Så er det heller ikke sværere at blive landets strammest kørende metalband. Du skal bare finde nogen som teenager, du gider spille sammen med ind i voksenårene, I skal lade være med at vokse eller flytte fra hinanden, højst skifte en bassist ud, hvis det endelig er, og så skal I øve, øve, øve og spille jobs, spille jobs, spille jobs, indtil I trækker vejret for hinanden og ved lige præcis, hvornår I skal falde ind, uden nogen behøver lave fagter eller tælle for, fordi I ved det, I er vokset til en enhed, for det er det her, I gør og altid har gjort, og intet kunne være bedre.
Det er en gåde, hvorfor alle danske metalbands ikke bare følger den simple formel.
Ligesom det er en gåde, hvorfor snart sagt alle andre slår sig til tåls med et lavere kunstnerisk ambitionsniveau end Orms. Kan de så ikke lige så godt bare lade være?
Der er en særlig glæde ved som publikum at møde et helt frisk band, der kommer bragende ud af øvelokalet, vil erobre verden og brænder igennem på rå energi. Man bliver bimlende kåd af den smittende entusiasme. Men det er imponerende på et helt andet niveau at høre et band bevare sin relevans ved at blive ved med at udfordre sig selv og gøre det med den selvsikkerhed, der kommer af tillid og træning.
Orm er et resultat af, at de to guitarister og sangere Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen samt trommeslageren Adam Schønemann, har spillet sammen i 16 år nu. De er for længst kommet ud over det stadie, hvor det bare er fedt at spille tråd, prygle bajere og råwe om død og helvede. Orm er en fortløbende afsøgning af, hvad man ellers kan indenfor rammerne af specifikt black metal. Hvad der sker, når man tager genren alvorligt som kunstart, fjerner flitterstadset, nitterne og corpsepainten, alt det teatralske, og bruger det ekstreme udtryk til at lodde ens egne dybder.
Det har resulteret i episke sange som ‘Klippens lyse hal’ fra albummet ‘Ir’ og ‘Floden, som kan skabe’ fra ‘Intet • Altet’, der åbner hhv. lukker aftenens koncert og begge stempler ind omkring de 20 minutter. I den tid veksler de mellem at tampe og fræse igennem, bryde det ned i mellemstykker, køre twinleads, heltegalop og cirklende, repetitive forløb. Det lange format giver mening, fordi der sker nok musikalsk og er tænkt i en helhed, hvor ledemotiver ændrer form sammen med musikken og trækker lytteren med gennem forløbet. Det er en sangskrivning, der kræver sit af publikum, men sådan en torsdag aften på et studenterhus i en større universitetsby er publikum med på præmissen og fuldt opmærksomme på hver en detalje oppe foran. Den enlige indskiftning i bandet, bassisten Malthe Yde Tiufkær, søger som den eneste i kvartetten af kronragede, skæggede, sortklædte mænd kontakt med publikum, opildner os, men ellers er det op til os selv at få det ud af musikken, vi kan. Hvis publikum vil have fed tråd, kyle bajere osv., kan de vente til fredag, hvor Odense Metal Fest begynder: Hvis de vil fordybe sig og gå i ét med musikken, gør Orm det bedre end noget andet dansk metalband lige nu.
Men Orm er på vej videre, og det handler aftenens koncert også om. Efter at have udgivet ‘Ir’ i 2019 spillede de den plade live in extenso i to år, og nu har de i snart to år spillet ‘Intet • Altet’ fra ende til anden. På den igangværende turné, som på lørdag bringer dem til Svaneke på Bornholm, hvorefter de spiller i Oslo, Kristiansand, Aalborg og Umeå, spiller de én sang fra hver plade, og mellem dem angiver den nye single, ‘Slør’, vejen videre frem. Det er et blot syv minutter langt nummer, og det er det, vi kan forvente os af det kommende Orm: Kortere sange, flere riffs, mere vildskab, mindre vemod, mere kaos smidt ind i mixet. På debuten i 2017 viste de, hvad de dengang kunne skabe indenfor de rammer: Siden er de kun vokset tættere sammen.
Det er på tide at splitte det hele ad for at holde sammen på det.
