Når rumskibet lander i bygden, runger udenjordiske klange i samspil med hjemstavnens vemodige sange om moderdød og kæmper mellem fjeldsiderne natten igennem. Sådan lyder det, hvis man lukker øjnene under Kanaan & Ævestadens koncert på Posten og lader som om, man ikke står spredt på et spillested en januaronsdag i provinsen, hvor “luften smakar vinter, men det regnar,” som Levina Storåkern passende synger i sangen ‘Flytta’. Det er fint, vi rykker så meget desto tættere sammen i den halvanden time, de to norsk/svenske bands spiller hinandens og deres fælles sange og fortæller anekdoter om afsidesliggende bygder, hvor “stamtreet ser ut som en telefonstolpe,” og folkemusikken lyder som den vildeste rock’n’roll.
Siden den psykedeliske rock spirede frem i Californien i 60’erne, har dens udøvere tappet ind i folkemusiktraditionerne for at strække rødderne længere tilbage end til milkshakebarernes jukebokse og elektronikbutikkernes importerede plader. Da den psykedeliske bevægelse nåede til Europa, var det, som om den endelig fandt en måde at træde ud af den amerikanske rockmusiks tunge skygge og finde sine egne, regionale identiteter. I England skete det med bands som Comus og såmænd Black Sabbath på deres tidlige plader, i Sverige fik folkemusikken en opblomstring med den anti-imperialistiske rörelse, mens bl.a. Träd, Gräs & Stenar fusionerede den svenske folkemusiktradition med syrerock.
Kanaan & Ævestaden har altså deres rødder i en gammel tradition, der rækker endnu længere tilbage – også ud over Skandinavien, når de fortolker mystikeren Hildegard von Bingens ‘O vis aeternitatis’ i et John Coltrane’sk spirituelt ladet klangvæld. I sammensmeltningen af de to bands og deres genrer når de en helhed større end summen af delene. Jeg er ikke rigtig blevet fanget af Kanaan før, hverken på plade eller live, selvom de er dygtige til at spille deres instrumentale fuzzrock, ikke mindst i kraft af spændstigheden i Ingvald André Vassbøs trommespil. Ævestaden har jeg råhørt EP’en ‘Jag är sen igen’ med på en biltur til Normandiet for nogle år siden, men de har også balanceret på kanten til at blive for søde med deres vokalharmonier, lyrer og sange om sorg og tandpastapletter.
Så meget desto mere blev jeg lagt ned af sidste års fælles plade, ‘Langt, langt vekk’. De to bands klæder simpelthen hinanden helt utrolig godt: Kanaan får nogle melodier at spille op mod, Ævestaden får lejlighed til at rocke max ud. Det gør de i aften på åbneren ‘Habbor og Signe’, hvor Kenneth Liens skingrende stemme gjalder henover en tung bund af chugs og rullende bas, og det fortsætter på albummets titelsang, hvor Eskild Myrvolls proggede bas lyder som Chris Squire fra Yes, mens Ask Vatn Strøm lirer guitarsoloer af, og hans søster, Eir Vatn Strøm veksler mellem lyre, mellotron og skønsang.
Andre steder i koncerten lader de stilheden og mørket trænge sig ind på Eirs og Levinas stemmer, og de plukker melodier ud på violinen og lyren, som elguitarerne væver sig ind i. Det er vanvittig smukt i en sang som ‘Farvel’ eller den omarrangerede udgave af Kanaans ‘Softly Through Sunshine’.
Efter halvanden time lukker Kanaan & Ævestaden ned med folkevisen ‘Dalebu Jonsson’ om en kæmpe, der bortfører en prinsesse, så kongen sender 7.000 krigere ud for at slå ham ihjel, inden de kan gifte sig. Jonsson tager sin blå silkeskjorte på, prinsessen spænder guldbæltet om ham, han tager sine sylespidse sko på og springer ud af vinduet for at slå alle 7.000 ihjel, så blodet driver. Det er blevet til en heavyrockende sang, der giver god plads til at illustrere det blodige slag i et langt solostykke, inden kæmpen endelig rider til kongens gård for at spørge ham: “Kjenner du Dalebu Jonsson?”
Det gør vi nu. Hold fast, hvor er det godt, at vi gør det nu.
Kanaan & Ævestaden spiller på Voxhall i Aarhus torsdag d. 23. januar og i Råhuset i København fredag d. 24.
