Friturestegning, klodens forfald, og hvad drænrøret gemte af død og snask: I en sydfynsk landsby er et punk-kollektiv i gang med at istandsætte et gammelt mejeri for at skabe et rum for alternativ kultur. Søndag aften demonstrerede de to grindcore-bands Civilian Thrower og Sewer Haul, hvad det er for en kultur, der skal slå skår i idyllen.
Der’ så køøønt på Sydfyn, det’ bare så hyg’ligt jo, og det er fandme godt, der er nogen, der kan indrette peace punk-kollektiver og sætte grindcore-shows op i de allermest forfaldne af landsbyerne, så det hele ikke kvæles i bindingsværksidyl og tilflytter-jubeloptimisme.
På et nedlagt mejeri i Østre Skerninge, lige uden for den velfriserede københaver-enklave Ollerup, har en gruppe idealistiske kollektivister og punkkoncerts-savnende fynboer indrettet Strafbar på førstesalen som mikrospillested med de gamle kakler på væggene til at fucke lyden helt op og en bar med priser, der ikke skræmmer studerende fra Den Frie Lærerskole væk. Der er guldlametta på scenebagvæggen, bordfodbold og clubmøbler af den slags, der ligner, at man får kønsvorter og pest og bliver balderskæv bare af at sætte sig i dem. Du kan pisse i vandløbet lige over gårdspladsen, og et skilt i baren informerer om, at skal du lave stort, skal du have fat i Emma først. I skumringen på blomsterengen står ramponerede skurvogne indrettet til gæster og atelier, gæssene er i crust-sort, og indenfor er Sewer Haul ved at sætte op.
Tomandsbandet fra Horsens gik indtil for nylig under navnet Slough, og det er så meget sagt, at navneskiftet skal ses som udtryk for en grundlæggende forandring i deres musikalske udtryk. OK, “musikalske” er måske også så meget sagt, og det er “sætte op” egentlig også. L sætter sig bag trommerne, K med solbriller, hue og hættetrøje plugger sin guitar i,og så er det ellers et kvarters hylende feedbacksuppe, hvor man engang imellem lige nøjagtig kan dechifrere noget, der lyder, som om det oprindelig har været tænkt som et riff, inden det faldt ned mellem hynderne i øvelokalesofaen og først blev fundet nogle måneder senere, hvor ingen havde nogen idé om, hvad det var, men man skal lige slikke på papiret bare for at prøve det. L giver sin makker kamp til stregen med en lilletromme spændt så hårdt, at Snapcase får dårlige nerver af det, og nogle gurglelyde og en grynten, der lige akkurat trænger igennem dyndet.
Det er selvfølgelig pissefedt, skulle man overhovedet være i tvivl, komplet kogt goregrind med sangtitler som ‘Open Face Surgery’, der næsten må være en Dr. Shrinker-hyldest. Det får jeg aldrig spurgt om, men det kan man passende gøre, når Sewer Haul lige om lidt spiller til Lifesicks 10-årsjubilæum. Husk håndsprit til ørerne!
Verden er grim og for langsom
Det kan godt være, at franskmændene tabte OL-guld til USA i basket lørdag aften, men de vinder altså i baguettes, vin, ost, bjergsøer i Alperne, gøgleri og bare den måde, de kan få det til at se så åndssvagt let ud at dalre gennem livet.
Sådan virker det i hvert fald, når man er der som feriegæst; Civilian Thrower giver med sangtitler som ‘Ligne 5 Crack Smoking’ og ‘Rapid Natural Decline’ ikke rigtig indtryk af at have det superlet med at eksistere i en fransk hverdagsvirkelighed. Til gengæld får de grindcore til at lyde som noget, man bare lige kan dalre igennem sådan en søndag aften. Storsmilende lader Thomas Hassani sine guitarriffs klaske op mod kakkelvæggene og bounce ud i smasken på os, mens Mr. Moule lader slagene regne over lilletrommeskindet uden så meget som at svede. Pierre Rosi, som sidst var på Fyn med sit andet grindcoreband, Whoresnation, træder ned fra den centimeterhøje scene for at være lige i fjæset på publikum. Han skriger, brøler, hopper, sparker, kampsveder og er ét stort smil, når han introducerer hver af de små 20 sange på setlisten på det mest bedårende gebrokne franskmandsengelsk: “Zis song is about buckfast, vich is, what you call it, caffeine? When you put caffeine in somezing. Caffeinated, yes, it’s about caffeinated wine, because zat’s important stuff.”
Grindcore er en evig påmindelse om, at verden – også – er grim og ødelagt, og at alt andet musik går alt for langsomt og er for poleret.
Der er også en sang om at friturestege al sin mad og et par stykker om, at kloden er fucked, plus noget med kapitalismens ulyksaligheder.
Det er, som det skal være. Grindcore er en evig påmindelse om, at verden – også – er grim og ødelagt, og at alt andet musik går alt for langsomt og er for poleret. Der starter næppe gadekrig eller opstande i de sydfynske landsbyer, men det er faktisk nok, at et alternativ til alt pisset har mulighed for at eksistere herude på bøhlandet. Det er al ære værd, at nogen tager det på sig at knokle for at restaurere et gammelt mejeri og skabe aktiviteter i det. Bands som Civilian Thrower og Sewer Haul kan ikke eksistere på et markedsøkonomisk grundlag, de kan ikke konkurrere med, hvad nu den sydfynske ungdom ellers tager sig til en søndag aften.
Men de kan minde os om, at det ikke er så skide køøønt altsammen, jo.
