun er ikke påtaget på noget tidspunkt, men krænger det inderste ud for hvert eneste sjæleopløftende skrig. Den ekstatiske følelse, der så tit bliver fremhævet, når bandet omtales, fylder alle fire musikere under hendes lederskab og øjnene bliver nogle gange himmelvendt, når Meyer og Chowenhill skal blæse sig igennem de utallige akkorder og anslag, der går til et Agriculture-nummer. Særlig smuk er fremførelsen af ‘In the House of Angel Flesh’ fra sidste års ‘Living is Easy’, der er et hæsblæsende stykke musik, og som samler alle fremmødte i kærligheden til musikken.
Det er faktisk nærmest så rørende, at vi alle må finde hver vores måde at håndtere det. Nogle vender sig helt indad, fokuserer al kraften på at holde sammen på sig selv og tage tonerne ind. Andre smiler henførte og vender energisk ansigterne mod de optrædende.
Særligt må nævnes trommeslager Kern Haug, der har et ansigt som taget ud af en Flannery O’Connor-roman og som eksisterer i konstant flux bagved og over sine trommer. Han udviser en næsten ud-af-kroppen-lignende deltagelse og hans hænder bevæger sig adræt og sikkert hen over sine instrumenter. Det galloperende tempo lader ikke til at være nogen hindring for den jazz-trænede ekvilibrist og de store bakkenbarter kan ikke skjule hans entusiasme.
Så vildt går det for sig, at Dan Meyer får knækket ikke mindre end tre strenge på én gang under fremførelsen af ‘Relier’. Han må indrømme, at det er en førstegangsoplevelse og Haug må sørge for at holde stemningen kørende, mens det bliver bragt i orden.
Herefter får vi en perfekt fremførelse af ‘The Well’. Levinson er alvorlig og synger med furede bryn mens Meyer smiler, som havde han opdaget brønden selv.
Interaktionen mellem band og publikum er ikke stor, men den er velplaceret. Først hen mod enden fortæller Levinson om sin store overraskelse, da hun på færgen mellem Danmark og Tyskland stiftede bekendtskab med opfindelsen “den franske hotdog”, hvorefter bandet sætter gang i ‘The Glory of the Ocean’ til vild jubel, inden ‘The Circle Chant’ som encore afslutter aftenen.
En ting mange anmeldelser af deres studieoptagelser har nævnt og nogle kritiseret, er deres recitation af digte eller små tekster mellem de egentlige sange. Pågældende kritikere kunne så havde været lykkelige denne aften, hvis de havde taget sig til at dukke op, men for mit vedkommende savnede jeg dem. Et af mine absolutte yndlingsnumre er ‘Being Eaten By A Tiger’ og at høre ‘Living is Easy’ uden denne indførelse i selvopofrelse, føles næsten forkert. Ikke desto mindre var det en fremragende koncert, og en stor ros skal gives til Jeppe Christensen fra Vega, for at få den til at ske. Det var en satsning, og selvom der må siges at være noget af et overlap i lytterskaren med Lankum, der optrådte to etager længere oppe, var det en kæmpe succes.
Det er tit rigtigt svært at huske, at brønden er der. Tak til Agriculture for endnu engang at hjælpe mig med at se den.
