Rust in Peace hedder konceptet. Den sagnomspundne natklub RUST på Nørrebro har genoptaget en gammel tradition med at holde metalkoncerter i hjertet af det gamle arbejderkvarter. RUST er flot udsmykket i næsten samme stil som Vega. Herman Hesse ville føle sig godt tilpas, kan man forestille sig. Lyden er principielt god, som Vulvatorious’ lydprøve viste, men det skulle ændre sig, da det smukke lokale blev fyldt til bristepunktet. Der var ikke meget peace på Rust.
For fyldt blev det. Jeg talte med afvikler Anders Fallesen kort inden og roste ham for det gode fremmøde. Han fortalte, at det ikke havde krævet meget arbejde. Billetterne gik hurtigt, da koncerten med Witch Club Satan blev annonceret, og tog den sidste slutspurt, da Vulvatorious blev præsenteret som support.
Interessen var der altså i den grad.
En kollega spurgte mig, om ikke det var lidt fjollet at spille black metal på Halloween. Det skal jeg ikke kunne sige. Hvis man ikke kan acceptere konventionerne, er det jo egentlig altid lidt fjollet at spille black metal. Det teatralske element kræver, at man overgiver sig. At man slækker lidt på sine krav og sænker sine parader.
Det understreger Ditte Krøyer i front for Vulvatorious også allerede, da hun indtager scenen iført nonnekostume og med et krucifiks knuget i knytnæven. Som altid er hun en imposant karakter, men hvis man ikke kan acceptere pointen, så bliver det lidt sjovt. Hvis man kan acceptere det, hvilket skulle vise sig at være en vigtig kompetence senere på aftenen, så fungerer det.
Og det er der heldigvis mange, der kan. RUST består for dem, der ikke kender stedet, af et meget langt lokale i flere niveauer, hvilket betyder, at man meget hurtigt kommer ret langt bagud, hvis man ikke holder sig foran scenen. Adskillige er ikke så velbevandrede i metalscenen, og en stor klump opstår midt i lokalet, alt i mens der er rigeligt luft omkring os, der står oppe foran. Igen er det en situation, der forstærkes i løbet af aftenen.
Ditte Krøyers vokal drukner fuldstændig i lyden fra trommer, bas og – helt ærligt – resonans og feedback. Det var en værre skam, for det gik især ud over ‘Mormor’, som ellers er et strålende nummer. Det gjorde dog ikke noget for at stække humøret hos de mange publikummer, der var kommet for at se bandet. Særligt det kvindelige publikum havde smil malet fra øre til øre, og det må man alligevel også lette på hatten over.
Da ‘Fuck you Incel’ blev sparket i gang, tog det fart. Der blev hoppet, grinet, krammet og sunget med. Det korte sets beskaffenhed var nok til at skabe en kæmpe fest. Og dem, der havde sat sig for at nyde det, gjorde det i fulde drag.
Det er svært at stå og være den sure mandeanmelder, når folk omkring én er så glade. Men jeg må desværre indrømme, at det ikke er det bedste Vulvatorious-show, jeg har oplevet. Sofie Angen gav den som altid som klippefast zenguitarist, mens hun slyngede de tunge riffs ud, og trommeslager Rasmus Aarslev tævede trommerne, som havde de personligt angrebet ham. Vulvatorious er efterhånden så rutinerede, at det ville være svært at opleve et dårligt show. Men det er set bedre.
… men nu handler det her jo ikke om mig
Nu begynder den store selvransagelse: Witch Club Satan er nemlig et band, jeg ikke selv har forstået, men som skaber en kontekst, jeg bliver nødt til at reflektere over. I løbet af koncerten følte jeg mig som en omvendt spejkugle. Alt trængte ind, og jeg blev nødt til at tænke over det hele.
For Witch Club Satan er som black metal generelt en performance. Men det er en performance, der for mig og – at dømme efter mængden af kameraer, der blev hevet op omkring midtvejs – en masse andre mænd, er sværere at forholde sig til. De tre norske kunstnere indtog scenen i bedste heavy metal-facon. Klædt i store, sorte støvler, nitter, læder og ansigtsmaling var der ikke nogen tvivl om, at æstetikken var lige i øjet. Da vi så samtidig hørte de tunge riffs og Nikoline Spjelkaviks grusomme skrig, kunne vi lade os overbevise om, at musikken ramte samme sted.
