Library Card mødtes af en mur af overbærenhed og forståelse i Odense. Trods det fik de forenet publikum i ubekvemmelighed.
Af alle forfærdeligt velmente og ultimativt forfejlede kulturfremstød, jeg har deltaget i, var det mest håbløse dengang, hvor en brancheorganisation ville give dansk musikeksport et boost. De lejede et mellemstort spillested to aftener i træk i en større, nordeuropæisk by og udvalgte nogle af tidens mest hypede danske bands uden at tænke over, om de passede sammen til et publikum. Hovednavnet på andendagen var en solokunstner, der var brudt igennem i et alternativt rockband og havde brugt de efterfølgende ti år på at lancere en solokarriere, der i bedste fald kunne betegnes som alsidig, i værste som desperat famlende. Nu stod hun på scenen i en fremmed by og skulle udelukkende måles på musikken og hendes sceneshow af et publikum, der ikke var forudindfattet.
Det var der bare ikke, det publikum. Hvem skulle bruge to aftener på at gå til koncerter med bands, de ikke kendte, fra et land, de kun kendte for badestrande og novelty hits?
Det er lidt det samme problem, Library Card står med lørdag aften på Posten. Hvem bruger en time lørdag aften i provinsen på at høre et nyt, hollandsk post-punk-band? Hvem har man forestillet sig, at publikum ville være? Der er en normering af frivillige på gulvet, som ville gøre enhver børnehaveleder misundelig. Men det er ikke børnene, der er kommet i aften, og de unge er i mindretal blandt de par snese publikummer, der samler sig om cafébordene i den lille sal.
Jeg ved ikke, hvem Library Card har håbet på, at de skulle spille for, men jeg tror næppe, det var deres forældre.
Jeg ved ikke, hvem Library Card har håbet på, at de skulle spille for, men jeg tror næppe, det var deres forældre. Det er ligesom at se ungdomsteater, hvor alle i salen bare er de samme årskortholdere som altid. For det er os: Midaldrende, grånende, venligt deltagende. Trygge ved genkendeligheden i Library Cards musik, fordi det jo bare er en opdatering af det, vi selv hørte som studerende og har hørt siden da. Der er så megen velvilje i det her rum, at det næsten gør det endnu værre for Library Card at nå ud til os, end hvis der dog var noget modstand, de kunne spille op mod, noget, de skulle bevise.
Den modstand ville ellers være nem at mobilisere. Library Card indbyder til at blive kaldt “Dry Cleaning derhjemme” (som i memet “Mor, kan vi godt få Dry Cleaning?” “Vi har Dry Cleaning derhjemme,” og så er det Library Card, man ser): Det er den samme distancerede, uengagerede, næsten tonløse levering af hverdagsrealistiske tekster kontrasteret af en spændstig, støjende og rytmisk hektisk musik. Bortset fra at leveringen ikke er lige så deadpan hos Library Card. Der bliver sågar sunget ind imellem, teksterne bliver politiske, og musikken besidder ikke nær den samme trodsige travlhed, selvom trommeslageren gør sit bedste for at komplicere den.
Men i løbet af den tre kvarter lange koncert opstår alligevel den forbundethed, der nogle gange kommer, når band og publikum er lige beklemte ved at være så få. Ikke så meget en decideret intimitet som et fælles behov for at få det bedste ud af situationen. Library Card giver slip på den sidste rigiditet og begynder at rocke. De frigør sig af rammen og giver sig til at udforske deres egen musik. De læner sig ind i velvilligheden, og de ender med at have skabt så tæt et bånd til publikum, at de kan lade sig klappe overbevisende tilbage på scenen og spille ekstranummer, uden at det virker forkert.
Jeg tror ikke, der blev solgt en eneste plade eller vundet en eneste ny fan i den nordeuropæiske by for mange år siden. Et par af de bands, der var med i pakken, nåede senere til udlandet. Nogen fik en sang med i en krimiserie, nogen spillede i England, nogen kom på et pladeselskab i Berlin. Det gjorde de, fordi de blev ved med at spille koncerter på halvtomme spillesteder, indtil de blev så gode til det, at rygtet spredte sig, og spillestederne langsomt blev fyldt.
Det er det arbejde, der ligger forude for Library Card. Hjemme i Holland kan de allerede spille udsolgte headliner-shows, men resten af Europa skal der arbejdes for. Hvis det er det, de vil. Solokunstneren fra den aften dengang indså, at hun allerede var blevet for gammel til at orke at rakke rundt for det, og at hun i stedet kunne få en lang karriere herhjemme som alternativ folkekær sanger, som årene forlenede med en vis autoritet. Det er der også en ærværdighed i. Alle behøver ikke være så forbandet ambitiøse.
Det virker også som en pointe hos Library Card. Nogle gange er det faktisk også OK bare at være Dry Cleaning derhjemme. Aftener som denne er faktisk alt, der skal til for at give det mening at fortsætte en tid.
