“GRINDCORE JA TAK!” Jeg mener, der er ikke andet for end at overgive sig, når man allerede i døren ind til Strafbar bliver modtaget af én med leopardplettet underkjole og dén tatovering på den spinkle overarm. Eller når bassisten fra Exhibitionism fandme lige flasher en Carcass-lændetatovering. Det er ikke engang bare et spørgsmål om, at “the kids are alright,” som Thomas Fischer fra Elitist konstaterer fra scenen: De tager over, the kids, de har den herfra. De har indset, at det ædleste og smukkeste i verden er pisgrim anti-musik og sølvlamettagardiner og hul så i resten af verden i aften.
Tænd for kaffemaskineafkalker-effekten på vokalen, læg et gulvtæppe af fuzz over bassen og kør løs: Når Exhibitionism ellers spiller deres primitive pensionist-grindcore hurtigt nok, lægger man næsten ikke mærke til, at det faktisk lidt lyder ad helvede til.
Eller faktisk meget.
Det er stygt på den der måde, hvor det jo er meningen, at det skal være det, men hvor det også sagtens kunne være bare lidt mere stramt, uden det ville tage noget fra det samlede udtryk. Flere blastbeats, flere riffs, mindre bavl.
Elitist er Exhibitionisms modpol: De har så godt tjek på det hele, at der næsten ikke levnes plads til lytteren i deres dissonante tech-død. Jeg kunne i hvert fald godt bruge bare lidt mindre imponade og lidt mere ballade fra dem, for det hele bliver så tøjlet, at det føles mere som en opvisning end som noget, vi rigtig er sammen om her. Eller det føles som at knalde uden at kunne komme. Et band, hvor 3/4 af medlemmerne har deres chops fra Piss Vortex, burde kunne bruge dem på noget, der rykker, men jeg for min del kommer i hvert fald til at stå undervejs og spekulere på, om ikke det var sådan her, Nile lød, dengang jeg hørte en Nile-plade.
Samtidig kan jeg sagtens høre, at Elitist får struktureret deres sange, så der er rigeligt med både blastbeats og breakdowns til at skabe et virkelig velfungerende flow, og det er klart det band i aften, der lykkes bedst med at engagere publikum i at smadre rundt.
Der må man også bare sige, at det er noget lettere at skabe sådan et flow i sange af Elitists længde, end når man som Casket Spray kører 20 sekunders kaninpik ad gangen og stiller sig i ta-da!-positur, hver gang tombolatromlen har drejet en omgang. Det er selvfølgelig abnormt godt. Der er godt med rumklang på skærebrændervokalen, der er blastbeats og nogle flere blastbeats og lidt mere, og jeg er ret sikker på, at jeg hørte Adam fra Decorticate spille et riff på et tidspunkt.
Igen: Hvis man ikke skulle sige ja tak til det her, skulle man godt nok hade smadder og elske orden.