Jeg har tidligere haft mine tvivl om Witch Club Satan. Jeg har næret mistanke om, at det var et appropriationsprojekt. Eller et kunstværk lidt i stil med Pussy Riot. Jeg har undret mig over, om nogen overhovedet kunne huske et riff eller en specifik sang. Men det, jeg kommer frem til, er, at jeg har haft svært ved at forholde mig til det, fordi vi for en gangs skyld har at gøre med et band, der så absolut ikke har mig som målgruppe.
Som en hvid, nordisk mand i nærheden af fyrre år er jeg ellers generelt kernepublikum for metalbands. Det kan man vist ikke diskutere. Det gør, at de fleste bands, jeg oplever, spiller på min hjemmebane. Og selvom det langtfra er dem alle, jeg kan lide, så er det bands, jeg kan forstå og forholde mig til. “I want you all to scream with me!,” råber Spjelkavik ud over salen. Og mens hun gør, ser jeg adskillige smil sprede sig på ansigterne af de fremmødte kvinder. Det skal blive ved hele settet igennem. I modsætning til dette står de fleste mandlige publikummer med frosne stenansigter.
Hvorfor er svært at sige.
Men et bud kunne være den måde, de tre norske kvinder, der lever op til alle standarder for fysisk skønhed, formår at demontere den kvindelige seksualitet, der ellers forsøges presset ned over dem. Da Nikoline Spjelkavik og Victoria Frøising deler et ækelt, åbenmundet tungekys, er der ikke skyggen af male gaze over det. Der er ikke nogen feticheret showlesbisk æstetik. Det er foruroligende. Det samme er tilfældet i anden akt af settet, da bandets tre medlemmer har skiftet til lange, sorte parykker og intet andet end blodpletter på de bare kroppe. Det er nøgenhed. Og det er konventionel skønhed, der præsenteres for et delvist mandligt publikum på en måde, der aldrig ellers ville kunne lade sig gøre.
Det er her, det bliver tydeligt, at det ikke er et show på mændenes præmisser og ej heller et show, som vi egentlig forstår. Bagest i salen bliver der snakket om “patter”, og kameraer og mobiltelefoner er stift rettet mod de kvindekroppe, der skal symbolisere styrke, uafhængighed og en indtagelse af et rum, der aldrig ellers er helt sikkert for kvinder.
“Pointen er god,” tænker jeg. “Men overlever den kontakten med modtagerne?”.
Nu er jeg heldigvis typen, der aldrig forlader mit hjem uden et ekstra perspektiv, og i tilbageblik forstår jeg, at netop denne savlende Looney Tunes-ulv-agtige reaktion netop er pointen. Selv i et feministisk rum er deltagerne klar på at objektivisere deltagerne. Der vil aldrig være et frirum, synes Witch Club Satan at sige. Og alligevel indtager de rummet og udstiller de sensationshungrende pressefotografer og amatørvideooptagere. Vi er til grin, føler jeg.
Da de efter andet kostumeskift er iklædt uskyldighedens hvide brudekjoler, er kontrasten stærk. Tredje set er så absolut det stærkeste. Men om det er, fordi jeg har aflagt mig min elitære anmelderkasket og indset, at jeg langtfra er den lille dreng i Kejserens nye klæder, men i stedet har ladet mig overbevise af zeitgeisten om, at de er nøgne, når de i virkeligheden er iklædt et ubrydeligt panser, eller om det er fordi det reelt er stærkere musikalsk, kan jeg ikke svare på.
For Witch Club Satan tvinger mig til at forstå, at det altid er en performance. Og at man er mere tilbøjelig til at kunne lide ting, der ikke udfordrer én grundlæggende. Det er nemt at lade sig overbevise at det velkendte. Og det er nemt at finde alle de smukke facetter, der genspejler ens eget kontrafej. Men reflektionen hos Witch Club Satan må være vores dårlige sider. De tre norske musikere stiller et troldspejl op på scenen, og derfor forfalder mænd til at være enten hånlige riff-fetichister eller savlende liderbukke, mens kvinderne smiler, føler sig stærkere og forstår konceptet på et andet plan.
Det var hårdt.
