Med “Punk” tatoveret på det ene lår og “Rock” på det andet er intentionen klar hos Planet Y, og manner, har de lige sangene til at bakke det op! Sheer Mag elsker til gengæld fandme bare den fede rock, så hvorfor spiller de egentlig nogensinde andet?
Det er så allerhelvedes yndigt at følges ad, og i punk og hardrock er baldrede vokalharmonier og helteguitar-twinleads noget af det smukkeste, der findes. Alle er tilsyneladende også fulgtes ad to og to til Stengade, der en lummer augustaften åbenbart er kæresteaften for københavnere in the know. Der er de mutte, der har delt en flaske sort hårfarve for at matche de spidse støvlesnuder og rockmusik-tatoveringerne, der er dem med fornuftige vandresandaler og guldglimmer på maven, der på højlydt jysk gennemgår den seneste bytur, og over det hele bølger en krydret dunst af brunst og bajere.
Det er perfekt, og hvad bedre skulle et par hundrede mennesker have at tage sig til en tirsdag aften som denne? De begynder så småt at fylde den lille sal op, da Planet Y går på, efter den skånske electroclash-duo The Guilt har spillet et energisk, men sært upåfaldende, set. Julie Wittrup-Jensen med “Punk Rock” tatoveret over knæene er med det samme ude i halvmånen foran scenen og oppe i publikums ansigter, mens Marcus Ferreira synger med omme bag heavyrock-krøllerne og guitaren. Sammen med resten af bandet river og flår de sig gennem en stribe sange fra deres to plader, der er lige præcis så korte og hurtige, at de føles som en knytter, og så overskudsmelodiske, at den knytter føles som et snav. Det er lige så enkelt og velgørende som pasta med tomatsovs i al sin basale punkrockethed på et fundament af 70’er West Coast-punk som selvfølgelig først og fremmest X, fordi de to stemmer komplimenterer hinanden på samme demonstrativt forstemte vis. Man er også lovligt undskyldt, hvis ens tanker går mod Ilter-aktuelle Gorilla Angreb.
Meget mere kompliceret er Sheer Mags vision heller ikke: Philadelphia-bandet vil bare gerne spille den fuldfede rockist-rock læsset til med labre guitarlicks over funky trommerytmer og en rungende bas. Guitaristerne ligner statister fra ‘That 70’s Show’, specielt Matt Palmer med frottépolo og biker-’stache, men selvom det altsammen er cool nok i sig selv, var det Christina Halladays mildt sagt idiosynkratiske stemmeføring, der i første omgang tiltrak sig opmærksomhed, da Sheer Mag kom frem for ti år siden. Skingert hvinende og nasalt growlende skider hun højt og flot på konventionerne om, hvordan rock skal rockes, og den punk-sensibilitet fik på de tre første EP’er Sheer Mag til at fremstå vitale, uomgængelige og – med et skamredet ord – oprigtige.
To plader fulgte lige i hælene på en compilation af de EP’er, der kom ud i 2017, men så gik der fem år, før de blev klar med ‘Playing Favorites’ i foråret. Derfor er det oplagte spørgsmål, om Sheer Mag har kunnet bevare momentum? Allerede med de to første albums var det, som om noget af den umiddelbare energi var feset ud af bandet, så hvad kunne de erstatte den med? På ‘Playing Favorites’ er svaret en lettere, mere AOR tilgang til 70’er-rock og en fremhævelse af de funky elementer i sangene, der flere steder kammer over i disco. Igen er det ikke nødvendigvis rigtig kønt, men der er en særegen charme ved den anstrengte afslappethed, der lyder som en speedfreak, der desperat prøver at virke chill.
På scenen på Stengade får flere af de nye sange som ‘Moonstruck’ og ‘Mechanical Garden’ et besynderligt præg af tilbagelænet yacht rock – bare uden den blaserte, cokede vibe. Der er næsten noget selskabsorkester over det, men et selskabsorkester, der er alt for optaget af, hvor fedt det er at spille, til at bekymre sig om gæsterne. Jeg ved ikke, om det giver mening, men det gør det heller ikke på scenen, og i publikum begynder blikkene at flakke, og kun de mest hårdnakkede fortsætter med at danse. Til gengæld får gamle sange som den brutalt klodsede funkrock ‘Sit & Cry’, ‘Nobody’s Baby’ og de garagerockende ekstranumre ‘What You Want’ og ‘Fan the Flames’ det hele til at koge, så man tilgiver Sheer Mag, at de har droppet at være lidt en novelty act og i stedet efterstræber en langtidsholdbarhed for rocken.
På ti år er Sheer Mag gået fra at være indtagende skramlede til at være et band så velsmurt og stramt sammenspillende, at Christinas stemme efterhånden er det eneste, der rigtig stikker ud. Forhåbentlig betyder det, at de kan bevare en snert af umiddelbarhed lidt endnu. Ellers er det også OK, så længe de bare spiller favoritterne.
