Hvis man er københavner, er der langt til nærmest alting. Jylland? Det er helt fucked. Nærmest udlandet. Fyn? Pretty much Jylland. Sjælland – hvad er overhovedet det?
Og så er der Vestegnen. Som en, der er vokset op i noget, der mindede om, og som selv har brugt et par år i brøndbysk eksil, ved jeg præcis, hvad det er for noget.
Og der er faktisk langt derud. Eller, ikke nødvendigvis i fysisk forstand, men så i mental afstand. Det er det, der er omdrejningspunktet. Vi bor jo, trods alt, i et ekstremt lille land. Ikke desto mindre vendte vi næsen mod Albertslund denne lørdag og knap fyrre minutter efter, landede vi i Suspekts hjemstavn. A-town.
Det var ikke bare en hyggevisit. Så fedt synes jeg heller ikke, de ende- og ansigtsløse stisystemer er. Det var for at opleve et af mine absolutte yndlingsbands. Og et af mine andre absolutte yndlingsbands. Ja, jeg kan lige så godt få det overstået. Jeg er fan af både Omsorg og SYL. Jeg har endda fået tatoveret værktøjet af samme navn på mit skinneben – af ingen ringere end Benjamin Grønne, bassist i samme band.
Alt dette sagt for at få lagt en forestilling om æterisk anmelderistisk afstandstagen i graven.
Jeg bliver også en anelse høj i hatten, når det er netop disse to bands, der udgør lineuppet. Som musikjournalist er det svært ikke at måle sin egen succes i de bands, man skriver om. Selvfølgelig nærer jeg ikke nogen forestilling om, at min enlige Metallica-anmeldelse gjorde noget for det bands karriere. Men når man kigger på Omsorg og SYL, der netop udgør lineuppet denne aften, så ved jeg, helt faktuelt, at jeg var den allerførste i landet, der skrev om sidstnævnte og i hvert fald blandt den første håndfuld, der gjorde sig klog på førstnævnte. Og selvom et show på Forbrændingen måske ikke lyder af alverden, er det også to acts, der i år debuterede på Roskilde Festival.
Så selvom både Omsorg og SYLs succes primært handler om dem selv, kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg havde bare en lille smule at gøre med gennembruddet. Bare lidt.
På trods af en småærgerlig start – to stakkels frivillige i baren – åbnede Omsorg ballet på slaget 21. Præcis. Det må være en nordjysk ting. Når man har aftalt at starte klokken ni, så starter man klokken ni. Og allerede her overrasker Forbrændingen positivt. Lyden er lige i øjet. Eller øret, måske. Jeg ved ikke, hvad man siger.
Og Omsorg er glade for at være der. Trọng Lê, bassisten med den evigt genkendelige orange hue, stråler fra øre til øre. Han er begejstret. Siden fortæller han mig, at han smilede hver eneste gang, han lavede en fejl. Det var nu ikke noget, vi i publikum lagde mærke til. For Omsorg stod knivskarpt. Tre på linje, stod de, med trommeslager Mads Skannerup rykket frem til de andre. Og det skulle vi blive glade for, for han er, uden tvivl, en af de bedste trommeslagere, jeg nogensinde har oplevet. Hver eneste gang jeg ser ham spille, bliver jeg overrasket og overrumplet over den virtuositet, han udviser bag sættet. De fem bækkener får sjældent lov at hvile, og mens koncerten skrider frem, og hans lange hår forvandles til gennemblødte gardiner ned over ansigtet, bliver intensiteten kun stærkere.
Den nordjyske generthed skulle dog vise sig at betyde mere denne aften end sædvanligt, da frontperson og guitarist Jan Fenger havde lidt svært ved at finde sit joviale gemyt og få kontakt til publikum.
Til Omsorgs ulempe og SYLs fordel skal det dog også bemærkes, at sidstnævnte øjensynligt er blevet store nok til at trække publikummer, der ikke interesserer sig synderligt for opvarmningen. Så det var måske lidt svært at trænge igennem.
Musikalsk gik det dog noget bedre. Med en blanding af ‘Moments, Movements’ og ‘Echoes’, gjorde de deres for at spille Forbrændingen op. Jeg er måske lidt stereotyp, når jeg bedst kan lide debuten, men sådan ligger landet nu engang. Altså, jeg er lige så vild med Sunny Day Real Estate som alle andre, og jeg synes, at Omsorgs tanke på en mere funk- og basinflueret post-hardcore er godt. Men jeg kan nu bedre lide, når de giver den gas på fx. ‘Final Goodbye’ eller ‘Bound by Blood’. Screamoen er lige mig, og den svenske klang, Fengers stemme antager på denne aftens fremførelse af ‘Stay Out’, er fremragende.
Generelt kan man sige, at settet i Albertslund skifter mellem at være meget blødt eller voldsomt hårdt. Skannerups trommer dominerer og er vilde, og man kunne et par gange ønske sig, at vi ikke skulle skifte mellem to ekstremer i lige så høj grad.
Om det var setlistens beskaffenhed eller blot den måde, de valgte at fremføre den, er svært at svare på. Men selvom det var et godt show, var det ikke det bedste, jeg har oplevet fra Omsorgs hånd. Og jeg har trods alt set en del.
