Noget af det bedste ved at bo i en mellemstor by er alle de koncerter, man får at se, som man sikkert ikke ville have prioriteret at bruge en aften på, hvis man boede i en rigtig storby, hvor der var alle mulige andre koncerter at se. Eller hvad ved jeg, jeg så alt muligt marginalt skrammel onsdagsaftener, dengang jeg boede i København, men stadigvæk: Hvis jeg forestillede mig, at jeg stadig boede i København eller en anden tilsvarende større storby, kan jeg godt frygte, at jeg ikke ville have vægtet en solokoncert en onsdag aften med et af medlemmerne af det hollandske anarkopunkband The Ex højere end, hvad ved jeg, min søvnhygiejne eller et eller andet sejt et hemmeligt sted i weekenden.
Det ville være et kæmpe tab.
For Zea med det borgerlige navn Arnold de Boer minder den lille forsamling af os, der ikke har prioriteret alt mulig andet ligegyldigt i aften end at møde op i Momentums røde bar, om en fælles europæisk kulturarv blandet på kryds og tværs mellem hinanden og med alt det, vi har raget til os udefra.
Hvilket vel egentlig som udgangspunkt er præcis det, man ville forvente at drage som konklusion på en aften med et af medlemmerne af The Ex: Bandet, der blev dannet, dengang såvel Arnold de Boer som jeg selv var småbørn – de Boer kom med i 2009, da sangeren G.W. Sok trak sig efter 30 år – har sammen med engelske Crass været skoledannende for begavet, venstreradikal punk. Men det, der har holdt The Ex vedvarende interessante, er den begejstring for nordafrikanske og nærorientalske folkemusiktraditioner, der har inficeret deres kantede og kejtede post-punk og formet den til noget af det mest dansable og verdensvendte, punkscenen har kendt til.
Den inspiration kan man også høre denne aften, hvor den første håndfuld sange, Zea fremfører på akustisk guitar, bærer tydeligt præg af den marokkanske gnawa-tradition. Med sang på frisisk. Der er noget fantastisk rørende over at have et menneske stående lige foran og synge sange fulde af genkendelige følelser over, hvor frustrerende verden tit er, på et sprog, der minder så meget om ens eget, uden man kan forstå noget som helst af det uden at få det pindet ud. Det er så tæt på uden at vade ind i én med udlægninger af ens følelser på fladt rock-engelsk.
Tag en sang som ‘Moarn gean ik dea’: For en ikke-frisisktalende ligner det vrøvl, men så snart de Boer oversætter det til engelsk – “tomorrow I shall die” – er det klart, at det selvfølgelig er det, det må betyde. Og et spøjst tilfælde, at titlen er den samme som norske Turbonegros gamle punkrocksang ‘I morgen skal eg daue’: Det spørger jeg de Boer om efter koncerten, og han er ikke klar over forbindelsen, men han er med på, at den forbindelse selvfølgelig må være der. Det er også den musik, han er formet af. Ligesom han er med på, at selvfølgelig er han kommet til at parafrasere guitarlinjen fra Fugazis sang ‘Furniture’ på en af sine egne sange, fordi det nu er et fælles udgangspunkt.
På det tidspunkt er vi midtvejs i koncerten, hvor de Boer er skiftet til en elektrisk guitar, “som ikke forstår frisisk,” forklarer han, så han er også skiftet til det engelske, han for det meste synger i The Ex. Her kommer koncerten tættere på det punkrock-udtryk, der et eller andet sted stadig er udgangspunktet, og det er fedt, og der er gode sange, ‘It’s Quiet’, der lukker koncerten af, italesætter det at bo i en mellemstor by, hvor larmen omgiver én, men hvor den også forstummer i løbet af natten.
Men for mig er det, der gør Zea til en særlig oplevelse, stadig de sange, han synger på frisisk. Også de oversatte: Singer-songwriteren Nina Nastasias ‘Counting Up Your Bones’ bliver sart og sært maskulint skrøbelig som ‘Ik tel dyn bonken’; en recitering på frisisk af Nelly Sachs’ digt ‘Kommt einer von ferne’ bliver en bevægende påmindelse om, at Europa altid har været et kontinent, som flygtningestrømme har bevæget sig ind og ud af, med sprog, der for det fremmede øre lyder som en hoppes vrinsken, som Sachs skriver.
Det er en ret fin ting at tage med sig fra en aften, man ikke nødvendigvis havde brugt på det her, hvis man havde haft uendeligt mange alternativer, men som man for alt i verden ikke ville have været foruden.