Det har jeg til gengæld ikke med næste act. For selvom jeg elsker SYL, er dette kun mit andet show nogensinde. Første gang var i Aalborg, hvor jeg var blandt de få, der sprang Vi Som Älskade Varandre Så Mycket over, for at lytte til Københavnerne. Benjamin Clemens fortalte mig faktisk, at han ikke engang selv ville have truffet det valg. Men det gjorde jeg.
Og det gjorde jeg netop fordi jeg har en brændende trang til at opleve den hårdtfølende femkløver i levende live.
Det gjorde jeg denne aften. Og det endda på en helt særlig måde. For SYL havde besluttet sig for ikke selv at stå for setlisten. Det havde de i stedet bedt en helt særlig stamgæst om. Ingen ringere end Anders Steen Nielsen, havde kurateret denne aften. Hvis du ikke er bekendt med Selvtægt, ringer navnet måske ikke den store klokke. Men du ved, hvem han er. Anders er naturligvis den evige koncertgænger.
Og SYL havde altså bedt ham om at bestemme programmet. Det kunne jeg være rigtig glad for. For dengang jeg først opdagede SYL, havde de udgivet EP’en ‘giv op/sang_1’, og det var numre, der fastslog, at det her var et band, jeg skulle lytte mere til. Det var også numre, der var så fucked up skrevet, at de frarøvede Clemens stemmen en hel sommer, og som var grunden til, at han skiftede stil på ‘alt godt’. Anders havde besluttet, at vi skulle høre netop ‘giv op’ omtrent midtvejs. Og det glædede jeg mig til.
Allerede fra ‘første konsultation’ kunne man mærke, at det her ikke var en hvilken som helst koncert. Det var noget særligt, og jeg tror, at Anders har en stor del af æren for det.
Nu har jeg, som sagt, ikke set vanvittigt mange SYL-shows, men jeg har til gengæld læst om en masse af dem, og den energi som blandt andre Hanna Sandvik beskrev, da de spillede Roskilde i smadder i sommer, kunne jeg tydeligt mærke.
Benjamin Clemens er en forrygende frontperson og udover at tiltrække store kanoner som Sort Søndags Anders Bøtter og Politikens Pernille Jensen, formåede han og bandet ikke blot at hive unge mennesker til showet, men også at sørge for, at de kastede sig helhjertet ind i pitten.
Allerede efter første sang har guitarist Gustav Brønnum ødelagt en guitar og må skifte til en backup, og det lægger tonen for koncerten. Jeg har allerede spottet Cabals Andreas Bjulver i publikum, og da han indtager scenen til de hårde, insisterede toner af ‘stor dreng’ er der ingen overraskelse at spore hos mig. Jeg kan til gengæld mærke et smil trække i mine mundvige. Sommerens ‘hardcore’ vs hardcore-memekrig er idiotisk. Det her track, og særligt med Bjulver i rollen som Jonathan “Joller” Albrechtsen, understreger SYL, at de sagtens kan spille op til at smadre deres venner. Og de viser, at de ikke kun er kommet for at tage noget fra scenen, men for at give mindst lige så meget tilbage.
Og det klarer de. Clemens’ ikoniske bjæffen er endda med, og jeg elsker hvert sekund.
Forbrændingens besynderlige scene og dens to niveauer udnyttes til fulde. Mens brormand Andreas Grønne hamrer i trommesættet som en galning – en enkelt gang endda med en solo – bevæger den ubeskriveligt hakkede bassist Benjamin sig frem og tilbage fra toppen af en højttaler til tinderne bagerst. På én og samme tid fremstår han stoisk og hæsblæsende og han udgør en frygtelig figur på højre flanke. Brønnum er gået i guitarhelt-modus og shredder som var der ingen morgendag.
En wall of death iværksættes til ‘pligt’ og de to sider mødes i venskabelig nævekamp. Johan i sin elektriske kørestol er helt oppe hvor det sner og selvom der hersker kaos få centimeter væk, er der plads til alle.
Selvsamme Johan skruer op for kørestolens indbyggede forlygter, da Clemens indtager gulvet på ‘alt godt’, efter at han og Victor Kaas har flået hovederne af hele publikum under ‘huldre’, og det ekstra lys fungerer så godt, at flere af os tror, det er lysfolkene, der har stået for det, indtil vi taler med den ansvarlige over en cigaret efter showet. Da Benjamin lå krøllet sammen på gulvet, omringet af publikum og ligger helt sårbar i kørestolen skarpe lys, er skrøbeligheden til at tage og føle på.
SYL spiller musik, der er aggressiv og handler om alt det, der er svært. De spiller musik, du får lyst til at slås af. Men de spiller også musik, der giver alle lyst til at gøre deres bedste for fællesskabet. Johan er et godt eksempel. Han følte, han havde noget at bidrage med, og han gjorde det. Og det var fedt.
Alt imens har Anders Nielsen været glad og begejstret hele vejen igennem. Settet har været en kæmpesucces og han har gjort et godt arbejde. Men som altid er han beskeden. Han er bare glad for at være med. Vi er allesammen med.
